Dansk Magisterforening

Nye vandløb skal øge turismen

Af Martin Ejlertsen
Del artikel:

I forbindelse med en stor årlig natur- og miljøkonference på Fyn inspicerede en busfuld vandløbsmedarbejdere et helt nyt vandløbsprojekt, som skal øge bestanden af ørreder og give flere turistkroner i pengekassen.

Hvordan tiltrækker Fyn flere turister, som kan lægge penge i regionens pengekasse? Det gør man blandt andet ved at øge bestanden af ørreder. Kysterne langs Fyn og øerne byder nemlig på et unikt fiskeri efter havørred. Det mangeårige Havørred Fyn-projekt er derfor etableret for at forbedre vandforholdene, for det kan øge bestanden af ørreder i de fynske vandløb og langs kysten til glæde for turister og lystfiskere.

Projektet Sørenden ved Næsbyhoved-Broby er støttet af dette projekt og er netop afsluttet. Derfor var Sørenden et oplagt ekskursionsmål for en række vandløbsmedarbejdere, som var samlet i forbindelse med en stor natur- og miljøkonference i Odense over en hel weekend i slutningen af maj. Der var deltagere fra hele landet, som på ni hovedtemaer og selvstændige sessioner samledes i Odense Congress Center for at diskutere forvaltningens rolle, der varetager de mange hensyn, der ligger bag den gældende lovgivnings mål om at bevare og beskytte naturen og miljøet i Danmark. Et af hovedtemaerne var vandløb.

“Sørenden er ikke et vandløb, man vil tage ud at fiske i, men det skal være med til at producere mere yngel og smolt, som ørrederne hedder, når de trækker ud og bliver til havørreder, der i sidste ende kan give endnu flere havørreder og flere fisk til lystfiskeri”, fortæller Anders Christensen, som er biolog i Park og Natur i Odense.

Han har været med til restaureringen af vandløbet og var dagens oplægsholder.

Et eksemplarisk vandløb
Området, hvor Sørenden er beliggende, har fine naturgivne forhold med masser af naturlige fald, som skaber strøm og frigør det gydningssubstrat, som ørrederne bruger. Men vandløbet er over tid blevet rettet ud, for der var spærringer, som forhindrede ørrederne i at komme op på de gode gydestræk i vandløbet. Derfor er vandløbet blevet genskabt, som det var, før det blev reguleret. Det skal give fri passage til fiskene, for det vil give langt større yngelproduktion i dette lille vandløb.

“I projektet er der brugt mange af de virkemidler, som vi skal bruge i forbindelse med vandplansindsatserne i Danmarks mange vandløb. Derfor er der mange interessante ting at se ved netop dette vandløb”, siger Anders Christensen.

Projekt Sørenden har kostet cirka 700.000 kroner at etablere. Det er ikke et vandplansprojekt, men forventes dog at opfylde vandplanskravene til vandløb. Samtidig giver projektet bedre afvanding på omkringliggende dyrkede arealer.

Der er fjernet to spærringer, og en længere strækning er blevet genslynget. Tidligere har man, formentlig for at styre engvandingen, lagt vandløbet i et lige forløb langs med markerne og engen. Dermed har man flyttet vandløbet væk fra bunden af engen og op i terrænet, men samtidig på visse steder lagt vandløbet meget dybt. Det har skabt for meget fald og strøm, og det giver meget erosion og sandvandring. Det er skidt for nedstrømsbeliggende strækninger. Ved at genslynge vandløbet er variationen i vandløbet blevet genskabt, og det giver plads til langt flere ørreder. Der er lavet en række gydebanker i vandløbet, så man kan øge produktionen af havørreder. Men det kræver også en stor fysisk variation og skjulesteder i vandløbet, fordi ørrederne er meget territoriale.

“Det store entreprenørarbejde er nu færdigt. Nu skal vi se, hvad der sker ved vandløbet, når der sker store afstrømningshændelser. Både havørrederne og strømmen kan flytte rundt på gruset, så det skal vi holde øje med”, siger Anders Christensen.

Vandløbet ser stadig meget råt ud. Men man håber, at vandplanter selv vil vandre ind i vandløbet og placere sig naturligt. Sker det ikke, vil man om nogle år lave udplantning efter aftale med de berørte lodsejere.

Søren Brandt, tovholder på session vandløb, miljømedarbejder i Herning Kommune:
“Natur og miljø for borgere og erhverv har været det overordnede tema på hele dette års Natur & Miljø-konference. Tidligere års konferencer har været meget faglige og teknisk fokuserede, så det har været befriende at løfte diskussionen op med fokus på mere synlige og borgernære projekter, for det giver også mere interesserede borgere. Mens vi på konferencens første dag valgte at sætte fokus på friluftslivets sundhedsfremmende virkning, valgte vi på andendagen at sætte fokus på, hvor vigtig en del turisme er for det rekreative miljø omkring vandløb. Det er penge, der driver forbedringer i natur og miljø, så kan vi argumentere for, at de projekter, vi laver, også genererer hotelophold og turisme, så kan vi lettere få flere ressourcer til at forbedre miljøet”.

Bjarne Svendsen, tovholder på session vandløb, afdelingschef, Teknik- og Miljøforvaltningen, Køge Kommune. Formand for KTC’s underfaggruppe “NOV – Overfladevand”:
“Når vi skal foretage afvejninger i det daglige arbejde i kommunerne, skal vi også foretage andre afvejninger end dyrkningsinteresser, som ellers let er det eneste, vi kommer til at diskutere i forhold til de opstillede mål. Men der er mange interesser i spil, som vi skal tage hensyn til. Det har vi sat fokus på med denne konference. Lige så vigtigt er det med korridorsnakken og erfaringsudvekslingen på en ekskursion som denne med konkrete faglige oplevelser. Det kan ikke vurderes højt nok”.

}