Fagbevægelsen styrtbløder – eller gør den?
Medlemsmæssigt går det fint for fagforeningerne, men traditionelle holdninger står for fald.
ANALYSE af Klaus Liebing, økonomisk kommentator
En undersøgelse fra Københavns Universitet viser, at andelen, der er medlem af en fagforening, er den samme i dag som i 1985. Organisationsprocenten, som den kaldes, er nemlig uforandret på små 30 år: 70 %. Det kan nok overraske, når man til stadighed hører om en fagbevægelse i krise.
Men de traditionelle fagforeninger mister terræn til de såkaldte “ideologisk alternative” fagforeninger. Det kalder man i undersøgelsen de fagforeninger, som ikke tilhører den traditionelle del af fagbevægelsen, hvor LO, FTF og Akademikerne er de største organisationer. Blandt de vigtigste alternative fagforeninger er Kristelig Fagforening og Det Faglige Hus. Disse fagforeninger kaldes også “de gule”.
Solidarisk – med mig selv!
De gule eller ideologisk alternative fagforeninger klarer sig altså rigtig godt. De kan kendetegnes ved i hvert fald fire ting: betydelig lavere pris end de traditionelle, stort set ingen indsats for at opnå og vedligeholde overenskomster, ingen lobbyindsats i forhold til Folketinget mv. om arbejdsmarkedsforhold og stort set ingen tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter.
Udviklingen kan måske udlægges sådan, at ønsket om at være medlem af en fagforening er stort set uændret – og oven i købet vokset lidt over de senere år. Men lysten til at betale til den kollektive indsats i form af forhandling af overenskomster og indsats for at forbedre vilkårene på arbejdspladserne generelt og til at få valgt og uddannet tillidsrepræsentanter er dalet betydeligt.
Man kommer til at tænke på et slogan, som en stor fagforening brugte for år tilbage. Såre kontroversielt dengang, men måske ikke i dag: “Jeg er mest solidarisk med mig selv”.
Barsk cocktail
En undersøgelse, som LO har gennemført blandt sine medlemmer, kan tydes i samme retning.
Man spurgte medlemmerne, hvad hovedårsagen til deres medlemskab var. Man kunne sætte kryds ved et eller flere forskellige udsagn. Bl.a. disse to:
Men tilhængere af de mere kollektive værdier skal ikke fortvivle, for 51 % af alle satte også kryds ved A. Og de unge skilte sig ikke markant ud i forhold til de ældre.
Så konklusionen er vel, at de unge i den traditionelle fagbevægelse vil have begge dele. Og når man hertil lægger, at LO-fagforeningernes andel af medlemmerne i den traditionelle fagbevægelse er faldet betydeligt til fordel for FTF og Akademikerne, hvor en mere individualistisk holdning traditionelt har været gældende, så bliver konklusionen nok: endnu mere individuel service og lavere pris.
En barsk cocktail, fordi den individuelle service er så dyr. Mange fagforeninger sluger den allerede. Og glasset skal nok blive fyldt meget mere op.
En undersøgelse fra Københavns Universitet viser, at andelen, der er medlem af en fagforening, er den samme i dag som i 1985. Organisationsprocenten, som den kaldes, er nemlig uforandret på små 30 år: 70 %. Det kan nok overraske, når man til stadighed hører om en fagbevægelse i krise.
Men de traditionelle fagforeninger mister terræn til de såkaldte “ideologisk alternative” fagforeninger. Det kalder man i undersøgelsen de fagforeninger, som ikke tilhører den traditionelle del af fagbevægelsen, hvor LO, FTF og Akademikerne er de største organisationer. Blandt de vigtigste alternative fagforeninger er Kristelig Fagforening og Det Faglige Hus. Disse fagforeninger kaldes også “de gule”.
Solidarisk – med mig selv!
De gule eller ideologisk alternative fagforeninger klarer sig altså rigtig godt. De kan kendetegnes ved i hvert fald fire ting: betydelig lavere pris end de traditionelle, stort set ingen indsats for at opnå og vedligeholde overenskomster, ingen lobbyindsats i forhold til Folketinget mv. om arbejdsmarkedsforhold og stort set ingen tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter.
Udviklingen kan måske udlægges sådan, at ønsket om at være medlem af en fagforening er stort set uændret – og oven i købet vokset lidt over de senere år. Men lysten til at betale til den kollektive indsats i form af forhandling af overenskomster og indsats for at forbedre vilkårene på arbejdspladserne generelt og til at få valgt og uddannet tillidsrepræsentanter er dalet betydeligt.
Man kommer til at tænke på et slogan, som en stor fagforening brugte for år tilbage. Såre kontroversielt dengang, men måske ikke i dag: “Jeg er mest solidarisk med mig selv”.
Barsk cocktail
En undersøgelse, som LO har gennemført blandt sine medlemmer, kan tydes i samme retning.
Man spurgte medlemmerne, hvad hovedårsagen til deres medlemskab var. Man kunne sætte kryds ved et eller flere forskellige udsagn. Bl.a. disse to:
- For at stå sammen med andre lønmodtagere og sikre vores fælles interesser (fx løn og arbejdsvilkår, politisk indflydelse m.m.).
- For at få mine egne interesser varetaget (fx løn, efteruddannelse, kurser, jobformidling m.m.).
Men tilhængere af de mere kollektive værdier skal ikke fortvivle, for 51 % af alle satte også kryds ved A. Og de unge skilte sig ikke markant ud i forhold til de ældre.
Så konklusionen er vel, at de unge i den traditionelle fagbevægelse vil have begge dele. Og når man hertil lægger, at LO-fagforeningernes andel af medlemmerne i den traditionelle fagbevægelse er faldet betydeligt til fordel for FTF og Akademikerne, hvor en mere individualistisk holdning traditionelt har været gældende, så bliver konklusionen nok: endnu mere individuel service og lavere pris.
En barsk cocktail, fordi den individuelle service er så dyr. Mange fagforeninger sluger den allerede. Og glasset skal nok blive fyldt meget mere op.
