De første fund
I 1970’erne deltog Morten Axboe som student i Nationalmuseets første udgravninger af borgringen vest for Køge. I dag er han museumsinspektør og drømmer om en datering af borgringen til ældre romersk jernalder. “Det er endnu mere spændende end vikingetid”.
Indtil Vallø Borgring er dateret, har enhver lov til at drømme frit.
“Uanset hvilken datering de kommer frem til, er det et virkelig spændende fund, der er gjort ved Lellinge En vikingeborg vil være vældig interessant, men endnu mere spændende vil det være med et voldanlæg fra ældre romersk jernalder, altså de to første århundreder efter Kristus”, siger Morten Axboe, der i dag er museumsinspektør på Nationalmuseet.
“På den tid strakte Romerriget sig til Rhinen, og vi har fundet en del genstande, der er importeret sydfra. Der har givetvis været organiserede samfund her i Danmark – vi ved for eksempel, at der har stået store slag med flere hundrede mand på hver side, og vi kan i kraft af genstandene følge den tids handelsveje, men vi ved for eksempel ikke, hvor stor magt datidens høvdinge havde, hvordan de udøvede den, eller hvor mange de var. Hvis Vallø Borgring viser sig at være en jernalderborg, får vi en vidunderlig mulighed for at blive klogere på den del af vores kulturhistorie”.
Luftfoto viste vej
For Morten Axboe foregår udgravningen ved Lellinge i kendt terræn. Han deltog som studentermedhjælper i Nationalmuseets første udgravninger i 1971 og 1972 under ledelse af arkæolog Thorkild Ramskou, der var ekspert i vikingetid.
“Museet havde fået tilsendt et luftfoto, der viste en ringformet forhøjning i landskabet. Thorkild Ramskou syntes, at det så interessant ud”.
Nationalmuseets udgravningshold var beskedent, tre mand i alt, heraf to studerende.
“Vi fandt volden og kunne bekræfte, at den var menneskeskabt, men vi fandt ingen porte eller palisader, og vi fandt ingen voldgrav og ingen spor efter huse. I stedet fandt vi nogle gruber fyldt med potteskår og flintesager. Potteskårene stammer fra de første århundreder e.kr. De blev katalogiseret og lagt på magasin. Som fund er de interessante, men som udstillingsgenstande er de i den kedelige ende”.
Uden huse og uden voldgrav døde håbet om en vikingeborg på marken øst for Gammel Lellingegård.
“Ressourcerne var begrænsede, og museet valgte at koncentrere sig om andre udgravninger”, fortæller Axboe.
Müllers kort er væk
I anden halvdel af 1800-tallet rejste Nationalmuseets arkæologer land og rige rundt for at samle viden om Danmarks kulturhistorie.
“Man rejste på hesteryg eller i hestevogn og talte med den lokale sognepræst og andre vidende mennesker om, hvor der lå fortidsminder. Vi kalder indsamlingen for Herredsberejsningen og registreringen for Sognebeskrivelsen. Fundene blev beskrevet og afsat på kort”.
Sammen med senere fund er registreringen nu frit tilgængelig under Fund og Fortidsminder hos Kulturstyrelsen.
“Fra Lellinge-egnen skriver Sophus Müller i 1875, at der øst for Gammel Lellingegård er en ypperlig plads for et middelalderligt voldsted, fordi området ligger ned til åen og er omgivet af lavninger. Desværre ved vi ikke, om Müllers sted er identisk med stedet, hvor Vallø Borgring er fundet. Hvis han har markeret det på et kort, er det tilsyneladende ikke bevaret”, fortæller Morten Axboe, der har ledt højt og lavt efter Müllers kort.
Uanset datering glæder han sig til de nye resultater fra Vallø Borgring.
“Som museumsmand kan jeg kun være glad for, at yngre kolleger med nye naturvidenskabelige metoder arbejder videre med volden, så den kan få plads i Danmarkshistorien, som den fortjener”.
“Uanset hvilken datering de kommer frem til, er det et virkelig spændende fund, der er gjort ved Lellinge En vikingeborg vil være vældig interessant, men endnu mere spændende vil det være med et voldanlæg fra ældre romersk jernalder, altså de to første århundreder efter Kristus”, siger Morten Axboe, der i dag er museumsinspektør på Nationalmuseet.
“På den tid strakte Romerriget sig til Rhinen, og vi har fundet en del genstande, der er importeret sydfra. Der har givetvis været organiserede samfund her i Danmark – vi ved for eksempel, at der har stået store slag med flere hundrede mand på hver side, og vi kan i kraft af genstandene følge den tids handelsveje, men vi ved for eksempel ikke, hvor stor magt datidens høvdinge havde, hvordan de udøvede den, eller hvor mange de var. Hvis Vallø Borgring viser sig at være en jernalderborg, får vi en vidunderlig mulighed for at blive klogere på den del af vores kulturhistorie”.
Luftfoto viste vej
For Morten Axboe foregår udgravningen ved Lellinge i kendt terræn. Han deltog som studentermedhjælper i Nationalmuseets første udgravninger i 1971 og 1972 under ledelse af arkæolog Thorkild Ramskou, der var ekspert i vikingetid.
“Museet havde fået tilsendt et luftfoto, der viste en ringformet forhøjning i landskabet. Thorkild Ramskou syntes, at det så interessant ud”.
Nationalmuseets udgravningshold var beskedent, tre mand i alt, heraf to studerende.
“Vi fandt volden og kunne bekræfte, at den var menneskeskabt, men vi fandt ingen porte eller palisader, og vi fandt ingen voldgrav og ingen spor efter huse. I stedet fandt vi nogle gruber fyldt med potteskår og flintesager. Potteskårene stammer fra de første århundreder e.kr. De blev katalogiseret og lagt på magasin. Som fund er de interessante, men som udstillingsgenstande er de i den kedelige ende”.
Uden huse og uden voldgrav døde håbet om en vikingeborg på marken øst for Gammel Lellingegård.
“Ressourcerne var begrænsede, og museet valgte at koncentrere sig om andre udgravninger”, fortæller Axboe.
Müllers kort er væk
I anden halvdel af 1800-tallet rejste Nationalmuseets arkæologer land og rige rundt for at samle viden om Danmarks kulturhistorie.
“Man rejste på hesteryg eller i hestevogn og talte med den lokale sognepræst og andre vidende mennesker om, hvor der lå fortidsminder. Vi kalder indsamlingen for Herredsberejsningen og registreringen for Sognebeskrivelsen. Fundene blev beskrevet og afsat på kort”.
Sammen med senere fund er registreringen nu frit tilgængelig under Fund og Fortidsminder hos Kulturstyrelsen.
“Fra Lellinge-egnen skriver Sophus Müller i 1875, at der øst for Gammel Lellingegård er en ypperlig plads for et middelalderligt voldsted, fordi området ligger ned til åen og er omgivet af lavninger. Desværre ved vi ikke, om Müllers sted er identisk med stedet, hvor Vallø Borgring er fundet. Hvis han har markeret det på et kort, er det tilsyneladende ikke bevaret”, fortæller Morten Axboe, der har ledt højt og lavt efter Müllers kort.
Uanset datering glæder han sig til de nye resultater fra Vallø Borgring.
“Som museumsmand kan jeg kun være glad for, at yngre kolleger med nye naturvidenskabelige metoder arbejder videre med volden, så den kan få plads i Danmarkshistorien, som den fortjener”.
