FreeFuture

KOMMENTAR af Henrik West, medlem af bestyrelsen for DM’s sektion for freelancere og selvstændige

Vi må håbe, at regeringens såkaldte koordinationsudvalg koordinerer fornuftigt, når det sidder med to kommissioners meget forskellige forslag til, hvordan Danmark skal vækste og dermed sikre den danske velfærdsstat. For Carsten Koch-udvalget, som faktisk hedder “Ekspertgruppen om udredning af den aktive beskæftigelsesindsats”, drejer det sig om kvantitet, altså hvordan flere kommer i arbejde. Hvorimod det for Produktivitetskommissionens udredning drejer sig om kvalitet, nemlig hvordan arbejdsstyrken opkvalificeres, så kvalitet og effektivitet skaber mere vækst i den private sektor og dermed flere arbejdspladser.

Bestyrelsen for Sektionen for Freelancere og Selvstændige vil pege på to afgørende pointer:

Den ene pointe er, at der er et stort gab mellem disse kommissioners forslag, fordi ekspertgruppen ikke analyserer beskæftigelsesindsatsen i forhold til slutmålet, som handler om at højne vidensniveauet, så der kommer vækst og kvalitet i en arbejdsstyrke, der konstant er motiveret til at yde det optimale. Produktivitetskommissionen påpeger nemlig, at arbejdskraftens kvalifikationer er afgørende for produktiviteten. Jo mere kvalificerede medarbejdere, jo større værdi tilføres produktionen og dermed den vækst, der skal finansiere velfærdssamfundet.

Den anden pointe er, at ingen af kommissionerne tænker på det individ, som kendetegner den forventede langtidsarbejdende, kompetente, kreative og innovative “medarbejderborger”, som er villig til at dække konkurrencestatens behov for effektivitet på et lavt omkostningsniveau. Denne pointe er vigtig, for et sådant arbejdsmarked skal anse det enkelte individ som et potentiale, der skal investeres i. Omvendt skal den enkelte opleve arbejdsmarkedet som værdifuldt at investere sit potentiale i.

Nøjagtig her knækker filmen for kommissionerne, for begge udredninger bygger på den forkerte præmis, der anser den enkelte som et økonomisk middel til et mål. Lars Løkke Rasmussen formulerede det meget præcist i sin åbningstale til Folketinget den 15. oktober 2010:

“Regeringen er i gang med at bane vejen. Vi har sænket skatten på arbejde, så flere får en større interesse i at tage fat. Vi har reformeret dagpengene. Så tusindvis flere kommer i arbejde”.

Kreativitet, innovation, selvstændighed, ansvarstagen mv. udvikles ikke på en tro om, at det rationelle menneske ønsker at opnå bedst mulige goder for sig selv. Disse kompetencer opnås derimod på grund af lyst, nysgerrighed og energi, hvor rationalet netop er drivkraften mod noget, som er spændende og interessant, og som man vil investere i. De to rationaler er ikke hinandens modsætninger, men perspektivet er afgørende for, hvordan man mødes og anerkendes.

Det arbejdsmarked, som er globaliseringens forudsætninger og udfordringer, skal investere i et højere vidensniveau end det industrialiserede arbejdsmarked. Viden er nu en produktionsfaktor – det har den selvfølgelig altid været, men nu er den blevet en selvstændig og afgørende faktor i forhold til kapital og arbejdskraft.

Fremtidsforsker Anne Skare Nielsen, som var månedens iværksætter i Magisterbladet nr. 2/2014, udtrykker det på den måde, at Karl Marx er ved at få ret, netop fordi det er os alle, der ejer produktionsapparatet gennem vores viden, som jo ligger i vores hjerne. Dette perspektiv kræver nye former for fællesskaber og mere intelligente organisationsformer, der bygger på visionær ledelse, etik og moral og ikke (kun) på økonomiske dogmer.

Vi kalder det for FreeFuture, fordi arbejdsmarkedet naturligt må ændre sig til et ligeværdigt forhold mellem den traditionelle lønmodtager og arbejdsgiver. “Lønmodtageren” skal ses som udbyder af (selvstændig) arbejdskraft, som “arbejdsgiveren” forhandler om at investere i som et fælles projekt, der giver værdi og resultat for begge parter.

Profilen på en sådan FreeFuturer er en vidensperson, som i dag arbejder selvstændigt i forhold til sin viden, erfaringer og værdisæt, og som hele tiden tænker videre i nye projekter. Det vil være helt naturligt at tage udgangspunkt i denne erfaring, når vi drøfter rationalet i beskæftigelsesindsatsen – vi kalder det FreeFutureLab.