Dansk Magisterforening

Kommuner overtræder regler

Af Martin Ejlertsen
Del artikel:

Kommunerne overholder ikke reglerne om løntilskudsstillinger, viser undersøgelse fra Ankestyrelsen. Det er uacceptabelt, mener beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), som var kaldt i samråd.

Kommunerne overholder ikke reglerne, når de opretter løntilskuds- og praktikstillinger. De offentligt støttede og midlertidige stillinger fortrænger i en række sager nemlig ordinært ansatte. Det konkluderer Ankestyrelsen i en ny undersøgelse om udvalgte kommuners praksis, når de bevilger virksomhedspraktik og løntilskudsjob.

Gennemgangen viser, at syv procent af de i alt 111 gennemgåede sager ikke overholder reglerne på området. Og op mod hver anden sag mangler afgørende oplysninger, hvorfor sagen burde være ændret eller genbehandlet.

De opsigtsvækkende resultater fik Enhedslisten til at kalde beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i samråd i Folketinget i slutningen af april måned.

“Det har vist sig at være en rigtig god idé, at vi satte den undersøgelse i gang, fordi den viser, at der er fejl i for mange af sagerne. Endnu værre er det, at der i 8 ud af 111 sager er tvivl om, hvorvidt løntilskud fortrænger eller erstatter en ordinært ansat”, sagde Mette Frederiksen på samrådet.

Ankestyrelsen har undersøgt, hvad 12 kommuner gør i behandlingen af i alt 111 sager om løntilskud og virksomhedspraktik. I otte af de 111 sager er lovgivningen ikke overholdt. I yderligere 39 sager, eller hvad der svarer til 35 procent, mangler der desuden væsentlige eller afgørende oplysninger. Samlet set er der 47 afgørelser, der enten ville blive ændret ved en eventuel behandling i Ankestyrelsen eller hjemvist til ny behandling. Det svarer til 42 procent.

Mette Frederiksen understreger, at det er afgørende, at reglerne bliver overholdt i kommunerne, og at det aldrig må være hensigten, at løntilskud, nyttejob eller virksomhedspraktikstillinger skubber ordinært ansatte ud af arbejdsmarkedet.

“Det er ikke hensigten, og det er en rigtig, rigtig dårlig måde at drive beskæftigelsespolitik på. Derfor er det både ærgerligt og uacceptabelt, at der er kommuner, som ikke lever op til reglerne”, siger Mette Frederiksen.

Beklageligt
Ministeren har på baggrund af Ankestyrelsens undersøgelse bedt Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (tidligere Arbejdsmarkedsstyrelsen) om at have ekstra fokus på kommunernes administration på området. Der er desuden sendt et brev ud til alle landets kommuner, hvor det indskærpes, at sagsbehandlingen skal foregå efter reglerne.

I Kommunernes Landsforening (KL) bakker man op om Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings indskærpelse af reglerne, pointerer kontorchef for beskæftigelse og integration i KL, Niels Arendt Nielsen.

“Alle parter har en stærk interesse i, at reglerne følges. KL forventer, at de nye digitale løsninger, som er på vej, vil bidrage til øget kvalitetssikring”, siger han.

Han forklarer, at KL gennemgår blanketterne på området, i forhold til de problemstillinger som rejses i Ankestyrelsens rapport. KL er endnu ikke færdig med gennemgangen, men det bliver ikke enkelt at imødekomme alle punkter i praksis, understreger kontorchefen.

“Fejl i sagsbehandlingen er beklageligt. Men både virksomheder og sagsbehandlere bruger uforholdsmæssigt meget tid på at administrere reglerne. Derfor har vi et stort ønske om, at reglerne forenkles, så administrationen kan effektiviseres”, siger Niels Arendt Nielsen.

Forhindre fortrængning
Ifølge loven skal kommunerne blandt andet undersøge flere ting, før der kan siges ja til at ansætte medarbejdere i løntilskud eller virksomhedspraktik. Der skal være et rimeligt forhold mellem medarbejdere uden løntilskud, medarbejdere med tilskud og personer i virksomhedspraktik. Og en ansættelse i løntilskud skal betyde en nettoudvidelse af antallet af medarbejdere i den konkrete virksomhed. De ansatte har ifølge reglerne desuden krav på at blive hørt i forbindelse med løntilskud og virksomhedspraktik.

Reglerne skal sikre, at der ved løntilskud eller virksomhedspraktik ikke sker en fortrængning af ordinært ansatte. Virksomhederne skal således ikke kunne erstatte medarbejdere med personer, der får en eller anden form for tilskud.

Da kommunerne ikke overholder reglerne i en række sager, anbefaler Ankestyrelsen derfor, at de bliver bedre til at belyse sagerne. Og der er god grund til at holde øje med brugen af virksomhedspraktik og løntilskudsjob for at sikre, at ordningerne ikke kommer til at fortrænge ordinære job på såvel det offentlige som det private arbejdsmarked. Det mener Hanne Veber, som er formand for DM’s sektor for arbejdsløse og ansatte i tidsbegrænsede job.

“Det er glædeligt, at beskæftigelsesministeren, tilskyndet af Enhedslisten, har foranstaltet en undersøgelse af kommunernes praksis, når de bevilger virksomhedspraktik og ansættelse med løntilskud”, siger Hanne Veber.

Lappeløsninger
Hanne Veber pointerer, at det er kedeligt, at bestræbelsen på at løse ledighedsproblemet for de mange tusinder af arbejdsløse, som gerne vil have et job, skal være så bøvlet. Det er måske en konsekvens af, at hele øvelsen omkring særordninger i beskæftigelsesindsatsen er lappeløsninger på de massive ledighedsproblemer i kølvandet på regeringens dagpengereform midt i en alvorlig økonomisk kriseperiode.

“Hverken virksomhedspraktik eller ansættelser med løntilskud skaber ordinære job til de ledige. Der skal en helt anderledes radikal nytænkning til, hvis der for alvor skal rykkes på den voksende ulighed i samfundet, som dagpengereformen kun har bidraget til at forværre”, siger Hanne Veber.

Kommunernes håndtering af løntilskuds- og virksomhedspraktiksagerne er ifølge Mette Frederiksen en vigtig diskussion, fordi de er vigtige værktøjer i beskæftigelsespolitikken, som også skal bruges fremadrettet. Derfor er det afgørende, at de bruges på den rigtige måde. Mette Frederiksen opfordrer til, at kommunerne benytter sig af tillidsrepræsentantsystemet, da tillidsrepræsentanterne på den enkelte virksomhed har en rigtig god fornemmelse af, om reglerne bliver overholdt, og om der er den rette sammenhæng mellem ordinært ansatte og folk ansat på særlige vilkår.

“Undersøgelsen har dokumenteret, at der er problemer, der skal rettes op på. Vi kan ikke håndtere et redskab i beskæftigelsespolitikken, hvis det ikke bliver brugt på den rigtige måde. Alle kommuner skal sikre sig, at dokumentationen er i orden, og at man sørger for at inddrage tillidsrepræsentanterne”, siger Mette Frederiksen.

}