Videnskaben i DR er overladt til tilfældigheder og ildsjæle

I foråret 2011 lukkede DR sit videnskabelige tv-flagskib, magasinet Viden Om.

Programmet havde kørt siden sidst i 90’erne med syv faste tilrettelæggere, alle med både en videnskabelig og journalistisk baggrund. I primetime formidlede udsendelsen hver uge cutting edge-videnskab af høj kvalitet, og stærke videnskabsformidlere – som astronomen Anja Andersen, dna-forskeren Eske Willerslev og geologiprofessor Minik Rosing – fik stjernestatus, også uden for universitetets mure.

Viden Om var uden sammenligning den dyreste produktion overhovedet på DR2 og havde efter 12 år kørt sig selv træt på grund af interne redaktionelle stridigheder og en evig kamp for bevillinger. I de sidste år dalede de ellers tårnhøje seertal.

Efter tre runder med nedskæringer tog programmets vært, Anja Philip, sit gode tøj og forlod DR. Senere blev en anden videnskabsjournalist på Viden Om sendt ned på Vejret med den besked, at der fremadrettet ville være for få penge til videnskabs-tv, og at det derfor ikke længere var muligt at have faste videnskabsjournalister tilknyttet tv-redaktionen.

Med lukningen af magasinprogrammet skiftede DR samtidig strategi. I stedet for faste magasiner til dyre penge skulle videnskaben masseres ind i den brede programflade, som mediedirektør Gitte Rabøl udtrykker det. Den strategi holder DR fast i den dag i dag.

“Vi tror på, at videnskaben skal ud af reservatet og de traditionelle videnskabsprogrammer og i stedet ud og leve i fladerne og i nye programgenrer”, siger mediedirektøren.

Og redaktionschef i DR Viden Lars Rønnow Torp supplerer:

“Tiden er løbet fra formater som Viden Om, hvor hele familien Danmark tænder for kassen kl. 20. I dag eksperimenterer vi meget med form og formidling, og vi arbejder bevidst med at nå ud til målgrupper, der ikke nødvendigvis selv opsøger videnskaben”, forklarer han.

I det seneste par år har DR som følge af den nye strategi lanceret en række nye programformater til afløsning for de faste. Det er fx blevet til serier som “Experimentet” om børns hjerner, “Fedt, fup og flæskesteg”, der handlede om mad, og senest “Ond, ondere, ondest”, et psykologisk realityprogram på DR3 med især yngre seere som målgruppe.

Skandinavisk succes med videnskabsprogrammer
Mens det således er slut med at skrive videnskabsprogram i DR’s programtekster, har man fastholdt den klassiske dækning af området på både den svenske public service-pendant SVT og norske NRK.

I Stockholm arbejder Anna Schytt på 16. år som redaktionschef på en velpolstret vetenskapsredaktion med syv journalistiske tilrettelæggere under sig og en veldefineret opgave.

“Vi producerer et timelangt ugemagasin, Vetenskapens Värld, der bliver sendt i primetime klokken 20. Det har vi nu gjort i 40 år. 22 timers indslag køber vi andre steder, resten er egenproduceret kritisk videnskabsjournalistik og reportager med svenske vinkler. De seneste programmer, vi har sendt, har handlet om sundhed og træning, om arkæologiske udgravninger på Öland og om, hvordan man forsøger at løse det problem, at tabte fiskenet dræber mange fisk ud for de svenske kyster”, fortæller Anna Schytt.

Ud over redaktionen, der laver videnskabsmagasinet og videnskabsnyheder til nettet, sidder der på SVT’s nyhedsudsendelser en videnskabsredaktion bemandet med specialiserede fagmedarbejdere. Og på SR, svenskernes svar på P1, findes ligeledes en videnskabsredaktion, der ud over at sende korte udsendelser på faste klokkeslæt med nyheder fra videnskabens verden også leverer et 20 minutter langt magasinprogram hver eneste dag.

“De faste formater er vigtige for at kunne give videnskabsstoffet en kontinuerlig dækning. Ligesom DR har indført korrespondenter på nyhederne med specialer inden for kriminalstof, sundhed, erhverv og politik, har vi ansat videnskabsmedarbejdere med hver deres speciale inden for videnskaben. Der er stor prestige forbundet med at dække stoffet. Det bliver også både set og hørt. “Vetenskapens Värld” har i gennemsnit en halv million seere hver uge. Derfor er vi også økonomisk nogenlunde sikrede. De sidste fire år er der ikke blevet skåret i vores bevilling”, forklarer Anna Schytt.

Ledelsesopbakning og ressourcer
I Viden Om’s glansperiode havde SVT et tæt samarbejde med DR om at udveksle indslag. Det er slut nu. Desværre, siger redaktionschefen på den svenske videnskabsredaktion.

“Magasinet var lavet af fagfolk med stor indsigt. I dag laver DR temabaserede udsendelser, og der bliver brugt meget krudt på formen. Det er ikke den type videnskabsformidling, vi prioriterer i Sverige”, siger Anna Schytt.

Mens videnskabsformidlingen er et stærkt og sikkert kort i Sverige, virker det, som om feltet lever en mere omskiftelig tilværelse på DR, vurderer Anna Schytt. Den vurdering deler Kirsti Moe, projektansvarlig for videnskabsmagasinet Schrödingers Kat, der ruller over nordmændenes skærm hver torsdag kl. 19.45.

“Schrödingers Kat er oplysende forskningsformidling, og vi holder os bevidst fra at blive alt for populærvidenskabelige. Den mere kritiske videnskabsjournalistik er del af den løbende nyhedsdækning i NRK. Vi behandler selvsagt stoffet journalistisk, men har ikke ambitioner om at være dagsaktuelle. På vores magasin arbejder vi meget med reportage og norske vinkler på videnskaben. Vi har en stabil seerandel på 40 procent, cirka en halv million, hvilket er enestående højt for Norge. Succesen skyldes ikke mindst, at vi gennem mange år har haft en fast placering i programfladen, at vi får stabile ressourcer til programproduktionen, og at ledelsen i NRK synes, det er et vigtigt projekt”, forklarer Kirsti Moe.

Rige muligheder
Politikerne i Danmark har ikke traditionelt haft skrupler over at detailstyre, hvad DR skal bruge sit offentlige tilskud på 3,5 milliarder kroner til.

I den 19 sider lange public service-kontrakt mellem DR og kulturministeren, der gælder for 2013 og 2014, forpligtes DR til specifikt at dække både smal kultur, handicapidræt, alle grene af dansk musik, inklusive den alternative rytmiske, ballet og arkitektur.

Videnskaben er ikke nævnt med et ord.

DR’s udbud af programmer skal godt nok omfatte oplysning, står der, og DR skal også “fremme viden”, så mulighederne for at lave videnskabsjournalistik er rige. Men en egentlig forpligtelse er ikke nedfældet.

At der ikke opstilles mere bindende betingelser for videnskabsjournalistikken hos Danmarks største public service-udbyder, er et kæmpe problem i en tid, hvor de fleste ellers hurtigt kan blive enige om, at det er ny viden, vi skal leve af i fremtiden. Det mener blandt andre Jens Degett, selv tidligere programmedarbejder i DR og i dag formand for Videnskabsjournalisterne i Danmark.

“Selvfølgelig skal en tv-kanal, der rækker ud efter en bred seerskare, også eksperimentere med sin formidling. Men det er, som om DR i sin iver for at gøre sig lækker helt har lagt ambitionen om at lave grundigt gennemarbejdet, kritisk videnskabsjournalistik på hylden. Selv om DR’s journalister heltemodigt prøver at gøre det godt inden for de givne rammer, så er området i dag overladt til tilfældigheder og ildsjæle. Det får ingen ledelsesmæssig opbakning, så der skal være en person, der virkelig brænder for projektet. Der skal også kæmpes om ressourcerne, og derfor ender videnskabsredaktionen med kun at producere i den letbenede genre, som fx “Arkitektens hjem”, “Fuckr med dn hjrne” eller realityshows som “Ond, ondere, ondest”, siger Jens Degett.

Gøglercirkus
Seneste lavpunkt for public service-dækningen af videnskaben var ifølge Degett Danskernes Akademi og ph.d.-cup, som forventes at blive gentaget i år.

“For det første blev Danskernes Akademi finansieret af universiteterne. DR stillede bare en mikrofon til rådighed og lod dernæst forskerne holde fuldstændigt ubearbejdede forelæsninger for åbent kamera. Det fungerede elendigt, og man gjorde både forskerne og seerne en kæmpe bjørnetjeneste. Ph.d.-cuppen er en endnu større skandale. Her sætter man unge dygtige videnskabsfolk til at konkurrere om at servere deres forskning på tre minutter for publikum og et dommerpanel. På bedste X Factor-maner bliver det et nedværdigende gøglercirkus uden dybde, der handler om alt muligt andet end substansen i ny forskning”, mener Jens Degett.

Selvom han ikke er tilhænger af stærk politisk indblanding, så kunne formanden for de danske videnskabsjournalister godt tænke sig, at det trods alt ikke kun er repræsentanter udpeget af kulturministeren, der går med til forhandlinger om indholdet af DR’s public service-kontrakt. Der bør også sidde repræsentanter fra videnskabsområdet.

Oplukkere til den videnskabelige verden
Den idé vinder genklang hos Maja Horst, der er institutleder på Københavns Universitets Institut for Medier, Erkendelse og Formidling. Hun forsker i sammenhængen mellem videnskab og samfund.

“Der er alt for langt mellem programmer, der sætter forskere til at debattere med hinanden og perspektivere og nuancere, hvad der foregår i videnskabens verden lige nu. Vi står over for store udfordringer omkring ny forskning og teknologi, som medierne dårligt berører, fx inden for prioritering, patenter og finansiering”, forklarer Maja Horst.

En stor del af befolkningen ved ikke, hvordan videnskab egentlig fungerer, lyder et andet kritikpunkt fra institutlederen.

“Og det til trods for, at også lægmænd faktisk ofte deler forskernes nysgerrighed – fx når vi diskuterer, om kaffe og røg er skadeligt, eller når vi sammenligner levealderen for de yngre generationer med bedsteforældrenes. DR har sagt farvel til den kritiske videnskabsjournalistik, men er også holdt op med systematisk at dyrke fascinationshistorier, hvor dygtige formidlere kan tjene som rollemodeller og oplukkere til den videnskabelige verden. Det ville være helt naturligt, at man fx på DR K indførte et bundsolidt og gennemarbejdet videnskabsprogram. Og redaktionen på det program burde også inddrages i den løbende nyhedsformidling”, siger Maja Horst.

Bred palet
DR’s videnskabsredaktør, Lars Rønnow Torp, er ikke overraskende uenig med kritikerne. Han mener, at den strategi, DR har valgt for dækningen af videnskabsstoffet, er den helt rigtige.

“Realityprogrammet “Ond, ondere…” er, målt på både seertal og omtale, en succes på DR3. Mange medier og særligt de sociale medier skrev også om en live-event, hvor to mandlige tv-værter skulle gennemleve smerterne ved en fødsel. Et sådant format når en målgruppe, der ellers aldrig ville have tændt for et videnskabsprogram på DR2. Jeg tror nogle gange, at forskere undervurderer formidlingsopgaven eller overser, at underholdningselementet også er en del af at formidle på tv. Danskernes Akademi slog ikke rigtigt igennem, netop fordi det var uformidlet og ubearbejdet. Til gengæld kan vi se, at vores videnskabelige journalistiske programmer på P1 bliver podcastet intenst, så vi rammer paletten meget bredt”, understreger Lars Rønnow Torp.

Og DR’s mediedirektør, Gitte Rabøl, minder om, at videnskaben også lever stærkt på nettet, der giver plads til både forskere og videnskabsemner.

“Vi oplever ikke hverken vores tv-programmer eller netindhold som light. Vi ønsker at formidle både til de forhåndsinteresserede og til andre. Hvor fx svensk P1 har videnskabsnyheder på faste klokkeslæt, så serveres de i DR i et naturligt flow”, oplyser mediedirektøren.