Danmark vs. Tyskland

ANALYSE af Klaus Liebing, økonomisk kommentator

Det er meget lettere at afskedige ansatte i Danmark end i de fleste andre lande i Europa. Og det hævdes at skulle få arbejdsgivere til at ansætte flere, fordi de så ikke skal frygte ikke at kunne komme af med folk igen.

I Tyskland er kun 6 % uden arbejde. I Danmark er det 8 %. Og det altså til trods for at Danmark ligger næsten helt i top, når man ser på, hvor let det er at ansætte og afskedige. Tyskland er placeret langt længere nede på en sådan liste. Danmark har en score på godt 5,5 på en liste fra 0-7, hvor Tyskland ligger på knap 3,5, ifølge et indeks beregnet af World Economic Forum og offentliggjort i AE-rådets netop offentliggjorte sammenligning af tysk og dansk økonomi.

Men går det så ikke bedre i Tyskland på grund af lavere skat? Næppe. For Danmark beskatter faktisk arbejde lavere end Tyskland.

Det er et af de interessante resultater af den sammenligning, som AE-rådet (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd) netop har offentliggjort om det danske og tyske arbejdsmarked.

Thorning vs. Merkel
Men er det så ikke den fantastiske tyske eksport og konkurrenceevne, der giver den lavere arbejdsløshed hos vor store nabo?

Også her må meldes hus forbi. For Danmarks industrieksport har udviklet sig lige så godt som den tyske, siden før krisen satte ind. Både Danmark og Tyskland eksporterer 5 % mere end dengang. Og ser vi på betalingsbalancen over for udlandet, så ligger Danmark og Tyskland sammen helt i top. Overskuddet på samhandelen med udlandet er på mere end 7 % af bruttonationalproduktet (BNP).

Men en forklaring må der jo være.

I 1864 tampede tyskerne os så gevaldigt. Mange historikere mener, at det var den danske regerings politik, der var skyld i den frygtelige krig med de frygtelige følger.

Heldigvis er det ikke krig og død, det drejer sig om i dag. Men sjovt er det ikke at være arbejdsløs.

AE-rådet peger på, at det er forskellen i udviklingen i den indenlandske efterspørgsel i Danmark og Tyskland, både den private og den offentlige, der nok er en afgørende årsag. Og den indenlandske efterspørgsel er jo netop noget, som regeringer selv er herre over.

Så selv om AE-rådet ikke siger det direkte, så peger pilen klart på Christiansborg, ligesom den gjorde for 150 år siden.

Den stramme danske finanspolitik ført af både den blå og den røde regering har skræmt forbrugerne, så de ikke tør bruge penge, og besparelserne i det offentlige har selvsagt heller ikke styrket beskæftigelsen.

I Danmark har såvel det private som det offentlige forbrug bidraget til et fald i beskæftigelsen efter finanskrisen. I Tyskland er det omvendt. Her har såvel det offentlige som det private forbrug bidraget til vækst i beskæftigelsen.

Så selv om Angela Merkel er kendt som “sparekansleren”, så gælder det ikke Tyskland, og dermed har det heller ikke ramt den tyske beskæftigelse.

Andre forhold kan også have spillet ind. I Tyskland er mange på deltid, og lønforskellene er store.

Men når historikerne om 150 år skal forske i, hvorfor Danmark har klaret sig så skidt gennem krisen trods gode forudsætninger, så kommer Thorning-Schmidt måske til at få skylden ligesom regeringschefen i 1864, D.G. Monrad.

Han udvandrede efter krigen og blev fåreavler i New Zealand. Boede i lerklinet hus og lærte sig maoriernes sprog.