Forfatteren: “Det sværeste, jeg har skrevet”
At skrive folkeligt er en helt anden udfordring end at formidle til fagkolleger, fastslår adjunkt Mathias Clasen, der står bag bogen “Monstre” i serien af succesrige “Tænkepauser” fra Aarhus Universitetsforlag.
Mathias Clasen, adjunkt på Institut for Æstetik og Kommunikation ved Aarhus Universitet, er på vej gennem Københavns Lufthavn. Han gør holdt ved en boghandel, og bedst som han står og betragter udvalget, breder et smil sig på hans ansigt. Han står og stirrer på sig selv.
“Det var lidt spøjst at stå der og glo på sig selv, så jeg kunne ikke helt holde smilet tilbage. Og jeg glæder mig oprigtigt over, at min bog er til salg sådan et sted. Det har altid været min ambition at få min forskning ud til så mange mennesker som muligt”, fortæller han.
Mathias Clasen forsker i horror, science fiction og fantasy, og han har flere fagbogsudgivelser bag sig. At det er en lille piximodel på 60 små bogsider, der topper hans personlige salgstal, havde han dog ikke forudset.
“Jeg har skrevet et par fagbøger før, og en af dem har da solgt 300 eksemplarer. Men da jeg tjekkede salgstallene sidst, og det er nok et år siden, havde “Monstre”, som min “Tænkepauser” hedder, solgt 4.500 eksemplarer. Det er ret vildt”.
Mathias Clasen er en af de forskere, der selv kom med sin idé til redaktøren på Aarhus Universitetsforlag. Og der skulle ikke mange snakke til, før det blev et ja tak til udfordringen fra begge sider.
“Allerede da jeg var meget ung, havde jeg en ambition om, at jeg engang ville udkomme på Aarhus Universitetsforlag. Men jeg havde ikke i min fantasi forestillet mig, at det skulle være med sådan en bog, og jeg havde heller ikke forestillet mig, at det ville være så stor en udfordring at skrive den. Det er uden sidestykke noget af det sværeste, jeg nogensinde har skrevet, selv om det kun er 33 sider. Det er jo næsten ingenting. Man kan læse den her bog på et nogenlunde fornuftigt toiletbesøg”, siger han grinende.
Benhård redaktør
Da Mathias Clasen fik stukket den omfattende skrivemanual i hånden, blev han overrasket over, at så mange retningslinjer skulle være nødvendige for så lille en bog. Men det er et rigtig godt grundlag for arbejdet, fastslår han:
“Inden for forskningsverdenen er der rigeligt med store egoer, og mange er vant til at blive citeret som eksperter og tror derfor, at de er eksperter i at formidle også. Men at være ekspert inden for ét felt betyder ikke, at man også er dygtigere end en forlagsredaktør. Min redaktør gik hårdt til mig hver gang. Og hun fik ret hver eneste gang. Jeg indrømmer, at jeg nok har brokket mig lidt til konen over det derhjemme. Men jeg erkender blankt, at en af nøglerne til “Tænkepausers” succes er den redigering og viden om formidling, som forlagsfolkene har. Der kommer vi altså til kort som forskere”.
Selv om der kun er 33 normalsider at brede sig over, mener Mathias Clasen, at der hele vejen igennem er tale om solid forskningsformidling. Han har læst en lang række af de 21 bøger, der indtil nu er udkommet, og i den ideelle verden burde alle forskere skrive en “Tænkepauser”, inden de skal i gang med at publicere fagligt i alle andre sammenhænge, mener han.
“Det er ikke nødvendigt at skrive kringlet og kedeligt eller tungt og snørklet, når man er forsker. Mange forskere tror, at det sender et signal om, at der sidder et seriøst tænkende menneske bag, men det giver jo ingen mening at skrive, så andre stort set ikke kan forstå det. Jeg tror på, at man bliver en bedre forsker af at komme igennem sådan en formidlingsproces, som “Tænkepauser” er”, siger adjunkten.
Ligesom en række af seriens øvrige forfattere har Mathias Clasen oplevet, at hans lille værk har givet masser af god respons – fra både den private omgangskreds og kolleger på universitetet.
“Nu beskæftiger jeg mig jo med horror og monstre, og der skal da nok være nogle af mine kolleger, der synes, det er noget lal. Men det er min fornemmelse, at der er stor respekt for at komme ud i “Tænkepauser”, og det er da en dejlig blåstempling at få med i sin karriere”.
“Det var lidt spøjst at stå der og glo på sig selv, så jeg kunne ikke helt holde smilet tilbage. Og jeg glæder mig oprigtigt over, at min bog er til salg sådan et sted. Det har altid været min ambition at få min forskning ud til så mange mennesker som muligt”, fortæller han.
Mathias Clasen forsker i horror, science fiction og fantasy, og han har flere fagbogsudgivelser bag sig. At det er en lille piximodel på 60 små bogsider, der topper hans personlige salgstal, havde han dog ikke forudset.
“Jeg har skrevet et par fagbøger før, og en af dem har da solgt 300 eksemplarer. Men da jeg tjekkede salgstallene sidst, og det er nok et år siden, havde “Monstre”, som min “Tænkepauser” hedder, solgt 4.500 eksemplarer. Det er ret vildt”.
Mathias Clasen er en af de forskere, der selv kom med sin idé til redaktøren på Aarhus Universitetsforlag. Og der skulle ikke mange snakke til, før det blev et ja tak til udfordringen fra begge sider.
“Allerede da jeg var meget ung, havde jeg en ambition om, at jeg engang ville udkomme på Aarhus Universitetsforlag. Men jeg havde ikke i min fantasi forestillet mig, at det skulle være med sådan en bog, og jeg havde heller ikke forestillet mig, at det ville være så stor en udfordring at skrive den. Det er uden sidestykke noget af det sværeste, jeg nogensinde har skrevet, selv om det kun er 33 sider. Det er jo næsten ingenting. Man kan læse den her bog på et nogenlunde fornuftigt toiletbesøg”, siger han grinende.
Benhård redaktør
Da Mathias Clasen fik stukket den omfattende skrivemanual i hånden, blev han overrasket over, at så mange retningslinjer skulle være nødvendige for så lille en bog. Men det er et rigtig godt grundlag for arbejdet, fastslår han:
“Inden for forskningsverdenen er der rigeligt med store egoer, og mange er vant til at blive citeret som eksperter og tror derfor, at de er eksperter i at formidle også. Men at være ekspert inden for ét felt betyder ikke, at man også er dygtigere end en forlagsredaktør. Min redaktør gik hårdt til mig hver gang. Og hun fik ret hver eneste gang. Jeg indrømmer, at jeg nok har brokket mig lidt til konen over det derhjemme. Men jeg erkender blankt, at en af nøglerne til “Tænkepausers” succes er den redigering og viden om formidling, som forlagsfolkene har. Der kommer vi altså til kort som forskere”.
Selv om der kun er 33 normalsider at brede sig over, mener Mathias Clasen, at der hele vejen igennem er tale om solid forskningsformidling. Han har læst en lang række af de 21 bøger, der indtil nu er udkommet, og i den ideelle verden burde alle forskere skrive en “Tænkepauser”, inden de skal i gang med at publicere fagligt i alle andre sammenhænge, mener han.
“Det er ikke nødvendigt at skrive kringlet og kedeligt eller tungt og snørklet, når man er forsker. Mange forskere tror, at det sender et signal om, at der sidder et seriøst tænkende menneske bag, men det giver jo ingen mening at skrive, så andre stort set ikke kan forstå det. Jeg tror på, at man bliver en bedre forsker af at komme igennem sådan en formidlingsproces, som “Tænkepauser” er”, siger adjunkten.
Ligesom en række af seriens øvrige forfattere har Mathias Clasen oplevet, at hans lille værk har givet masser af god respons – fra både den private omgangskreds og kolleger på universitetet.
“Nu beskæftiger jeg mig jo med horror og monstre, og der skal da nok være nogle af mine kolleger, der synes, det er noget lal. Men det er min fornemmelse, at der er stor respekt for at komme ud i “Tænkepauser”, og det er da en dejlig blåstempling at få med i sin karriere”.
