Ma(d)skulinitet: Madkampen om køn

KRONIK af Jonatan Leer, ph.d.-stipendiat, Københavns Universitet

Den 26. marts 2012 kunne man finde Noma-kokken René Redzepi på forsiden af det prestigefyldte tidsskrift Time Magazine. Som Politikens reporter understregede det, er det sjældent, at en kok får så fornem en plads i et magasin, der bl.a. har haft Barack Obama, Steve Jobs, Mark Zuckerberg, Vladimir Putin og Michael Jackson på forsiden.

Forsidebilledet portrætterer den indflydelsesrige kok i den grønne nordiske natur iført gummistøvler, jeans og en tyk, ulden cardigan under overskriften Locavore Hero. I bladets artikel om den 34-årige kok betones hans ukrukkede og dedikerede levevis: Selvom han styrer verdens bedste restaurant, har han ikke købt fast ejendom. Den amerikanske reporter studser også over, at han kører sin datter i skole hver dag – og det endda på cykel. Redzepi har ikke behov for luksusbiler eller glamourøse boliger for at vise sit selvværd. Hans overskud manifesterer sig i den “etiske kapital”, som hans investering i “nærmiljøet” (både familien og den lokale natur) signalerer.

Celebrity chefs
René Redzepi kom dog kun på forsiden af de ikke-amerikanske udgaver af Time Magazine den pågældende uge (tidsskriftet udkommer både i en amerikansk, asiatisk, europæisk og mellemøstlig udgave). I USA måtte den danske stjernekok vige pladsen for en historie om, at kvinder er ved at overtage den traditionelt mandsdominerede forsørgerrolle i de amerikanske husholdninger, og at kvinder derved er ved at blive “det rige køn”, som overskriften profeterede.

De to historier, som kom på forsiden af Time Magazine den uge i marts 2012, illustrerer de to iagttagelser, som inspirerede mig til at påbegynde arbejdet med min ph.d.-afhandling “Ma(d)skulinitet”, der er en undersøgelse af maskulinitet i tv-køkkenet.

For det første ser vi opbrud i de traditionelle kønsrollemønstre og en heraf følgende usikkerhed omkring den maskuline rolle. For det andet er et helt galleri af nye mandlige celebrity chefs blevet meget synlige i mediebilledet. Stjernekokkene formidler ikke bare opskrifter på mad, men også opskriften på “det gode liv”. Jeg vil endda sige, at de viser, hvordan den moderne mand kan bruge madlavningen til at definere nye maskuliniteter i en tid, hvor den maskuline rolle er til debat. Med begrebet ma(d)skulinitet har jeg ønsket at fange den grundlæggende forståelse af madlavning og “mandelavning” som to gensidigt konstituerende praksisser. Når manden laver mad, laver maden også manden.

Jamie Olivers oprør
Et af de mest ikoniske eksempler på, at madlavning på tv bliver en platform for at forny den maskuline identitet er The Naked Chef fra 1999. Her følger vi den 22-årige kok Jamie Oliver, når han laver mad hjemme hos sig selv for sjov. Gennem sin afslappede, men entusiastiske tilgang til madlavning formår han at konstruere en maskulin identitet, der navigerer mellem forskellige maskuline udtryk. Han bruger madlavning til at opnå succes i meget forskellige situationer: Jamie kan både fremstå som inkarnationen af en drengerøv, når han fester igennem med sit band og laver stærke karryretter til natmad, men også som en mere progressiv og moden mand, når han bruger en eftermiddag i køkkenet med sine niecer for at lære dem at lave ravioli fra bunden. Den “nøgne kok” kan således læses som et forsøg på at kreere en mobil maskulinitet, der ændrer udtryk efter sammenhæng. Madlavning bruges skiftevis til at være en “rigtig” mand og til at omfavne traditionelt kvindelige rum, det hjemlige køkken og traditionelt kvindelige praksisser, at udvise omsorg for børn.

Programmet formår således at gøre madlavning ungt og hipt og fravrister interesse for madlavning dets småborgerlige image. Jamie gjorde også op med de traditionelle modeller for mandlig madlavning i medierne: den professionelle, uniformerede kok og den frankofile levemand. Således kan man altså sige, at der er et vist rum for at forny den maskuline rolle igennem madlavning.

Sunday lunch
Der er dog også i den grad mulighed for at bruge tv-køkkenet til at dyrke traditionelle kønsroller. Det ser vi flere eksempler på, også i programmer med (den ældre) Jamie Oliver, fx Jamie’s Ministry of Food fra 2008. I denne maddokumentar går den britiske tv-kok i krig mod den voksende fedmeepidemi i den britiske befolkning. Titlen refererer til det faktum, at Storbritannien ikke længere har et madministerium, og derfor er der brug for Jamies madministerium. Sidst kongeriget havde et statsligt madministerium, var under anden verdenskrig, hvor det havde til opgave at sikre hjemmefronten ved at give husmødre nyttig viden om forvaltningen af de knappe ressourcer. Kogebogen, der er en del af kampagnen, er dedikeret til Marguerite Patten, som var frontfigur i madministeriet under anden verdenskrig. På en af bogens første sider præsenteres hun i et majestætisk sort-hvid-billede som et ikon for kvindelighed.

I starten af Jamie’s Ministry of Food er vi hjemme hos arbejderklassemoderen Natascha. Jamie kommer på besøg, idet aftensmaden serveres for børnene: Den står – for tredje gang denne uge – på chips and cheese. Børnene graver med hænderne maden direkte ud af plastikemballagen, mens de sidder på gulvet i dagligstuen og ser tv på familiens gigantiske fladskærm. Natascha fremstilles som en mor på afveje, der ikke engang er i stand til at give sine børn en ordentlig kost og få dem til at spise på en civiliseret måde. De stakkels børn kaster færdigmaden ned som dyr. Børnenes “syge” madvaner bliver et udtryk for Nataschas mislykkede moderskab. Hun lever ikke op til idealet om den perfekte husmoder a la Marguerite Patten. Manden, der lusker rundt i baggrunden, konfronteres ikke med problemet.

Fladskærms-tv’et fungerer som en reminder om, at det ikke er økonomisk fattigdom, vi er vidne til, men moralsk fattigdom. Igennem tv-serien bliver denne pointe udbygget, da fedmeepidemien repræsenteres som et symptom på et kulturelt forfald og opløsning i Storbritannien, ikke mindst opløsningen af den patriarkalske kernefamilie, hvilket pointeres via “middagen” hos Natascha. Her er intet på sin rette plads, hverken kønsrollerne eller maden, som spises i det forkerte rum. Jamies pointe synes at være, at kampen mod fedmen hænger sammen med genetableringen af de klassiske kvinderoller i hjemmet – ikke mindst gennem en nostalgisk dyrkelse af the Sunday Lunch, som er tilberedt af mor med børnene bænket forventningsfulde ved bordet, mens far skærer stegen for og sidder for bordenden. Gennem en sådan restaurering af kernefamilien kan Storbritannien igen blive en stor nation som i Pattens dage. Siden da har det været en lang nedtur med afkolonisering, kvindekamp, velfærdsstat … Restaureringen starter med at få kvinderne tilbage i køkkenet.

Madaktivister
Min pointe er ikke, at Jamie ikke adresserer et væsentligt ernæringsmæssigt problem. Jeg vil blot påpege, at den løsning, han tilbyder, på problematisk vis dyrker en tilbagevenden til traditionelle kønsroller.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at ingen af de mange tv-kokke, der engagerer sig i sådanne mad­aktivistiske projekter, er kvinder. De kvindelige tv-kokke synes i større grad stadigvæk at være fanget i hjemmet. Heroverfor er de mandlige i stigende grad ved at blive politiske figurer, hvilket Redzepi på forsiden af Time Magazine også er et eksempel på.

Som politiske aktører sammenblander de mandlige madstjerner ofte forskellige roller på uheldige måder, da de skiftevis agerer filantroper, mediestjerner og brands. Vi skal nemlig ikke glemme, at mens sundhedsforkæmperen Jamie Oliver agerer madaktivist, så sælger Jamie Oliver Inc. flere og flere potter og pander med samme logo.

Så prøv at tage ma(d)skulinitetsbrillerne på, næste gang du ser madprogrammer. Tv-køkkenet er (også) en madkamp om kønnets betydning i moderne samfund.