Google og ytringsfriheden
REDAKTØRENS KOMMENTAR
Der er historier, vi gerne ville have skrevet i Magisterbladet, men ikke kan eller ikke gør i hvert fald. Forklaring følger her:
I dette nummer af Magisterbladet havde vi planlagt at skrive en artikel om den såkaldte arbejdsmarkedsydelse (AMY), som regeringen opfandt med dagpengereformen. Man kan kun være ansat på AMY i tre måneder. Og hvem gider dog ansætte en medarbejder i tre måneder?
Det faktum blev vi på redaktionen gjort opmærksom på af en læser, som netop var blevet ansat på AMY – men uden at vide dét med de tre måneder. Hendes arbejdsgiver vidste det heller ikke. Hvis han havde vidst det, havde han ikke ansat hende.
Det var en relevant historie for mange af Magisterbladets læsere. Hun ville gerne deltage, det samme ville hendes arbejdsgiver og en medarbejder fra hendes a-kasse. Alt var klart til en væsentlig artikel. Men så … Hun fik kolde fødder. Hun var bange for, at hun ville få ry af et besværligt og negativt brokkehoved – ikke i vores artikel, men i opfattelsen hos dem, der kunne finde på at google hende. Og hvem kunne det? Potentielle og fremtidige arbejdsgivere!
Scenariet er dette: Hun søger et job, arbejdsgiveren googler hende, frem kommer artiklen fra Magisterbladet, hvori hun optræder med kritik, arbejdsgiveren gider ikke ansætte en åbenmundet person, der kan finde på at “gå i pressen” – og hun får ikke jobbet. Summa summarum: Det er bedre at holde sin kæft, så man ikke skader sin karriere.
Dette eksempel er blot det seneste af mange. Mange læsere, der har været casepersoner, har i tidens løb bedt os slette en artikel fra netudgaven af Magisterbladet, fordi de havde fået problemer med deres jobsøgning. Og det respekterer vi selvfølgelig. Den enkeltes ve og vel kommer selvfølgelig før vores “go’e historier”.
Hvem skal vi bebrejde? Google? Arbejdsgiveren? Case-personer uden civilcourage? Den omsiggribende praksis med at udøve selvcensur?
