Humaniorabashing – igen, igen …

LEDER

Tænketanken DEA har offentliggjort den første af en række analyser, der skal indgå i et fortløbende beskæftigelsesbarometer. Rapporten fremstår meget sober, og der gøres igen og igen opmærksom på, at man ikke kan drage knivskarpe konklusioner på baggrund af de fremlagte data, og at dette kun er første led i at etablere et egentligt beskæftigelsesbarometer, som kan være retningsgivende for udbuddet af uddannelser.

Det forhindrer dog ikke tænketanken eller medierne i at bruge rapporten som afsæt for dramatiske meldinger om humanisternes stærkt faldende lønniveau. Og da lønniveauet uden forbehold tages som udtryk for uddannelsernes samlede værdi og samfundsnytte, bliver rapporten – og den noget forsimplede tolkning af den – startskuddet til endnu en gang humaniorabashing. Det er, som om det ikke kan siges tit nok: Der er for mange af os, og nu må der sættes en stopklods i for uddannelse af flere humanister.

Når man læser hele rapporten, kan man ikke undgå at blive overrasket og forstemt over de entydigt negative og meget bastante meldinger. For ganske vist ligger lønniveauet for humanister ikke længere så langt over gennemsnittet for alle 20-60-årige, som det gjorde for 20 år siden.  Men i og med at udbuddet er steget så voldsomt, og vi udgør en større del af den samlede arbejdsstyrke, vil konsekvensen jo være, at gennemsnittet stiger, og differencen falder. Det gælder alle universitetsuddannede, mest for humanister, men i høj grad også for de så højtbesungne teknikuddannelser.

Nu er lønniveauet jo trods alt ikke den eneste parameter, uddannelsernes værdi skal måles med. Og så er 13 procent over gennemsnittet for alle 20-60-årige jo heller ikke en decideret sulteløn, om end vi selvfølgelig konstant skal fortsætte indsatsen for at sikre en løn, der passer bedre til det høje uddannelsesniveau. Den vigtigste – og positive – konklusion i analysen er dog, at “uddannelse betaler sig – for den enkelte og for samfundet”. Og det gælder alle uddannelser, således også for humanister.

Der er også andre positive resultater i DEA’s analyse, som ikke er kommet tydeligt frem i de offentlige udmeldinger, men som fortjener at blive sagt højt og tydeligt. Sidste kapitel i analysen har særlig fokus på den private sektor. Det giver god mening, for det siges allerede indledningsvis, at beskæftigelsesmønstret fra de sidste 20 år med en offentlig sektor, der har aftaget et støt stigende antal medarbejdere, og især flere akademikere, ikke kan forventes at fortsætte de næste ti år. Da må væksten i beskæftigelsen forventes at ske i den private sektor. Og her har humanisterne allerede den suverænt højeste stigning i lønkvoten fra 1990 til 2010. Stigningen er på 609 % for universitetsuddannede humanister. Der er ingen grund til at antage, at den tendens skulle stoppe, og derfor ligner det ren hasard med samfundsudviklingen at foreslå en særlig begrænsning af de humanistiske uddannelser som helhed.

Mange private virksomheder har heldigvis fået øjnene op for de humanistiske kompetencer. For eksempel den ejer af et vvs-firma, der blev rigtig glad for sin nye medarbejder – en kandidat fra et musikkonservatorium – fordi vedkommende kunne holde styr på papirerne. Så begejstret blev han, at han foreslog sin kollega også at ansætte en konservatorieuddannet til at styre kontorgangen. Sådan spredes det glade budskab som ringe i vandet. Det fortjener at komme længere og længere ud til det, nogen kalder “vandkanten”, ud i små og mellemstore private virksomheder. De skal ikke standses af dystre, ensidige meldinger om humanisters lave lønninger og manglende værdi. Det vil være uklogt og decideret samfundsskadeligt.