Anonyme wisthleblowers mellem karaktermord og oplysning i videnskabens tjeneste

Pedantisk besserwisser eller akademisk superhelt? Sådan lød overskriften i magasinet Der Spiegel, da den både landskendte og ukendte “Robert ­Schmidt” online fremlagde anklager om, at præsidenten for den tyske forbundsdag, Norbert Lammert, skulle have plagieret i sin disputats fra 1974. Lammert anklages især for at have overtaget andre forskeres litteraturangivelser og citeret fra sekundærlitteratur med henvisning til primærlitteratur, som han ikke nødvendigvis har læst.

Tippet fra pseudonymet “Robert Schmidt” udløste stor debat om de anonyme kilders hensigter og funktioner: Hvordan sikrer man mod karaktermord i medierne og sørger for, at det er videnskabelige kriterier, der tæller, og ikke økonomiske, politiske eller personlige?

I en officiel stillingtagen skrev det tyske forskerforbund DFG:

“Anonyme tips bør afvejes der, hvor anklagen indleveres. Grundlæggende påbyder en formålstjenlig undersøgelse, at whistleblowerens navn kendes”.

I en stillingtagen fra den tyske rektorforsamling, Hochschulrektorenkonferenz anbefalede man samstemmende at fokusere på ombudsmandsfunktionen på det pågældende universitet:

“Til beskyttelse af både whistlebloweren og den anklagede er ombudsmandens arbejde underlagt den højeste fortrolighed. Denne fortrolighed er ikke garanteret, hvis whistlebloweren henvender sig til offentligheden med sin mistanke. I så fald bryder han med reglerne for god videnskabelig praksis”.

Forskerforbundets og rektorforsamlingens reaktioner førte til store protester og en omfattende underskriftindsamling blandt både plagiataktivister og forskere. I deres protestskrivelse anerkendes det, at de retsligt gældende domme omkring eventuel videnskabelig uredelighed og sanktionsmulighederne selvsagt ligger ved universitetet. Men det frygtes, at enhver offentlig debat i og uden for fagmiljøerne vil kvæles. Hvis anonyme eller onlineportalers henvendelser ignoreres, kan universiteterne efter forgodtbefindende afvise, fortie eller henslæbe berettigede mistanker om akademisk uredelighed.

Desuden kan forskere af kollegiale eller faglige grunde være forhindret i at stå frem med navns nævnelse – alligevel bør de have mulighed for uindskrænket at diskutere videnskabelige standarder i andres publikationer, lyder ræsonnementet i underskriftindsamlingen mod forslaget, der p.t. har mere end 2.300 medunderskrivere fra de tyske universitetsmiljøer.

I forbundsdagspræsident Norbert Lammerts tilfælde er det stadig uvist, om den anonyme “Robert Schmidts” beskyldninger holder vand, og Lammerts universitet i Bochum i sidste ende må frakende ham doktortitlen – mange forskere har udtrykt deres tvivl i de tyske medier. Bochum-universitetets ombudsmand har påbegyndt en grundig gennemgang af hele disputatsen, som ligeledes er lagt onlinetilgængelig. De anonyme beskyldninger med samtlige henvisninger og referencer kan enhver interesseret ligeledes gnave sig igennem på www.lammertplag.wordpress.com. Transparent er sagen altså under alle omstændigheder.