Småt med julegaver i det offentlige
LEDER af Peter Grods Hansen
Regeringens udmeldinger om, at nu er vi på den anden side af krisen, og det går fremad med beskæftigelsen og optimismen, er ikke slået igennem på lønområdet.
DM’s helt dugfriske lønstatistik viser desværre, at udviklingen i lønnen for offentligt ansatte DM-medlemmer fra 2013 til 2014 næsten er halveret i forhold til året før. Der er faktisk tale om den dårligste lønudvikling de sidste fem år.
På trods af en fornuftig og stabil lønudvikling blandt DM’s privatansatte medlemmer er det gået den modsatte vej på det offentlige område. Værst ser det ud i regionerne, hvor lønnen det sidste år blot er steget med 1,4 %. I kommunerne og i staten ligger lønudviklingen også under 2%.
Det er frustrerende, at nedskæringer og omstruktureringer fører til øget arbejdspres. Vi ser det på uddannelsesområdet, hvor især universiteterne fortsat skærer ned på personalet. Vi ser det i styrelser og kommuner, hvor opgavepresset vokser, uden at ressourcerne følger med. Og det bliver dobbelt frustrerende, når vi samtidig ser, at lønudviklingen sander til.
Det altoverskyggende problem er især kommunernes og regionernes manglende vilje til at afsætte midler til en fornuftig udvikling i den lokale løndannelse. Det er blevet en spareøvelse og ikke det strategiske udviklingsinstrument, den lokale løndannelse var tænkt som.
Det er blevet så meget en spareøvelse, at nogle kommuner og regioner læner sig op ad en egentlig omgåelse af aftalerne. Det fremgår tydeligt af overenskomsten, at det er arbejdsgivernes – undskyld udtrykket – forbandede pligt at sørge for, at der er midler til rådighed til den lokale lønudvikling.
“Det er et ledelsesansvar at prioritere, at der er midler til rådighed til lokal løndannelse”, som det hedder.
Og så kan vi altså ikke ha’, at kommuner eller regioner melder ud på forhånd, at der ikke er noget at forhandle om.
Sammenholder vi den reelle udvikling med de gode intentioner i tillidsreformen – samarbejdet mellem regering, organisationer og arbejdsgivere om udvikling af den offentlige sektor – opstår der meget let en forståelig forvirring.
Hvordan hænger de to ting overhovedet sammen, og hvordan sikres “åbenhed, dialog og klare mål”, hvis den ene part oplever, at den anden løber fra ansvaret?
Op til overenskomstfornyelsen i starten af 2015 har der altså været al mulig god grund til
at prioritere, som vi har gjort:
Der skal sikres generelle lønstigninger, som tilvejebringer en fornuftig udvikling af reallønnen, og forhandlingsvilkårene for den lokale løndannelse skal sikre, at der – alle steder – bliver tale om reelle forhandlinger i åbenhed og dialog.
Uanset det utilfredsstillende resultat af lønnens udvikling i 2014 kan vi glæde os over, at DM’s medlemstal på alle områder er steget i 2014. På trods af alle genvordighederne er der stadig brug for os derude.
God jul og godt nytår til alle.
Regeringens udmeldinger om, at nu er vi på den anden side af krisen, og det går fremad med beskæftigelsen og optimismen, er ikke slået igennem på lønområdet.
DM’s helt dugfriske lønstatistik viser desværre, at udviklingen i lønnen for offentligt ansatte DM-medlemmer fra 2013 til 2014 næsten er halveret i forhold til året før. Der er faktisk tale om den dårligste lønudvikling de sidste fem år.
På trods af en fornuftig og stabil lønudvikling blandt DM’s privatansatte medlemmer er det gået den modsatte vej på det offentlige område. Værst ser det ud i regionerne, hvor lønnen det sidste år blot er steget med 1,4 %. I kommunerne og i staten ligger lønudviklingen også under 2%.
Det er frustrerende, at nedskæringer og omstruktureringer fører til øget arbejdspres. Vi ser det på uddannelsesområdet, hvor især universiteterne fortsat skærer ned på personalet. Vi ser det i styrelser og kommuner, hvor opgavepresset vokser, uden at ressourcerne følger med. Og det bliver dobbelt frustrerende, når vi samtidig ser, at lønudviklingen sander til.
Det altoverskyggende problem er især kommunernes og regionernes manglende vilje til at afsætte midler til en fornuftig udvikling i den lokale løndannelse. Det er blevet en spareøvelse og ikke det strategiske udviklingsinstrument, den lokale løndannelse var tænkt som.
Det er blevet så meget en spareøvelse, at nogle kommuner og regioner læner sig op ad en egentlig omgåelse af aftalerne. Det fremgår tydeligt af overenskomsten, at det er arbejdsgivernes – undskyld udtrykket – forbandede pligt at sørge for, at der er midler til rådighed til den lokale lønudvikling.
“Det er et ledelsesansvar at prioritere, at der er midler til rådighed til lokal løndannelse”, som det hedder.
Og så kan vi altså ikke ha’, at kommuner eller regioner melder ud på forhånd, at der ikke er noget at forhandle om.
Sammenholder vi den reelle udvikling med de gode intentioner i tillidsreformen – samarbejdet mellem regering, organisationer og arbejdsgivere om udvikling af den offentlige sektor – opstår der meget let en forståelig forvirring.
Hvordan hænger de to ting overhovedet sammen, og hvordan sikres “åbenhed, dialog og klare mål”, hvis den ene part oplever, at den anden løber fra ansvaret?
Op til overenskomstfornyelsen i starten af 2015 har der altså været al mulig god grund til
at prioritere, som vi har gjort:
Der skal sikres generelle lønstigninger, som tilvejebringer en fornuftig udvikling af reallønnen, og forhandlingsvilkårene for den lokale løndannelse skal sikre, at der – alle steder – bliver tale om reelle forhandlinger i åbenhed og dialog.
Uanset det utilfredsstillende resultat af lønnens udvikling i 2014 kan vi glæde os over, at DM’s medlemstal på alle områder er steget i 2014. På trods af alle genvordighederne er der stadig brug for os derude.
God jul og godt nytår til alle.
