Absurd debat
Hvad er kvalitet i de videregående uddannelser, og hvordan styrker vi den? Det skal det kvalitets- og relevansudvalg, som Morten Østergaard nedsatte i efteråret 2013, komme med bud på. Udvalget er Uden uddannelsesforskere og uden forskere og undervisere fra humaniora eller naturvidenskab. Økonomerne i udvalget er udpeget i deres personlige egenskab, hedder det.
Det er dog besynderligt, at ministeriet ikke har kunnet finde blot en enkelt dansk forsker uden for samfundsvidenskab, hvis personlige egenskaber kunne gavne udvalget. Men udvalget er selv opmærksomt på den ensidige sammensætning og har for at råde bod herpå inviteret en kreds af interessenter med i en følgegruppe, hvor vi kan komme med input til udvalgets arbejde. Det er al ære værd, at man på denne måde og med møder på uddannelsesinstitutionerne forsøger at få så mange vinkler og perspektiver på udvalgsarbejdet som muligt. Men ministeriet har sat en alt for stram tidsfrist til at give udvalget en realistisk mulighed for inden årets udgang at levere en samlet rapport, der afspejler kompleksiteten i begreber som relevans og kvalitet.
Og det er måske det allermest bekymrende. For det fyger allerede med analyser og rapporter, der generaliserer over uddannelserne og deres manglende brugbarhed på arbejdsmarkedet. Historier om svigt og dårlig kvalitet på uddannelserne er rigtig godt stof for tiden. Det giver dramatiske overskrifter og politikere, der står i kø for at profilere sig med letkøbte, kortsigtede forslag til en ny uddannelsespolitik. Dommedagsoverskrifter dominerer skrevne og elektroniske medier, hver gang en ny uddannelsesrapport fra en tænketank, erhvervsorganisation eller ministeriel kommission offentliggøres.
Før jul var det Produktivitetskommissionens rapport om uddannelserne, som blev til absurde generaliserende overskrifter om ligeglade humanister, der ødelægger produktiviteten. Rapportens snævre definition på produktivitet er ganske foruroligende, men den skelner dog mellem de klassiske humanistiske fag, som ikke har ledighedsproblemer, og de nye humanistiske kombinationsuddannelser med et større ledighedsproblem. Selv om rapporten således ikke giver belæg for en generel hetz mod humaniora, har den ført til højrøstede krav fra politikere og erhvervsfolk om begrænsninger og økonomiske tvangsforanstaltninger over for humaniora og de studerende, der formaster sig til at vælge humanistiske fag.
Nu er det så Danmarks Akkrediteringsinstitution, der har offentliggjort en rapport om uddannelsernes erhvervsrelevans. Medierne gik igen i selvsving med katastroferapporter om, at halvdelen af alle uddannelser er helt uden relevans for arbejdsmarkedet, og påstande om, at de studerende på disse kan se frem til et liv i ledighed og med lav livsindkomst. Men rapporten viser faktisk ikke noget særligt om beskæftigelsesfrekvensen for kandidaterne fra de kritiserede uddannelser, og kendsgerningen er, at der på mange af de nævnte uddannelser ikke er noget ledighedsproblem. Rapporten tegner et billede af aftagerpaneler, der ikke fungerer efter hensigten, og det er så blevet fejlfortolket som manglende erhvervsrelevans – og i kølvandet herpå kommer forstærkede krav om ændringer i uddannelsernes indhold og indgreb i det frie studievalg.
Det er uhyre vigtigt, at kvalitets- og relevanskommissionen kommer med mere afbalancerede og langsigtede anbefalinger til politikerne end dem, luften er tyk af for tiden. Vi må kræve anbefalinger, der ikke reducerer uddannelsernes formål til et spørgsmål om høj livsindkomst og snævre produktivitetsmål. Derfor må DM’s medlemmer på uddannelsesinstitutionerne på banen med viden og perspektiver på debatten. Det kan blandt andet ske ved de debatarrangementer, DM arrangerer i Aarhus 3. marts og i København 28. februar. Jeg håber, mange vil møde op og bidrage til denne meget vigtige uddannelsesdebat.
