Dansk Magisterforening

Teatermenneske og old school iværksætter

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

Lønmodtageren Nanni Theill tog en stor beslutning midt i livet. Som 53-årig kvittede hun stillingen som teaterchef og startede for sig selv. Med BellaArt, der promoverer og sælger håndlavet dansk kunsthåndværk, har hun skabt en old school iværksættervirksomhed – og sit eget drømmejob.

Egentlig var Nanni Theill glad for jobbet som chef for Teater Vestvolden i Hvidovre. Den da 50-årige mag.art. i teatervidenskab havde masser af nye ideer i ærmet og blev fyldt med god energi, hver gang hun satte sig i sin teatersal for at følge prøverne.

Problemet var, at der var alt for langt imellem besøgene i teatersalen. Oftere sad hun på sit kontor og søgte fondsmidler eller kommunale tilskud, skrev indkaldelser til bestyrelsesmøder, skrev pressemeddelelser, evalueringsrapporter og lagde produktionsplaner.

“Driften fylder meget, når man står i spidsen for et lille teater. Der er ikke nogen, man kan uddelegere opgaver til, så jeg endte med at sidde hver aften og udfylde skemaer og skrive rapporter. Det kunstneriske, som er det, der driver mig mest, blev reduceret til en alt for lille del af jobbet”, forklarer Nanni Theill.

Det var på en vandretur i Skotland, at ideen om at skabe sit eget firma for alvor tog form:

“Tankerne myldrer, når man går der og tømmer hovedet for mere almindelige hverdagsspekulationer. Med på turen var også en kunsthåndværker, og vi kom til at tale om, hvor mange i de kunstneriske fag der har svært ved at komme ordentligt ud over rampen, få deres arbejde promoveret og nå deres kunder. For hver kilometer jeg vandrede, stod det mere og mere klart, at det var det arbejde, jeg burde kaste mig over. Det gav så meget mening, fordi det med at skabe opmærksomhed om god kunst og “boblere” i kunsten har været en rød tråd igennem hele mit arbejdsliv”.

Midt i kunsten
Det var en moden kvinde, der tog en moden beslutning på den vandretur i Skotland.

Nanni Theill var 53 år gammel, da hun kvittede sin gode, faste stilling som teaterchef i Hvidovre, hævede sin opsparing og gik på lokalejagt.

Hun troede, at hun skulle have forretning i Lyngby Hovedgade, i Bredgade eller på en anden mere prominent adresse, men hun endte med at finde et stort og økonomisk overkommeligt lokale tæt på trafikknudepunktet i Gladsaxe midt i et industrikvarter.

BellaArt hedder både butikken og webshoppen, hvorfra hun sælger glas og keramik, malerier og håndsyede lædertasker, tøj og smykker – alt sammen unika med det ene fælles, at det er håndlavet og dansk.

Der er luft i lokalet, og det er også nødvendigt, for mindst én gang om måneden serverer Nanni Theill vin og snacks, når “hendes” kunstnere kommer forbi og holder foredrag eller workshops for personaleklubber, venindegrupper og andre interesserede.

“Senest inviterede jeg til en aften med en glaskunstner, hvor folk kunne prøve at lave deres egne glassmykker. Jeg har også afholdt malerkurser og stået for sangaftener, fx en foredragsaften, hvor en operasangerinde fortalte om kvinderoller i operaen og gav prøver på sine arier. Det er inspirerende, at vi mødes her midt i al kunsten – midt i et industrikvarter – og bliver berigede. De aftener holder jeg meget af at arrangere. Jeg elsker at samarbejde og sparre med kunstnerne om at skabe de arrangementer. Jeg arbejder på i fremtiden at udbygge samarbejdet til erhvervslivet og til virksomheders kunstforeninger, så vi kan få glæde af hinanden. Mange virksomheder dag i vil gerne have en kulturel profil over for deres kunder og personale. Her kan BellaArt være et bud”, siger Nanni Theill.Teater, musik, kunsthåndværk
Selv om hun, med sine forældres bekymrede ord, havde valgt et brødløst fag, da hun i 80’erne valgte at læse teatervidenskab, har hun aldrig oplevet en eneste periode med ledighed.

“Mit første job var som sekretariatsleder i foreningen Musik & Ungdom. Jeg skulle arrangere og promovere koncerter inden for rytmisk musik, jazz og klassisk og blandt andet sørge for at arrangere turneer for unge musikere på landets folkeskoler. Nogle af de første, som jeg sendte på landevejen, var Kim Sjøgren og Lars Hannibal”, fortæller Nanni Theill.

Siden arbejdede hun som instruktør, pressemedarbejder og administrator på en række forestillinger på små teatre i hovedstadsområdet, blandt andet under Festival of Fools, hvor hun var med til at skabe det dengang meget progressive “Mothertongue Theatre”, og en James Joyce-forestilling for Københavns Universitet. Hun var også forbi Rødovre Kommune i nogle år som kulturkonsulent, før hun landede som teaterchef i Hvidovre.

“Jeg har altid godt kunnet lide at stå for alt det, der foregår bag scenen på et teater, men jeg er mest optaget af de skabende processer bag, hvad enten det er teatret, musikken eller fremstillingen af kunsthåndværk. Det er det, der virkelig engagerer mig”, forklarer hun.

Ikke nogen hobbyvirksomhed

Med kun to år på bagen balancerer regnskabet nogenlunde i BellaArt.

Det har overrasket Nanni Theill, hvor meget tid det kræver at have en webshop, der skal opdateres med fotos og tekst om nye værker osv. Til gengæld tror hun ikke, at webshoppen kunne leve uden butikken i Gladsaxe – eller omvendt.
“Folk kommer her, når de har kigget på de fotos, jeg lægger ud. Eller de kommer ind her, bliver begejstrede for et eller andet og går hjem og viser konen et fotografi af det på webshoppen. Kombinationen er nødvendig, men det er dobbelt arbejde”, vurderer Nanni Theill.

BellaArt er ikke nogen gazellevirksomhed, der skal ekspandere og skabe masser af nye arbejdspladser.  Det er heller ikke ambitionen for Nanni Theill.

“Men jeg vil have overskud, og det skal gerne ske allerede til næste år. BellaArt er ikke nogen hobbyvirksomhed, mit firma skal være rentabelt og bygge på en solid forretningsidé, der også holder økonomisk. Det betyder noget for mig. Samtidig nyder jeg den frihed, det er at tjene sig selv og ingen andre. Mandag morgen kan jeg beslutte, at jeg vil på messe næste dag. Om en uge tager jeg til Frankrig nogle dage, fordi der er noget, jeg skal ned at opleve. Min virksomhed er 100 procent lystbetonet”, siger hun.
}