Dansk Magisterforening

Medlemsmøde om TTIP

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

Den transatlantiske handelsaftale mellem EU og USA, også kaldet for TTIP, er emne for et medlemsmøde i DM mandag den 17. november. Det er DM Privat og Sektor for Forskning og Videregående Uddannelse, der inviterer til arrangementet.
Både forholdene på arbejdsmarkedet og mulighederne for at bevare og videreudvikle et offentligt drevet uddannelsessystem risikerer at blive påvirket af TTIP-aftalen, som netop nu er til forhandling. TTIP sigter mod at skabe vækst og flere job, blandt andet ved at fjerne barrierer i store dele af den økonomiske sektor og gøre det nemmere at købe og sælge varer og ydelser mellem EU og USA.

Der er også store dele af aftalen, som vækker bekymring i DM:

“Vi ser for tiden, at der er en kraftig erosion i gang af kollektive rettigheder i USA. Det er noget, vi kan risikere kan blive overflyttet til europæiske vilkår som følge af en sådan handelsaftale”. Sådan lød vurderingen i oktoberudgaven af DM Privat fra faglig konsulent Jens Vraa-Jensen, DM’s ekspert i internationale relationer.

Louise Høj Larsen fra ETUCE, den europæiske lærerfagforening, fortæller på medlemsmødet om, hvilke konsekvenser TTIP kan få på undervisningsområdet. Og Lauge Skov­gaard, der er lektor på University College London og tilknyttet Oxford Universitet, holder oplæg om udfordringerne ved at etablere et internationalt voldgiftssystem. Ifølge Lauge Skovgaard vil det fx betyde, at man får mulighed for at gå helt uden om de danske domstole, hvis man fx har et amerikansk pas. Det kan i sidste ende betyde, at internationale investeringsvoldgifter giver investorerne rettigheder, der går ud over det, de kan forvente selv i udviklede markedsøkonomier og demokratier, påpeger Lauge Skovgaard.

Arrangementet er gratis og finder sted i Akademikerhuset på Frederiksberg. Yderligere information og tilmelding skal ske under her.
}