Undervisere: Kvalitetsudvalg vil have et erhvervsrettet universitet
Kvalitetsudvalgets anden rapport er gennemsyret af ideen om, at universiteterne skal indrette sig på erhvervslivets præmisser, mener formanden for underviserne i DM.
Det vakte opsigt, da regeringen nedsatte et kvalitetsudvalg for videregående uddannelser bestående af økonomer og erhvervsledere, men ikke en eneste faglig ekspert inden for undervisning eller pædagogik.
Med den præmis er der imidlertid ikke noget overraskende i resultatet af udvalgets arbejde, mener formanden for universitetslærerne i DM, Leif Søndergaard. Ifølge ham er kvalitetsudvalgets nyeste rapport så godt som blottet for definitioner af, hvad kvalitet i undervisning er. I stedet for har udvalget i det store og hele reduceret kvalitetsdiskussionen til et spørgsmål om, hvad erhvervslivet vil.
“De skriver meget om fremtidens kompetencebehov, men det begreb dækker ikke over et forsøg på at beskrive, hvad uddannelseskvalitet er. I stedet for sidestiller rapporten kvalitet med relevans, og relevans er i kvalitetsudvalgets optik lig med beskæftigelse efter studiet”, siger Leif Søndergaard.
Han peger blandt andet på, at udvalget gentager sit tidligere ønske om “anvendelsesorienterede” bacheloruddannelser og om mere “praksistilknytning” i uddannelserne, ligesom rapporten også fokuserer på behovene i små og mellemstore virksomheder.
“Det bliver nævnt flere steder, at humanister kommer ud uden kommerciel erfaring og uden at vide, hvordan et regnskab i en virksomhed er bygget op. Og det er jo helt rigtigt, at det er meget anderledes at gå på universitetet end at arbejde i en virksomhed. Som det er i dag, er universiteternes opgave at drive forskning og give forskningsbaseret undervisning på højeste internationale niveau, og det er noget ganske andet. Udvalget skriver ganske vist noget om forskningsbaseret undervisning, og det er da fint, men hovedpointen er, at de studerende skal ud at have job. Og så taler vi om et andet universitet end det, vi har i dag”, siger Leif Søndergaard.
Sorte biler
Udvalgets anbefaling af, at universiteterne skal have mere frihed til at sikre kvalitet, som ellers er blevet positivt modtaget på universiteterne, giver universitetslærernes formand ikke meget for.
“Hvad er det, de får frihed til? Det er lidt ligesom det, Henry Ford sagde: Folk kan få bilen i den farve, de ønsker, bare de ønsker den sort. Det er det samme her. Der er sat nogle mål for, hvad uddannelserne skal være, og så kan man frit vælge, hvordan man når det mål. Jeg synes, den underliggende musik i rapporten følger øjeblikkets politiske målsætninger. Alting skal være mere direkte erhvervsrettet, også vores uddannelser”.
Ifølge Leif Søndergaard er det i den forbindelse også yderst problematisk, at udvalget lægger op til at fjerne ansvaret for uddannelsernes indhold fra studienævnene.
“Ansvaret for at løfte undervisningen og konstant sørge for, at den har den rigtige kvalitet, bør netop være forankret i et samarbejde mellem underviserne og de studerende. Men udvalget vil putte det over i en ledelsessøjle. Det er en stor fejltagelse, for udviklingen sker jo nede på gulvet og ikke i ledelsessøjlen”.
Også forslaget om at styrke kvalitet og relevans med én mia. kr. i form af konkurrenceudsatte midler finder Leif Søndergaard uheldigt, eftersom puljen reelt skal finansieres af universiteterne selv.
“Man vil tage pengene fra de generelle taxametre og give dem til et udvalg, der så skal fordele pengene. Det vil sige, at de, der formår at leve op til udvalgets krav til kvalitet, får nogle flere penge, mens de, der ikke lever op til kravet, ikke får penge, men tværtimod afleverer penge i det store regnskab. Dvs. de får endnu dårligere mulighed for at forbedre sig. Det er en rigtig, rigtig dårlig ide”.
Endelig er Leif Søndergaard også skeptisk over for udvalgets forslag om at nedlægge den nuværende censorordning.
“Jeg har selv været censorformand i nogle år, og jeg ser institutionen som meget vigtig, ikke mindst i forhold til de studerendes retssikkerhed. Vi fangede mange grimme sager, hvor der var begået forskelsbehandling og fejl. Så hvis man fjerner censorinstitutionen, vil det være en meget stor forringelse af de studerendes retssikkerhed”.
Med den præmis er der imidlertid ikke noget overraskende i resultatet af udvalgets arbejde, mener formanden for universitetslærerne i DM, Leif Søndergaard. Ifølge ham er kvalitetsudvalgets nyeste rapport så godt som blottet for definitioner af, hvad kvalitet i undervisning er. I stedet for har udvalget i det store og hele reduceret kvalitetsdiskussionen til et spørgsmål om, hvad erhvervslivet vil.
“De skriver meget om fremtidens kompetencebehov, men det begreb dækker ikke over et forsøg på at beskrive, hvad uddannelseskvalitet er. I stedet for sidestiller rapporten kvalitet med relevans, og relevans er i kvalitetsudvalgets optik lig med beskæftigelse efter studiet”, siger Leif Søndergaard.
Han peger blandt andet på, at udvalget gentager sit tidligere ønske om “anvendelsesorienterede” bacheloruddannelser og om mere “praksistilknytning” i uddannelserne, ligesom rapporten også fokuserer på behovene i små og mellemstore virksomheder.
“Det bliver nævnt flere steder, at humanister kommer ud uden kommerciel erfaring og uden at vide, hvordan et regnskab i en virksomhed er bygget op. Og det er jo helt rigtigt, at det er meget anderledes at gå på universitetet end at arbejde i en virksomhed. Som det er i dag, er universiteternes opgave at drive forskning og give forskningsbaseret undervisning på højeste internationale niveau, og det er noget ganske andet. Udvalget skriver ganske vist noget om forskningsbaseret undervisning, og det er da fint, men hovedpointen er, at de studerende skal ud at have job. Og så taler vi om et andet universitet end det, vi har i dag”, siger Leif Søndergaard.
Sorte biler
Udvalgets anbefaling af, at universiteterne skal have mere frihed til at sikre kvalitet, som ellers er blevet positivt modtaget på universiteterne, giver universitetslærernes formand ikke meget for.
“Hvad er det, de får frihed til? Det er lidt ligesom det, Henry Ford sagde: Folk kan få bilen i den farve, de ønsker, bare de ønsker den sort. Det er det samme her. Der er sat nogle mål for, hvad uddannelserne skal være, og så kan man frit vælge, hvordan man når det mål. Jeg synes, den underliggende musik i rapporten følger øjeblikkets politiske målsætninger. Alting skal være mere direkte erhvervsrettet, også vores uddannelser”.
Ifølge Leif Søndergaard er det i den forbindelse også yderst problematisk, at udvalget lægger op til at fjerne ansvaret for uddannelsernes indhold fra studienævnene.
“Ansvaret for at løfte undervisningen og konstant sørge for, at den har den rigtige kvalitet, bør netop være forankret i et samarbejde mellem underviserne og de studerende. Men udvalget vil putte det over i en ledelsessøjle. Det er en stor fejltagelse, for udviklingen sker jo nede på gulvet og ikke i ledelsessøjlen”.
Også forslaget om at styrke kvalitet og relevans med én mia. kr. i form af konkurrenceudsatte midler finder Leif Søndergaard uheldigt, eftersom puljen reelt skal finansieres af universiteterne selv.
“Man vil tage pengene fra de generelle taxametre og give dem til et udvalg, der så skal fordele pengene. Det vil sige, at de, der formår at leve op til udvalgets krav til kvalitet, får nogle flere penge, mens de, der ikke lever op til kravet, ikke får penge, men tværtimod afleverer penge i det store regnskab. Dvs. de får endnu dårligere mulighed for at forbedre sig. Det er en rigtig, rigtig dårlig ide”.
Endelig er Leif Søndergaard også skeptisk over for udvalgets forslag om at nedlægge den nuværende censorordning.
“Jeg har selv været censorformand i nogle år, og jeg ser institutionen som meget vigtig, ikke mindst i forhold til de studerendes retssikkerhed. Vi fangede mange grimme sager, hvor der var begået forskelsbehandling og fejl. Så hvis man fjerner censorinstitutionen, vil det være en meget stor forringelse af de studerendes retssikkerhed”.
