Dansk Magisterforening

Strid om ret til seniorjob

Lisbeth Ammitzbøll
Del artikel:

“Dengang man kunne hæve sit efterlønsbidrag skattefrit, overvejede jeg det ikke et øjeblik. Jeg betragtede efterlønnens indbyggede løfte om et seniorjob som en redningsplanke, hvis alt andet glippede. I dag føler jeg mig snydt”.

Gennem 19 måneder og to uger kæmpede Peter Fink forgæves for at få et seniorjob, der svarer til hans kvalifikationer. Nu har han søgt efterløn.

“Jeg føler mig snydt. Jeg blev i efterlønsordningen for at sikre mig retten til et seniorjob, fordi man som løst ansat er mere sårbar, når man bliver ældre. Men det eneste job, jeg blev tilbudt, var et ufaglært job som parkarbejder. Og da var der gået over et år”, fortæller han.

Peter Fink er klassisk filolog. Han har undervist på universitetet og i gymnasiet. Han har rakket land og rige rundt og arbejdet i Esbjerg, Vejle, Viborg, Nyborg, Rønne, Køge og København. Han har gennem ti år været videnskabelig konsulent for Riksarkivet i Oslo. Han har arbejdet ihærdigt. Han er bare aldrig blevet fastansat.

“Jeg har troligt betalt hvert eneste kvartal, lige siden efterlønsordningen blev etableret, og for nogle år siden, da man kunne hæve sit efterlønsbidrag skattefrit, overvejede jeg det ikke ét øjeblik. Via efterlønsordningen kunne jeg få et seniorjob og være sikret en vis indtægt, hvis alt andet glippede”, siger Peter Fink.

Glædede sig til job
Alt andet glippede. Vikariaterne tyndede ud, jobmulighederne var væk, og i efteråret 2011 fik Peter Fink et job med løntilskud på Statens Naturhistoriske Museum i København i et halvt år. Da det halve år var gået i foråret 2012, var Peter Fink fyldt 58 år.

Nye vikariater var fortsat umulige at få fat i, og Peter Fink vidste, at tiden var knap, fordi hans ret til dagpenge ville løbe ud i januar 2013.

I oktober 2012 skriver Peter Fink derfor til Bornholms Regionskommune og søger om et seniorjob. I december bliver han indkaldt til samtale i Politisk og Administrativt Sekretariat om et seniorjob i Ø-arkivet, der modtager arkivalier fra kommune, virksomheder, foreninger og borgere.

Lov om seniorjob slår fast, at Peter Finks hjemkommune, som er Bornholms Regionskommune, har pligt til at skaffe ham et seniorjob. Jobbet skal være til overenskomstmæssig løn. Ifølge loven skal kommunen fastsætte “seniorjobbets indhold og omfang efter samtale med ansøgeren og bl.a. under hensyn til vedkommendes kvalifikationer og interesser”.

“Jeg var ret fortrøstningsfuld. Jeg glædede mig over alle de konstruktive og spændende ting, der kunne sættes i gang i lokalsamfundet. Inden mødet havde jeg indleveret et fyldigt cv på 15 sider og telefonisk fortalt om mine kvalifikationer og min interesse for opgaver med en historisk dimension”.

Tomhændet fra møde
Men noget går galt under mødet i december. Ifølge et senere brev fra Bornholms Regionskommune er Peter Fink “alene interesseret i at arbejde med et projekt om redning og renovering af Bornholms Museums gamle insektsamling fra 1930-1931”. Et sådant job har kommunen “ikke ønske om og mulighed for at oprette”.

“Det er simpelthen ikke rigtigt, at jeg kun ville arbejde med insektsamlingen. Jeg foreslog projektet, fordi jeg i 40 år som fritidsinteresse sammen med min bror har skabt og vedligeholdt en insektsamling, og fordi den bornholmske samling er enestående vigtig og ved at forfalde, men jeg var bestemt ikke afvisende over for kommunens forslag om at arbejde med arkivalier. Jeg troede, at vi skulle tale om, hvordan mine kvalifikationer kunne bruges bedst. De sagde, at de kun havde det ene job – som de så alligevel ikke havde. Det var en surrealistisk oplevelse, faktisk”, siger Peter Fink.

Kommunen trækker skriftligt sit tilbud om seniorjob i Ø-arkivet tilbage. Uden begrundelse. “Efter samtalens forløb findes det ikke hensigtsmæssigt at placere dig i et seniorjob i Ø-arkivet”, skriver Bornholms Regionskommune.

Slå græs, og klip hæk
I stedet tildeler kommunen Peter Fink den såkaldte kompensationsydelse, der gives til personer, der er berettiget til seniorjob. Ydelsen svarer til dagpenge.

“Jeg var skuffet over, at der alligevel ikke var arbejde, og økonomisk var det også ubehageligt. Jeg havde jo set frem til at få en løn i stedet for dagpenge. Det ligger i loven om seniorjob, at arbejdet er lønnet efter overenskomst”.

DM’s konsulent på sagen skriver til kommunens Center for Økonomi og Personale, men uden effekt. Kommunen vedgår, at den fortsat har pligt til at skaffe Peter Fink et seniorjob, men alligevel kommer der ingen nye tilbud.
“I perioden siden Peter Finks ansøgning har vi været opmærksomme på og har løbende forsøgt at finde et seniorjob til ham. Vi har endnu ikke kunnet finde et seniorjob, som vi vurderer passer til hans profil”.

DM’s konsulent presser på igen, og i maj 2014 – et år, tre måneder og to uger efter at Peter Finks ret til seniorjob er trådt i kraft – kommer kommunen med et tilbud. Man mener åbenbart, at det passer til profilen hos en klassisk filolog.
“Det var ufaglært arbejde på kommunale arealer under Center for Ejendomme og Drift”, fortæller Peter Fink.

“Jeg skulle slå græs og klippe hæk og passe nogle fodboldbaner til 139.000 kroner om året. Der var ikke foretaget noget personmatch, selv om loven kræver det. Tilbuddet var grotesk og useriøst”.

Dårligt stillet
Et ikketilbud om arkivarbejde og et tilbud om ufaglært arbejde er alt, hvad Bornholms Regionskommune kan tilbyde Peter Fink i løbet af halvandet år.

I dag har han søgt efterløn efter 19,5 måneders kamp for et passende seniorjob, der aldrig kom.

“Jeg forstår ikke, at man fra kommunens side ikke er mere interesseret i at udnytte folks ressourcer, og jeg forstår heller ikke, at man som borger skal være så dårligt stillet, når man efterlyser et rimeligt seniorjob. Kommunen kan bare trække på skuldrene”, siger han i dag.

Kommune afviser problem
I Bornholms Regionskommune vil man ikke kommentere den konkrete sag, men fremhæver, at man generelt har gode erfaringer med seniorjob.

“Ordningen kører efter en snor hos os og er en stor succes. Ifølge loven må vi ikke oprette stillinger med et indhold, der tager arbejde fra allerede ansatte, og derfor bruger vi mange kræfter på at oprette jobfunktioner, sådan som loven foreskriver, som har et reelt indhold, uden at stillingen findes i forvejen”, siger Laila Kofoed, leder af Løn og Personale i Bornholms Regionskommune.

Hun oplyser, at kommunen siden 2008 har oprettet 83 seniorjob, og at 47 personer i øjeblikket er i seniorjob i kommunale virksomheder.

“Vi kan have en udfordring, hvis en person med en bestemt faglig baggrund ønsker at få et seniorjob, der svarer til vedkommendes tidligere job eller ligger inden for vedkommendes faglige interesseområde. Det kan vi ikke altid skaffe, men vi finder generelt meningsfuldt arbejde med et reelt indhold, som de ledige er glade for at få. Vi har i dag kun nogle ganske få personer, der er på kompensationsydelse, fordi de føler, at det job, vi har kunnet tilbyde, ikke matcher deres ønsker, eller fordi det ikke giver mening at komme i seniorjob i en til to måneder”.

DM overvejer at klage til Beskæftigelsesankenævnet over sagsbehandlingen i Bornholms Regionskommune i Peter Finks sag.
}