Dansk Magisterforening

Undervisernes syn på kvalitet skal ind i debatten

Vivian Voldgaard og Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

Kvalitetsudvalget er alt for optaget af struktur og status for universiteterne. Det mener DM Professionshøjskoler, der vil bringe debatten om uddannelseskvalitet tilbage på sporet.

Kvalitetsudvalget har været alt for optaget af kvantitative økonomiske parametre og af strukturer og status for universiteterne på bekostning af debatten om kvalitet i uddannelserne og om, hvordan der i fremtiden kan blive skabt en større sammenhæng på tværs af uddannelsesinstitutionerne.

Det mener DM’s sektor for professionshøjskoleundervisere, der derfor havde sat uddannelseskvalitet på som overskrift for et seminar for tillidsrepræsentanter.

At der er en vis skuffelse over, at professionshøjskolerne er parkeret på et sidespor i kvalitetsudvalgets rapport “Nye veje”, lægger DM-politikerne ikke skjul på.

“Vi er ærgerlige over, at udvalget ikke kan se potentialet i at etablere mere forskningsbaseret uddannelse på professionshøjskolerne, og vi tror, at det vil begrænse trafikken til universitetet, hvis de unge professionsbachelorer skal træffe et erhvervsvalg, før de overhovedet har påbegyndt en uddannelse”, siger DM’s formand, Ingrid Stage. Og Hans Beksgaard, der står i spidsen for professionshøjskoleunderviserne, når til samme konklusion:

“Rapporten kommer ikke i nærheden af at formulere en sammenhængende strategi for at udbygge en professionsbachelor med en kandidatgrad”.

En arbejdsmarkedsrettet opfattelse
Over for tillidsrepræsentanterne på DM-seminaret understregede Nina Smith, økonomiprofessor og medlem af kvalitetsudvalget, at uddannelseslandskabet også i fremtiden skal være bredspektret, og at de respektive institutioner skal bevare hver deres profil.

“Vi tror ikke på et system, hvor de unge kan få merit på kryds og tværs. Vi mener, at der for hver eneste professionsbachelorstuderende skal være beskrevet en helt transparent uddannelsesvej videre. Vi støtter en udvikling, der letter vidensoverførsel mellem de forskellige uddannelsesinstitutioner, som det fx allerede foregår mellem VIA University College og Aarhus Universitet”, pointerede Nina Smith.

TR-mødet resulterede bl.a. i et papir med en lang række bud på, hvad kvalitet er, set fra et underviserperspektiv. Papiret skal klæde DM Professionshøjskolers sektorbestyrelse på til det videre politiske arbejde med at dreje kvalitetsudvalgets fokus i en lidt anden retning.

Læs temaet om kvalitet i uddannelserne i DM Professionshøjskolers sektorblad.


}