Ringe viden om forskeres eksterne samarbejde
Ny undersøgelse fra DEA viser overraskende, at humanistiske forskere har udbredt samarbejde med omverdenen. Der er behov for mere viden, mener DEA.
Humanistiske og samfundsvidenskabelige forskere samarbejder i stor stil med det omgivende samfund. Det viser en stor survey fra tænketanken DEA blandt 12.441 universitetsforskere i Danmark.
Undersøgelsen viser, at knap otte ud af ti humanistiske forskere og ni ud af ti samfundsvidenskabelige forskere har samarbejdet med erhvervsliv eller offentlige institutioner inden for de seneste tre år. Det samme gælder seks ud af ti forskere inden for naturvidenskab.
Det noget overraskende tal skyldes ifølge DEA, at undersøgelsen måler på en bred vifte af samarbejdsformer, herunder de mere uformelle. Og tilsvarende har de metoder, der sædvanligvis bruges til at måle forskernes samarbejde, en tendens til at gøre samarbejdet om de våde videnskaber mere synlige.
“Der foregår rigtig meget samarbejde, der ikke fører til patenter eller er synligt i kommercialiseringsstatistikker. Patentering og spinoffs er selvfølgelig et vigtigt biprodukt af forskningssamarbejde, men bør kan ikke stå alene”, siger Maria Theresa Norn, analysechef i DEA.
Hun peger blandt andet på samarbejde om uddannelse, uformel rådgivning, rekvireret forskning, konsulentarbejde og forskningsformidling som andre væsentlige aktiviteter.
“Humanistiske og samfundsvidenskabelige forskere byder fx ind med rådgivning, som gør, at en virksomhed eller en offentlig institution bliver bedre klædt på til at forstå et forskningsområde og muligheden for at anvende det, fx i forhold til at forstå deres virke eller den måde, de håndterer deres medarbejdere eller deres omverden på”.
Ligeledes deltager humanistiske og samfundsvidenskabelige forskere oftere i populærvidenskabelig vidensspredning end deres kolleger i de våde videnskaber.
Nye spørgsmål
Ifølge Maria Theresa Norn rejser undersøgelsen en række spørgsmål, ikke mindst om, hvorvidt det bør være en målsætning i sig selv, at flere forskere skal samarbejde eksternt.
“Hvis ni ud af ti samfundsvidenskabelige forskere samarbejder med det omgivende samfund, er det så meget eller lidt? Skal alle have en interaktion med omverdenen? Universiteterne har ofte én strategi og én politik for alle forskere. Men vi kan se på vores studie, at der er større forskelle mellem individuelle forskere end mellem institutter og videnskabelige områder. Så det handler mere om, hvad der motiverer den enkelte forsker til at bruge tid på at indgå i et samarbejde med det omgivende samfund. Så hvis vi gerne vil skabe gode rammer, skal vi i højere grad ind og have individuel ledelse”.
Hun hæfter sig også ved, at det eksterne samarbejde i dag ikke er meriterende for forskerne.
“De fleste forskere arbejder langt ud over en almindelig arbejdsuge. Og når man bruger tid på at opbygge og vedligeholde relationer til omverdenen, som tager tid fra forskning og undervisning, så er vi også nødt til at sørge for, at det giver et payoff i forhold til deres karriere”.
Undersøgelsen viser, at knap otte ud af ti humanistiske forskere og ni ud af ti samfundsvidenskabelige forskere har samarbejdet med erhvervsliv eller offentlige institutioner inden for de seneste tre år. Det samme gælder seks ud af ti forskere inden for naturvidenskab.
Det noget overraskende tal skyldes ifølge DEA, at undersøgelsen måler på en bred vifte af samarbejdsformer, herunder de mere uformelle. Og tilsvarende har de metoder, der sædvanligvis bruges til at måle forskernes samarbejde, en tendens til at gøre samarbejdet om de våde videnskaber mere synlige.
“Der foregår rigtig meget samarbejde, der ikke fører til patenter eller er synligt i kommercialiseringsstatistikker. Patentering og spinoffs er selvfølgelig et vigtigt biprodukt af forskningssamarbejde, men bør kan ikke stå alene”, siger Maria Theresa Norn, analysechef i DEA.
Hun peger blandt andet på samarbejde om uddannelse, uformel rådgivning, rekvireret forskning, konsulentarbejde og forskningsformidling som andre væsentlige aktiviteter.
“Humanistiske og samfundsvidenskabelige forskere byder fx ind med rådgivning, som gør, at en virksomhed eller en offentlig institution bliver bedre klædt på til at forstå et forskningsområde og muligheden for at anvende det, fx i forhold til at forstå deres virke eller den måde, de håndterer deres medarbejdere eller deres omverden på”.
Ligeledes deltager humanistiske og samfundsvidenskabelige forskere oftere i populærvidenskabelig vidensspredning end deres kolleger i de våde videnskaber.
Nye spørgsmål
Ifølge Maria Theresa Norn rejser undersøgelsen en række spørgsmål, ikke mindst om, hvorvidt det bør være en målsætning i sig selv, at flere forskere skal samarbejde eksternt.
“Hvis ni ud af ti samfundsvidenskabelige forskere samarbejder med det omgivende samfund, er det så meget eller lidt? Skal alle have en interaktion med omverdenen? Universiteterne har ofte én strategi og én politik for alle forskere. Men vi kan se på vores studie, at der er større forskelle mellem individuelle forskere end mellem institutter og videnskabelige områder. Så det handler mere om, hvad der motiverer den enkelte forsker til at bruge tid på at indgå i et samarbejde med det omgivende samfund. Så hvis vi gerne vil skabe gode rammer, skal vi i højere grad ind og have individuel ledelse”.
Hun hæfter sig også ved, at det eksterne samarbejde i dag ikke er meriterende for forskerne.
“De fleste forskere arbejder langt ud over en almindelig arbejdsuge. Og når man bruger tid på at opbygge og vedligeholde relationer til omverdenen, som tager tid fra forskning og undervisning, så er vi også nødt til at sørge for, at det giver et payoff i forhold til deres karriere”.
