Hvad skal Norge med humaniora?

Finanskrisen er gået let hen over Norge. Humanistarbejdsløsheden er lav, og hverken den offentlige sektor som sådan eller de humanistiske fakulteter har været udsat for store budgetnedskæringer. Alligevel er nordmændene optaget af at debattere humanioras krise. Men hvori består den?

“I dag er norsk humanioras krise først og fremmest en forventnings- og værdikrise”, fastslår professor Mari Hvattum, som er arkitekturhistoriker ved Arkitektur- og designhøgskolen i Oslo og en del af den syv personer store arbejdsgruppe, som i marts i år udgav rapporten “Hva skal vi med humaniora?”. Rapporten er blevet til på opdrag af den norske tænketank Fritt Ord og gør status over humanioras rolle i det norske samfund i dag. Samtidig præsenterer den et idékatalog med konkrete initiativer, der kan styrke humanioras position i det norske samfund.

Humaniora reduceres til forord
“Der er faktisk en rigtig stor almen velvilje over for humaniora i det norske samfund, men samtidig ser vi en politisk handlingslammelse i forhold til at tænke nyt om humaniora”, vurderer Mari Hvattum. Som eksempel nævner hun humanioras stedmoderlige behandling i den norske regerings “forskningsmeldinger”. Forskningsmeldingerne udsendes med års mellemrum af Kunnskapsdepartementet, det norske undervisnings- og forskningsministerium, og er retningsgivende for fremtidige tiltag inden for området.

“I forordet understreges ofte vigtigheden af kritik, af fortolkning og af en bred, alment dannende humanistisk viden. Men den ambition rækker ofte ikke meget længere end forordet, for når det kommer til konkrete forskningssatsninger, handler det hele om petroleumsforskning eller dna-forskning”, siger Mari Hvattum, som mener, at der er brug for et større fokus på at støtte og dyrke fremragende humanistisk forskning.

Men sådanne tiltag skal man se langt efter i forskningsmeldingerne. “Hvis man sammenligner forskningsmeldingerne fra 2009 og 2013, ser man en tiltagende marginalisering af humaniora. I den seneste forskningsmelding nævnes humaniora praktisk taget ikke. På den måde reducerer man humaniora til en ufarlig dannelsesintroduktion, som ikke i sig selv berettiger store satsninger”.

Hvad er humaniora?
På den græsgrønne forside af Fritt Ord-rapporten figurerer en lang række spørgsmål, alle stillet over samme skabelon som rapportens titel: Hvad skal vi med litteratur? Hvad skal vi med fremtiden? Hvad skal vi med sprog (sic)? Med tro, tvivl, livet, tankerne, nationen? Det er en illustrativ grafisk fremstilling af en af rapportens pointer, nemlig det besværlige i at have ét begreb, der dækker over mange forskellige fagområder, som ikke nødvendigvis har meget til fælles. Dertil kommer, at definitionen af humaniora varierer fra land til land og har varieret over tid.

“Begrebet humaniora er jo en konstruktion, og i rapporten stiller vi spørgsmålet, om det overhovedet er hensigtsmæssigt at tale om humaniora som et samlebegreb. Det er klart, at hvis man spørger om, hvad relevansen er af filosofi og arkitekturteori og lingvistik, så vil man få meget forskellige svar”, siger arkitekturhistorikeren. “Men netop derfor er det også vigtigt at holde diskussionen om, hvad humaniora er, levende. Ellers bliver det meget lettere at afskrive de humanistiske fag – og det er de ikke tjent med”.

Humanister er svære at tælle
Hos den Norske Arbeids- og Velferdsforvaltning (NAV) havde man i marts 2014 registreret en akademikerarbejdsløshed på bare en procent. Arbejdsløsheden varierer geografisk – typisk er det sværere at besætte akademiske stillinger i de mindste og nordligst liggende kommuner – og mellem fag, men generelt er der gode muligheder for job efter endt uddannelse.

I november 2013 publicerede NIFU, Nordisk institutt for studier av innovasjon, forskning og utdanning, en undersøgelse af nyuddannede kandidaters arbejdslivstilfredshed tre år efter endt uddannelse. Undersøgelsen viste blandt andet, at der blandt kandidater inden for humaniora, samfundsvidenskab og naturvidenskabelige fag var omtrent den samme procentdel, der oplevede arbejdsløshed (43-47 procent), men humanisternes arbejdsløshed var ofte længere end de andre gruppers.

Derudover var humanisterne oftere “mistilpassede” – det vil sige arbejdsløse, i irrelevant job eller ufrivilligt i deltidsstillinger. Undersøgelsen viste desuden, at humanister oftere end andre faggrupper ikke i tilstrækkelig grad udnyttede deres viden i jobbet, og de var den faggruppe, der oftest var utilfredse med deres job.

Ud over kandidatundersøgelser som denne er det relativt svært at danne sig et samlet billede af, hvor humanister arbejder. “Norske humanister er smurt tyndt ud over mange brancher så at sige, og de har ikke nødvendigvis nogen stærk humaniorabevidsthed”, forklarer Mari Hvattum. “Derudover er de medlem af mange forskellige typer af fagforeninger. De er simpelthen svære at tælle – og på den måde også sværere at tale om under ét”.

De relativt få undersøgelser af humanisters karriereveje uden for akademia kan sandsynligvis forklares som resultat af den generelt høje beskæftigelse for akademikere. Når arbejdsløsheden ikke er markant højere for humanister end for andre faggrupper, er der ikke i samme grad grund til at undersøge, hvad humanister særligt kan bidrage med.

I den norske fagforening Forskerforbundet, der organiserer forskere ansat på arkiver, museer og i den offentlige sektor, gør man heller ikke meget ud af at tælle humanisterne eller at betragte dem som en særlig gruppe. Her mener man, at den vigtigste kamp for Forskerforbundet er at fastholde politikernes interesse i at bevilge midler til undervisning og forskning, så man kan opretholde et højt vidensniveau i samfundet. Lederen af Forskerforbundet, professor Petter Aaslestad, som selv er litterat, ser det som en styrke, at medlemmerne har forskellig uddannelsesbaggrund:

“De fleste humanister får job, de får det bare ikke nødvendigvis inden for humaniora”, siger Petter Aaslestad. “Men det er positivt, at humanister kan bruges i mange forskellige sammenhænge. Der er dog stadig en vis træghed i udviklingen, som når man i forskellige offentlige stillinger hellere ansætter folk med samfundsfaglig baggrund end humanister”.

Herudover peger Petter Aaslestad på digital humaniora som et særligt interessant felt: “Inden for digital humaniora er der brug for et tæt samarbejde mellem tekniske og humanistiske videnskaber. Når man fx udvikler nye apps, er der brug for mange typer af humanistisk viden – og samtidig er der brug for forskning i, hvordan vi omgås tekster på andre måder end de traditionelle. Der vil blive ved med at være nye områder, hvor der er behov for humanistiske ideer. Fremover vil humaniora også skulle forklare sin berettigelse, men det kan ske som en del af fortællingen om, hvorfor forskning overhovedet er vigtigt”.

En humanistisk generalstrejke
En konsekvens af, at humanister er svære at tælle, er, at deres bidrag til samfundet ofte bliver svært at skille ud. Fritt Ord-rapporten kalder det problemet med “den usynlige humaniora”.

Den tyske videnskabshistoriker Hartmut Böhme har måske en måde at gøre den usynlige humaniora synlig på – i hvert fald rent billedligt. Han foreslår nemlig en generalstrejke blandt humanister.

“Det er et sjovt tankeeksperiment at lege med – at alle humanister skulle holde op med at arbejde. For at det kunne få en effekt, måtte strejken jo vare mindst et år, for humanistisk kundskab bevæger sig langsomt rundt i samfundet. Men hvordan ville vores samfund så se ud?” spørger Mari Hvattum.

For at holde fast i en fællesbetegnelse for humaniora definerer rapportens forfattere humaniora som videnskaben om det tilfældige og uforudsigelige. Humaniora kan bidrage med generalistkompetencer og -beredskab – forstået som et samfund, der er i stand til at håndtere forskellige typer af kriser.

“Men samtidig er det farligt, hvis vi insisterer alt for meget på at fremhæve humanioras egenart”, advarer Mari Hvattum. “Humaniora er en samling af videnskaber, det vil sige forskellige, fagspecifikke kompetencer, der kan supplere hinanden”.

Humanioras tid er nu
En del af humaniorarapporten bygger på interview med forskellige aktører i det norske samfund, og Mari Hvattum citerer Ann-Helén Bay, direktør for Institutt for samfunnsforskning, som siger, at “humanioras tid er nu”.

“I 1970’erne fik man blandt andet sociologer ind i praksisfagene, fordi sociologi havde et forklaringspotentiale, men i dag er det humaniora, der kan levere en del af de forklaringer. Man kan sige, at der sker en vidensmigration lige nu. Men humaniora må også selv sørge for at være med. Det er egentlig humanioras tid nu”, slutter Mari Hvattum.

Som en opfordring til politikere, embedsmænd og universitetsledelser har rapporten et idekatalog over forskellige tiltag, der kan fremme brugen af humanistisk viden og excellent humanistisk forskning. Tiltagene spænder fra konkrete forslag som oprettelsen af et humanistisk sektorforskningsinstitut til blødere anbefalinger som at øge ambitionen for arenaer for offentlig debat. Alt sammen for at holde den humanistiske forskning dynamisk – og invitere resten af samfundet til at bruge det, humaniora kan. Danskere kan sagtens læse med.