Magister med profil: Fra lejrbål til lobbyisme

Første gang, Trine Porret Randahl Larsen fik interesse for det kvindepolitiske arbejde, var, da hun i forbindelse med sin studiepraktik medvirkede til at gennemføre en undersøgelse på Aarhus Universitet om kønsfordelingen blandt forskere på ph.d.-niveau.

“Det var i 2005. Dengang var antallet af mænd i forskerstillinger en hel del højere end antallet af kvinder. Den indignation, jeg følte, har været definerende for mit arbejde siden. Det var så tydeligt, at det handlede om alt muligt andet, end om hvem der var de bedst kvalificerede”, fortæller Trine Porret Randahl Larsen.

Siden har den nu 36-årige magister i moderne kultur og formidling ikke taget kønsbrillerne af. For da hun først blev bevidst om det, så hun forskelsbehandling alle vegne.

“Ligelønnen – eller manglen på samme – er stadig det mest iøjnefaldende problem på arbejdsmarkedet. Andre er handlen med kvinder og volden mod kvinder, som i visse miljøer og aldersgrupper er stigende. Så er der repræsentationen af kvinder i politik – ved seneste kommunalvalg blev de færre – men der er også de mere subtile eksempler. Fx at mænd fortsat dominerer mediebilledet og store forsamlinger, og at ligestillingsdebatten ikke er institutionaliseret på samme måde som i fx Sverige”, argumenterer Trine Porret Randahl Larsen.

Udfordrer rollerne
Hun har aldrig selv bundet knob, hugget brænde eller tændt op under lejrbål i skovene ved Holbæk, hvor hun voksede op. Alligevel blev hun tilbudt jobbet som kvindepolitisk konsulent for De grønne pigespejdere, da hun blev kandidat fra Københavns Universitet 2007.

“4.500 pigespejdere og et helt korps af frivillige, der følger med. Det er et fantastisk engageret og levende miljø at færdes i. Jeg arbejdede en del med lederudvikling blandt de helt unge. Hos spejderne sætter man børn til at lede børn. Det kræver både træning og rådgivning og giver de unge nogle redskaber og holdninger, som præger dem resten af livet. I det hele taget udfordrer spejderlivet pigerne på deres traditionelle roller”, siger Trine Porret Randahl Larsen. Også i dag arbejder hun med frivillige som omdrejningspunkt, nu som projektleder på landsindsamlingen i Kræftens Bekæmpelse.

Det var, mens hun var konsulent hos pigespejderne, at hun første gang blev valgt ind i styrelsen for Kvinderådet og fik interesse for det lobbyarbejde, som rådet fører an i.

“Jeg har prøvet at stille mig op på en ølkasse og set, hvordan det foregår, når ministeren inviterer til kaffe. Jeg har oplevet, hvordan den europæiske kvindelobby opererer fra Bruxelles, og er klar over, at det også kan gå hedt for sig, når delegationer fra kvindeorganisationer i hele verden tørner sammen i FN. Religion har jo en kolossal betydning for kvinders rettigheder i en række lande, ikke mindst når det gælder retten til abort, og jeg ser frem til at tale pigers og kvinders sag i FN”, pointerer hun.

Stærke alliancer
Det var således en erfaren kvindepolitisk lobbyist, der i marts satte sig i spidsen for de 43 medlemsorganisationer, der tilsammen repræsenterer mere end en million kvinder i paraplyorganisationen Kvinderådet. Og Trine Porret Randahl Larsen har da også allerede et idékatalog parat:

“Forløbet omkring øremærket barselsorlov til fædre var en chokerende øjenåbner for Kvinderådet. Vi troede vitterligt – som flere andre – at den ged var barberet. Vi var i færd med at skrive den glade udtalelse fra vores repræsentantskab, da meldingen løb ind om, at orloven var droppet. Bl.a. belært af den oplevelse vil jeg bruge flest kræfter på at styrke lobbyarbejdet nationalt, påvirke debatten, så vi gør os gældende med et lysere, klarere og mere nuanceret bud på kvindepolitik. Kvinderådet har fortsat brug for stærke alliancer”.