“Langt højere bjerge …”

Er der blevet lavt til loftet i den danske stue? Er vi en flok selvtilfredse nationalister, der kun ser mod de hjemlige bakker og bække, og som finder meningen med livet i frikadeller og flæskesteg? Efter valget til Europaparlamentet kunne man et søvnløst øjeblik godt få den skræmmende tanke.

Og hvis så man kobler rekordvalget af en grænsebommeglad dansker med sidste uges artikler i dagbladet Politiken om de alt for få danske studerende, som vover pelsen for at studere i udlandet, kunne man godt for alvor bekymre sig om vores danske samfund i en stadig mere globaliseret verden – på godt og ondt.

Men en direkte kobling mellem EP-valg og studerende, som tøver med at rejse ud, vil jeg nu alligevel ikke foretage. For de studerende kan jo have ganske gode og legitime grunde til at gennemføre hele studiet på et dansk universitet. Og ansvaret for den manglende rejselyst mod højere bjerge og dybere floder kan meget vel ligge andre steder end hos de studerende.

Det ændrer dog ikke ved, at Politikens opfordring til at prøve studieevnerne af i et andet land var meget velvalgt. For der er jo et stærkt behov for, at vi i Danmark retter blikket ud mod verden. Måske det skyldes en stolthed over de mange fordele, vi har i de trygge rammer herhjemme, at vi har udviklet en kultur, der nok kigger for meget indad og i begrænset grad har øjne for mulighederne i mødet med andre kulturer. Et nationalt træk, som jo tydeligvis ikke specielt gælder studerende. Som samfund og som enkeltindivid har vi imidlertid uendeligt meget at lære ved at møde andre folkeslag og andre kulturer med åbenhed, interesse og med en vilje til at lære af dem. Det kunne give en mere befriende offentlig debat, men først og fremmest vil viden og erfaring fra udlandet give bedre betingelser for, at både virksomheder og offentlige institutioner vil kunne klare sig godt i vores globale virkelighed.

Men så må arbejdsgivere og rekrutteringsfirmaer tage ansvaret på sig. For de siger et og gør noget andet. Vi hører igen og igen, at arbejdsgiverne hellere vælger en kandidat med udlandserfaring end en uden. Men ifølge en ny rapport, udarbejdet af FAOS for DM, fremmer udlandserfaring ikke akademiske medarbejderes karrierer. Tværtimod. Den højt besungne udlandserfaring har desværre vist sig ikke at være så meget værd rent karrieremæssigt, når det kommer til stykket.

Det er ærgerligt, for private og offentlige virksomheder går glip af guld. De bør samle det op, lade handling følge tale og vise, at det giver rigtig god mening at bruge et eller flere år i udlandet – som studerende eller som medarbejder. Hvis der var flere eksempler på, at det reelt er karrierefremmende at rejse ud, tror jeg, at der nok skal være flere, der benytter sig af mulighederne for at studere eller arbejde i udlandet.

Og så må arbejdsgiverne altså ikke forlange, at kommende medarbejdere har kunnet være to steder på en gang. Private og offentlige arbejdsgivere er nødt til at være risikovillige, når de rekrutterer kandidater med udlandserfaring, og acceptere, at personer, der har været udenlands, ikke kan være fuldt integreret i den danske kontekst, når de har været uden for det hjemlige professionelle netværk. Ellers forbliver det tomme ord om, at erfaringer fra udlandet er godt.