Dansk Magisterforening

Vollsmose som akademisk arbejdsplads

Vivian Voldgaard
Del artikel:

Vollsmose Sekretariatet har sagt farvel til projekttankegangen. I stedet er den bystrategiske og boligsociale indsats baseret på relationsarbejde – med borgere, institutioner og foreninger i området. Det er et paradigmeskifte, et langt, sejt og måske lidt usexet træk, men det er akademisk spidskompetence, når den er bedst, fastslår sekretariatsleder Michael Graversen.

2020 står der med store bogstaver på Vollsmose Sekretariatets glasvægge, der strækker sig fra gulv til loft inde i Vollsmose Torv. Dekorationen er afdæmpet, men skærmer alligevel sekretariatet så effektivt, at det kræver en forespørgsel hos naboen at finde indgangsdøren.

Det er slet ikke hensigten med pynten, garanterer sekretariatsleder Michael Graversen og byder indenfor med åbne arme. Vollsmose Sekretariatet er til for borgernes skyld, og døren er åben for den, der har noget på hjerte, slår han fast.

Men facaden er et meget godt symbol på den transformation, som Vollsmose Sekretariatet har været igennem det sidste års tid. I stedet for at satse på det, der tiltrækker sig opmærksomhed – facaderytteri, de hurtige projekter og events, der giver medieomtale i dag, men som er glemt igen i morgen – står der sejtrækkeri på programmet.

“Vi støtter det, der i forvejen er herude i Vollsmose. Det vil sige skolerne, foreningerne og familierne. De fleste boligområder har gennem mange år været præget af projekter. Projektmagere og projektshoppere er vadet ud og ind, men vi tror ikke på, at det er den rigtige måde at hjælpe de mennesker på, som har allermest brug for hjælp. Derfor arbejder vi nu ud fra et mere langsigtet perspektiv, der er tænkt ind i områdets eksisterende strukturer. Vores opgave er relationsorienteret, for vores indsats handler jo ikke om, at vi skal profilere os selv, men om hvordan vi kan gøre en forskel for borgerne”, siger Michael Graversen.

Relationsarbejde kræver systematik
Overordnet er Vollsmose Sekretariatets opgave at bidrage til et bedre liv for de mennesker, der bor i Danmarks største almene boligområde i udkanten af Odense. For mange af de knap 9.200 borgere har brug for hjælp til at få hverdagen og livet til at fungere. To ud af tre er uden for arbejdsmarkedet, knap hver fjerde lever under OECD’s fattigdomsgrænse, og mange kommer med krigstraumer som en del af deres indbo.

“Med de familier og unge, som vi arbejder med, har vi brug for en langt mere systemisk tilgang, end der ligger i det klassiske projektarbejde. Projekt­arbejde er tit kendetegnet ved, at det er meningsdannerne og de mest aktive borgere, der melder sig på banen. Men det er ikke dem, der har mest brug for vores hjælp. Vollsmose rummer en masse dysfunktionelle familier, hvor problemstillingerne bliver reproduceret til børnene, og her kan vi gå ind at støtte på en langt mere effektiv måde ved at arbejde relationelt i stedet for projektorienteret”, forklarer Michael Graversen.

Den relationsbaserede indsats er en del af paradigmeskiftet, medgiver sekretariatslederen. Det er en anden måde at arbejde på, når der ikke står en projektoverskrift med fede typer hen over alle dagsordener. Og arbejdet fordrer da også en anden tålmodighed og evne til at se de store linjer i stedet for de små, hurtige fix.

“Vollsmose er en fremskudt politisk arena, og mange har en forventning om, at vi kan skabe løsninger her og nu på de problemer, der dukker op. Det kunne vi ikke tidligere, og det kan vi heller ikke nu. Men vi tror på, at vi ved at arbejde mere på den lange bane – ved eksempelvis at lade familierne selv invitere vores beboerrådgivere indenfor og ad den vej få kontakt til børnene og deres relationer i institutionerne – kan skabe nogle forandringer i familierne, som smitter af på børnene og på langt sigt ændrer nogle mønstre”, forklarer Michael Graversen.

Godt fagligt match
Der kommer stadig mange velmenende projektmagere og banker på i Vollsmose, og der opstår hele tiden ny viden, som kunne være tillokkende at prøve af i virkeligheden. Men det er ikke en del af arbejdsmetoden i dag, og derfor er nogle stramme styringsredskaber også en del af den nye relationsorganisation i Vollsmose Sekretariatet. Flere gange om året mødes medarbejdere og bestyrelse derfor for at afstemme målene og sikre, at kursen bliver holdt. Det giver alle en fornemmelse for, om der er progression i tingene. For det skal der stadig være, selv om arbejdsmetoden er en anden:

“At vi arbejder med meget langsigtede mål, betyder jo ikke, at vi bare kan lade tingene gå deres gang. Vores ambition er, at vi vil gøre en større forskel for borgerne nu, end vi gjorde tidligere. Det kræver en stram styring og nogle meget klare mål, at vi i stedet for at fokusere på de såkaldte gode historier, der kan give os hurtig omtale, nu hylder hverdagen og den daglige drift. Derfor har vi også som en del af vores traditioner her i huset indført, at vi skiftes til på vores møder at fortælle, hvordan vi hylder netop hverdagen”.

Målet med arbejdet i Vollsmose Sekretariatet sammenfatter Michael Graversen i tre punkter: Konkrete og tydelige handlinger for og med beboerne, forandringer gennem fællesskaber og partnerskaber samt fælles fokus på beboernes egne ressourcer og hjælp til selvhjælp.

Ingen af delene kan blive til virkelighed uden pædagoger og socialfaglige medarbejdere, pointerer han. Men heller ingen af delene kan fungere effektivt og målrettet uden akademikernes evner til at analysere og sætte i system. For det kræver evnen til at forankre de enkelte dele i en overordnet struktur at ændre habitus hos så udfordrede familier som dem, der bor i bydelen.

“Vi er meget handlingsorienterede i Vollsmose Sekretariatet, men alting skal ske ud fra den overordnede helhed. En afgørende akademisk kompetence er at kunne facilitere og sætte stik rigtigt sammen, så to og to bliver fem, samtidig med at indsatsen passer ind i helheden, og det overblik har akademikerne. Derfor er det et rigtig godt miks at blande professionerne, som vi gør her”, siger han, der selv er master i strategi og ledelse, djøf’er og tidligere fællestillidsrepræsentant fra sin tid som ansat i Odense Kommune.

Erfaringer er vigtige
Katrine Hallgren Frederiksen er ansat som udviklingskonsulent i Vollsmose. Hun er uddannet cand.mag. i dansk og historie fra SDU med speciale i nordisk sprog og litteratur, og man kan mene, at det udgangspunkt ligger et pænt stykke fra de 70 procent af Vollsmose-beboerne, der har en ikke-vestlig baggrund. Men det boligsociale arbejde handler ikke om etnicitet, fastslår hun:

“Det, der betyder noget, er, om du bor et sted, hvor du kan få hjælp. Det kan godt være, at det er synd for dig, at du er vokset op i en flygtningelejr. Men det er også synd for lille Anita, at hun er vokset op med en alkoholiseret far og en fraværende mor. Man kan sagtens være en traumatiseret hvid, så forskellen ligger altså ikke i etniciteten, men snarere i den indsats, der er tilgængelig, der hvor du bor. Jeg mener faktisk, at de mennesker, der bor her i Vollsmose, er ekstremt heldige i forhold til eksempelvis en del af dem, vi kategoriserer som underdanmark. De er ikke samlet i et område, hvor der står nogle mennesker klar til at hjælpe og integrere dem”, siger hun.

Katrine Hallgren Frederiksen begyndte at arbejde i Vollsmose for godt ti år siden. Først som løst tilknyttet nogle timer om ugen og derefter som fastansat udviklingskonsulent. En af hendes opgaver er at skabe netop relationer mellem de mange aktører, der har deres gang i Vollsmose, og det er en stor drivkraft og motivation at få den slags samarbejder til at fungere, fortæller hun:

“Der kan være mange forskellige incitamenter til at sige ja til et job i et område som Vollsmose. Nogle synes, det er fedt at arbejde med fremmede kulturer. Andre nyder at gøre en indsats over for andre og på den måde få masseret deres hjælpegener. Jeg kan godt lide at se det store billede og bringe de rigtige mennesker sammen, så der sker noget på tværs”, siger hun.

Relationsarbejdet kræver ifølge udviklingskonsulenten en vis portion erfaring med boligsocialt arbejde. For man kommer nemmere til at lade skjulte dagsordener og egne forforståelser råde, når man er ny og uprøvet. Det skete også for hende selv, da hun var nybegynder i Vollsmose-sammenhænge. Hun sad en dag med en stærkt overvægtig dame med mange børn og tænkte det, man nu engang tænker i sådan en situation, og var parat til at rulle den store redningsplanke ud. Lige indtil damen fortalte, at hun havde været specialrådgiver for præsidenten på Sri Lanka.

“Jeg følte mig så dum, og det var der, det gik op for mig, at hvis man vil ændre noget som helst for menneskene her i Vollsmose, så skal man som det første være klar til at ændre arbejdsmetoderne”, fastslår hun.

Ingen kunst at give plads
Ifølge Katrine Hallgren Frederiksen handler relationsarbejde altså om, at man skal kunne slippe egne dagsordener og give plads til det, den anden kommer med. Og det er ikke en kunst, fastslår hun. Det er en måde at være på:

“Hvis du går og tænker: “Jeg er nødt til at være anerkendende”, så vil jeg påstå, at du ikke har det touch, som ægte relationsarbejde kræver. Det er ligesom de rigtig gode folkeskolelærere. De går heller ikke rundt og taler om anerkendende pædagogik. De gør det bare. Du må anerkende mennesker, som de er, og tage udgangspunkt i de ressourcer, de har – ellers er du for domineret af dine egne fordomme og skjulte dagsordener, og det hører ikke hjemme i relationsbaseret arbejde”, siger hun.

Selv om folkene i Vollsmose Sekretariatet arbejder målrettet og intenst med at ændre de kedelige statistikker for området, er det sjældent, at der er de store bevægelser i tallene. Fra det ene år til det andet rykker de sig kun lidt, og kombineret med de gentagne optøjer, der trækker både politi og nyhedshelikopteren fra TV2 News til, kan man dårligt fortænke politikere og andre udefrakommende med samfundsinteresse i ghettodannelse i at være skeptiske over for det boligsociale arbejde.

Men lederen af Vollsmose Sekretariatet får ikke ødelagt sin nattesøvn af den kritik, han jævnligt må stå på mål for:

“Hverken de mange velfungerende borgere i Vollsmose eller medarbejderne i sekretariatet synes, det er fedt, at vi bliver fremhævet for de dårlige historier. Det er stigmatiserende og kan være stærkt demotiverende. Men vi ved, at vi gør en forskel. Hvert år er der en udskiftning af beboersammensætningen på op til 15 procent, og når nogle af familierne flytter, så gør de det ofte, fordi der faktisk er noget habitus, der har ændret sig. Området har bare en sådan karakter, at det tiltrækker nye, problemfyldte familier, og derfor ændrer statistikkerne sig ikke det store”, forklarer Michael Graversen.

Han er meget nøgtern omkring de uindfriede forventninger, der er en fast bestanddel af hverdagen i Vollsmose.

“Vi ved, at vi ændrer livsforløb for de enkelte familier og personer og ad den vej styrker civilsamfundet, men vi ved også godt, at der er nogle forventninger, som forbliver uindfriede, af den simple grund at strukturer ikke sådan lader sig ændre fra den ene dag til den næste. Men når man om nogle år kigger tilbage, er jeg også sikker på, at man kan se, at vi faktisk har skabt nogle strukturelle ændringer. Vi er oppe på den store klinge med vores relationsbaserede indsats, men det er lige præcis det, vi har i centrum, når vi hylder vores hverdag her i Vollsmose”.

}