Akademikere kommer især fra toppen
Det er overklassens og den højere middelklasses børn, der i stigende grad læser på universiteterne. Klasserne reproducerer sig selv og sætter den danske model under voksende pres, lyder det i ny bog.
Ønsket om at skabe social mobilitet og bryde den social arv har fået sværere kår i Danmark. Klasserne reproducerer nemlig sig selv. Det er overklassens og den højere middelklasses børn, som i stigende grad kommer ind på universiteterne og sidenhen får job med indflydelse og høj løn. Det fastslår fem forskere og samfundsdebattører i en ny bog “Klassekamp fra oven”.
“Det er super, at der sker en ekspansion i universitetssektoren. Men vi kan se, at det i høj grad er overklassens og den højere middelklasses børn, der tager universitetsuddannelserne. Det betyder, at klasserne reproducerer sig selv”, siger medforfatter Lars Andersen, der er direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
Dermed bliver en stor gruppe af unge ekskluderet fra den chancelighed, den danske model er bygget op omkring. Danmark går glip af talentmasse fra de lavere sociale klasser. Udviklingen betyder, at vi bruger gratis uddannelse på at fastholde de strukturer, som øger uligheden.
“Derfor ser jeg det som et problem, at væksten i de lange videregående uddannelser i høj grad er noget, som børn fra overklassen og den højere middelklasse har fået glæde af. Det er noget, man må reagere på”, siger Lars Andersen.
Fem sociale klasser
Forfatterne opererer i bogen med overklasse, højere middelklasse, middelklasse, arbejderklasse og underklasse som de fem sociale klasser. Inddelingen baseres på den enkeltes position i arbejdslivet og uddannelse som de to afgørende parametre.
Andelen af unge fra forskellige klasser, der som 25-26-årige er i gang med en lang videregående uddannelse, udvikler sig markant i årene 2007 til 2012. Således var 27 procent af overklassens 25-26-årige børn i gang med en lang videregående uddannelse i 1997. I 2012 er tallet steget til 40 procent. Blandt arbejderklassens børn var kun fem procent i gang på universitetet i 1997, mens det er ni procent i 2012.
“Uddannelse er en af de vigtigste adgangsbilletter til et godt job og til en god løn. Men når klasserne i så høj grad reproducerer sig selv, er det noget, vi bør gå op imod, hvis vi vil skabe social mobilitet og muligheder for at bryde den sociale arv”, siger Lars Andersen.
At det ikke er lykkedes at mobilisere de lavere klasser på universiteterne, skyldes i høj grad det politiske fokus, som bør ændres. Karakterer bør ikke veje så tungt som adgangsbillet til universiteterne som i dag. For karakterer er i høj grad klassebestemt. Børn fra overklassen fik ved folkeskolens afgangsprøve i 2011/2012 gennemsnitlig 7,7 i dansk og 8,5 i matematik. Arbejderklassens børn fik 5,9 i dansk og 6,0 i matematik, mens underklassens børn fik 4,1 i dansk og 4,6 i matematik.
“Uligheden grundlægges allerede i de tidlige skoleår. Derfor skal der findes andre måde at optage på universiteterne på end alene på karaktergennemsnit. Det kunne eksempelvis være ansættelsessamtaler, prøver og ved mere gradvist at bygge ovenpå fra kort til lang uddannelse. Det, som er svært for børn af ikke-akademiske forældre, er at knække de akademiske koder”, siger Lars Andersen.
“Det er super, at der sker en ekspansion i universitetssektoren. Men vi kan se, at det i høj grad er overklassens og den højere middelklasses børn, der tager universitetsuddannelserne. Det betyder, at klasserne reproducerer sig selv”, siger medforfatter Lars Andersen, der er direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
Dermed bliver en stor gruppe af unge ekskluderet fra den chancelighed, den danske model er bygget op omkring. Danmark går glip af talentmasse fra de lavere sociale klasser. Udviklingen betyder, at vi bruger gratis uddannelse på at fastholde de strukturer, som øger uligheden.
“Derfor ser jeg det som et problem, at væksten i de lange videregående uddannelser i høj grad er noget, som børn fra overklassen og den højere middelklasse har fået glæde af. Det er noget, man må reagere på”, siger Lars Andersen.
Fem sociale klasser
Forfatterne opererer i bogen med overklasse, højere middelklasse, middelklasse, arbejderklasse og underklasse som de fem sociale klasser. Inddelingen baseres på den enkeltes position i arbejdslivet og uddannelse som de to afgørende parametre.
Andelen af unge fra forskellige klasser, der som 25-26-årige er i gang med en lang videregående uddannelse, udvikler sig markant i årene 2007 til 2012. Således var 27 procent af overklassens 25-26-årige børn i gang med en lang videregående uddannelse i 1997. I 2012 er tallet steget til 40 procent. Blandt arbejderklassens børn var kun fem procent i gang på universitetet i 1997, mens det er ni procent i 2012.
“Uddannelse er en af de vigtigste adgangsbilletter til et godt job og til en god løn. Men når klasserne i så høj grad reproducerer sig selv, er det noget, vi bør gå op imod, hvis vi vil skabe social mobilitet og muligheder for at bryde den sociale arv”, siger Lars Andersen.
At det ikke er lykkedes at mobilisere de lavere klasser på universiteterne, skyldes i høj grad det politiske fokus, som bør ændres. Karakterer bør ikke veje så tungt som adgangsbillet til universiteterne som i dag. For karakterer er i høj grad klassebestemt. Børn fra overklassen fik ved folkeskolens afgangsprøve i 2011/2012 gennemsnitlig 7,7 i dansk og 8,5 i matematik. Arbejderklassens børn fik 5,9 i dansk og 6,0 i matematik, mens underklassens børn fik 4,1 i dansk og 4,6 i matematik.
“Uligheden grundlægges allerede i de tidlige skoleår. Derfor skal der findes andre måde at optage på universiteterne på end alene på karaktergennemsnit. Det kunne eksempelvis være ansættelsessamtaler, prøver og ved mere gradvist at bygge ovenpå fra kort til lang uddannelse. Det, som er svært for børn af ikke-akademiske forældre, er at knække de akademiske koder”, siger Lars Andersen.
