Dansk Magisterforening

Mælkevejens sorte hul – min nye ven

Lisbeth Ammitzbøll
Del artikel:

150 unge må afvises ved døren. 550 får klemt sig indenfor til en lørdag aften i selskab med en af verdens førende fysikere. Science & Cocktails serverer endnu en forrygende oplevelse, hvor hård naturvidenskab får en blød indpakning i Byens Lys på Christiania. Aftenens populære emne? Sorte huller og strengteori.

Jeg tænkte nok, at der var noget galt. Har pluklæst om det – og fornemmet det. Vi roterer i sindssyg høj hastighed omkring et sort hul. Lige midt i Mælkevejen er der – ingenting.

Omkring mig i halvmørket tager publikum forbløffende godt imod nyheden. Som om de vidste det i forvejen. Jeg kan se deres ansigter i lyset fra scenen. De ser glade ud, afslappede, uden de sædvanlige uf det her er svært-panderynker, som man kan studere i alverdens auditorier. Deres gennemsnitsalder når næppe op på 30 år. Emnet kunne ellers godt fortjene et par rynker. Sorte huller, strengteori, universets uendelighed, partikelfysik og Einstein.

“De grundlæggende naturlove, sådan som vi forstår dem i dag, er både ufuldstændige og ulogiske”, siger Andrew Strominger med et smil. Som om det skulle være en trøst. Som om det ikke var slemt nok med hullet i Mælkevejen.

Verden ifølge en tændstikmand
Strominger er en af verdens absolut førende forskere inden for teoretisk fysik og årets modtager af Dirac medaljen. Hans speciale er sorte huller og strengteori. Han er også en veloplagt mand med tør humor og firkantede briller. Hans slideshow består mest af tegninger med tændstikmænd, som han selv har tegnet. Nu står han på scenen i biografsalen Byens Lys på Christiania og ser lige så afslappet ud som sit publikum.

“I et sort hul er der ingenting”, siger han og samler hænderne.

“Der er faktisk mindre end ingenting. Der er ikke engang plads, som ingenting kan være i. I et sort hul er der ingenting-ingenting”.

Klogt nok har han undladt at tegne et sort hul.

Publikum lytter. Deres ansigter er stadig fornøjede.

Naturvidenskabernes krise findes ikke – ikke her, ikke i aften. Science & Cocktails tiltrækker ikke blot masser af unge mennesker, men også forskere i absolut verdensklasse.

Tidligere på året har Field-medalje-vinder Cédric Villani fortalt om matematikkens indflydelse på vores hverdag, og professor Richard Wiseman er rejst fra Hertfordshire på sit første besøg i København for at fortælle om psykologien bag overbevisninger, det overnaturlige og følelsen af held. Alene i år har 13 arrangementer givet et videnskabeligt blik på så forskellige emner som fx bevidsthed, smagen umami, lykke, insektsamfund, komplekse netværk, kvantemekanik og kaos og kompleksitet i naturen.

Mod nye horisonter
Nede på scenen beviser Andrew Strominger, at han er virkelig god til at tegne Einstein. En forskrækket Einstein ser sig selv i spejlet, men kan ikke se sit spejlbillede, fordi han bevæger sig væk fra spejlet med mere end lysets hastighed. Derefter formulerer Einstein reglen om, at intet kan rejse hurtigere end lysets hastighed. Publikum griner.

Her er en god varme. Strålevarmen fra 300 mennesker sørger for at holde temperaturen oppe sammen med en enorm brændeovn. Ovenpå sidder andre 250 tilskuere og ser det hele på direkte videotransmission. Det var dem, der troede, at det var tids nok at dukke op, en halv time før Science & Cocktails begyndte.

Foreløbig er her mere science end cocktails, selv om jeg godt kunne trænge til en forfriskning, for nu er Andrew Strominger nået til begivenhedshorisonten, hvis struktur er et uløst problem for fysikken ligesom foreningen af kræfter og partikler, universets opståen og kvantestrukturen i sorte huller.

“Et af problemerne med et sort hul er, at vi ikke kan se det. Det fylder intet, men opsuger alt. Vi kan regne på det matematisk, og vi kan observere dets effekt på andre himmellegemer, men et sort hul er i sig selv usynligt”, forklarer Strominger.

Alligevel kan et sort hul have en størrelse, men det handler om afstanden mellem hullet med ingenting-ingenting og den radius, hvor lyset lige akkurat kan slippe væk. Astrofysikere kalder den for Schwarzschild-radius eller begivenhedshorisonten. Strominger har tegnet en tragt.

Hawkings formel
Utroligt, så stille 300 mennesker kan sidde. Bortset fra en enkelt råber, der er virkelig glad for Stromingers pointer og indimellem bobler over af begejstring, er koncentrationen i salen høj.

Vi er 32 minutter inde i foredraget, da Strominger præsenterer sit oplægs første formel – Stephen Hawking har regnet den ud. Den involverer et S for et sort huls entropi, som fortæller, hvor meget information hullet indeholder, et k for Boltzmanns konstant, som man også bruger i termodynamikken, og et lp, som ikke er et pladeformat, men den såkaldte planck­længde og et uhyre lille tal, som illustrerer problemet med at kombinere tyngdekraft og relativitetsteori, og endelig et A, som er arealet af det sorte huls begivenhedshorisont. Strominger kalder formlen for en af verdens fem vigtigste formler.

Jeg kigger længe på den. Så trækker jeg ned mod baren.

Tomt-tomt og fyldt-fyldt
Bagest i salen er der levende lys og stilstand. Tre bartendere i hvide kitler sidder på bardisken og følger ivrigt med i Stromingers vandren på scenen, mens han med fagter og tændstikmænd forsøger at skubbe tyngdekraft og partikelfysik sammen til noget begribeligt.

Jeg forstår, at en cocktail ikke er inden for min begivenhedshorisont lige nu.

På væggen bag Strominger står der nu en lille tændstikmand og skræver på to bobler med et ben på hver. Han kan næsten ikke stå. Den er nemlig gal med de sorte huller. De er både-og på en måde, som tændstikmanden ikke kan forstå.
På den ene side er et sort hul det enkleste, der findes, for ingenting-ingenting er enkelt-enkelt. På den anden side er de sorte huller pakket med informationer, faktisk fyldt af så meget stof, at alle Googles computerbites kan indeholdes i en billiontedel af en billiontedel af en millimeter.

Derfor skræver tændstikmanden mellem to måder at beskrive verden på. Et sort hul er tomt-tomt. Et sort hul er fyldt-fyldt.

“Hvis I tænker over det lige så længe, som jeg har gjort, vil I også blive forvirrede”, siger Strominger. Det tror jeg uden videre på.

Heldigvis er han en venlig mand og tilbyder en sammenligning, som tanken kan hvile på.

“Kan I huske de billeder, man kunne se i gamle dage i panoramaer? Man vidste godt, at de kun havde to dimensioner og sad på en skive, men når man kiggede ind i apparatet med begge øjne, var billedet tredimensionelt”.

Lad os springe mellemregningerne over. Tomt-tomt og fyldt-fyldt er måske slet ikke modsætninger, forklarer Strominger, men kunne tænkes at være to forskellige måder at beskrive et sort hul på.

Min nye ven
Pludselig er det slut, og salen klapper vildt. Der er spørgsmål, der er svar, der er diskussion, der er begejstring. Og der er en cocktail i min hånd, rygende kold af tøris, velvilligt placeret af en hvidkitlet frivillig, som senere viser sig at hedde Sofie Carstensen og være studerende på biologi. Nu dukker fotografen op. Han insisterer også på at give en cocktail. På scenen er der levende musik. Bandet hedder The Magnetic Eagle og spiller ifølge programmet rock/pop/funk/dance/­death industrial/disco/indie/experimental. Også svært flertydigt. De er fire på scenen, men nøjes med at optræde i tre dimensioner.

Uden for Byens Lys er aften blevet til nat, og luften er kølig. Jeg googler hullet i mælkevejen. Det vejer tre millioner gange så meget som Solen. Dets enorme masse holder hele vores galakse sammen. 200 milliarder stjerner spredt over 100.000 lysår. Alt sammen trukket på plads af et sort hul i Mælkevejens centrum.

Logisk eller ej, tomt-tomt eller fyldt-fyldt, gemt bag begivenhedshorisonten og skjult for vore øjne, men ikke for vore formler. Jeg fornemmer, hvad jeg ikke forstår. Uden det sorte hul ville vi alle sammen være alvorligt på spanden.

Det sorte hul er min nye ven.

Andrew Strominger
Professor, forsker i teoretisk fysik, modtager af Dirac medaljen 2014, leder af Center for the Fundamental Laws of Nature på Harvard University, habil håndtegner og lun fætter.

“Her er en helt speciel stemning. Her er hyggeligt, her er sjovt, og her er en masse unge mennesker, der vil bruge deres lørdag aften på at høre mine tanker om verden og naturlovene. For mig er det en stor tilfredsstillelse – og en stor udfordring – at formidle min viden til mennesker, der kommer med et åbent sind uden måske at have nogen stor forhåndsviden. Og så er arrangørerne af Science & Cocktails inspirerende mennesker at tilbringe tid sammen med, og de giver mig mad og drinks. What’s not to like?”.

Noah Weiss
Ph.d.-studerende på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet, tilhører kernegruppen af frivillige og er blandt andet med til at finde og invitere forskere, er aftenens vært på scenen.

“Fysik og andre naturvidenskaber kan være svære at kommunikere. Vi vil udfordre tilhørerne ved at lade ekstremt dygtige forskere formidle deres viden på en afslappet, uformel og underholdende måde. Forskerne, vi inviterer, skal være videnskabeligt og fagligt velfunderede, dygtige formidlere og samtidig være interessante for offentligheden. Tit har vores gæster haft en så overvældende positiv oplevelse, at de selv foreslår nye oplægsholdere”.

Martin Kufahl
Cand.scient. i nanoscience, Københavns Universitet, aftenens kameramand, der sørger for transmission til overetagen. Tilhører kernegruppen af frivillige hjælpere. I alt bruger omkring 30 frivillige hjælpere deres tid på Science & Cocktails.

“Med Science & Cocktails prøver vi at gøre videnskab til en del af en kulturel begivenhed. Det er lykkedes at gøre solid videnskab tilgængeligt for et bredt og interesseret publikum, der ikke nødvendigvis ville opsøge foredrag, der bliver afholdt i et støvet auditorium inden for universitetets mure, og samtidig giver vi også akademikere mulighed for at mødes med folket uden for elfenbenstårnet. Forskellige typer mennesker mødes her og har det hyggeligt sammen”.

Sofie Carstensen
Biologistuderende på Københavns Universitet, tilhører kernegruppen af frivillige hjælpere, selv christianit.

“For mig er det vigtigt, at videnskab kan formidles i et afslappet, gratis forum. Vores oplægsholdere er vanvittig dygtige forskere, som samtidig kan formidle deres viden med humor. Det er eksperimenterende, og det er sjovt. Jeg har boet på Christiania et år og har fået en stor kærlighed til Byens Lys. Stedet viser Christianias andet ansigt som et åbent, kreativt og konstruktivt sted”.

Jácome Armas
Ph.d. i teoretisk fysik fra Niels Bohr Institutet, postdoc på University of Bern, idémand bag Science & Cocktails.

“Formålet med Science & Cocktails er at skabe en åben og attraktiv platform for ekstremt dygtige danske og udenlandske forskere, som får lejlighed til at formidle deres forskning på en afslappet, uformel og underholdende måde til et publikum, der er blandet. Det er nødvendigt at dekonstruere de akademiske omgivelser, hvis man vil nå de unge, og derfor lader vi os inspirere af kunst i præsentationen. Jeg fik ideen til Science & Cocktails for fem år siden, da jeg var i gang med min ph.d. i teoretisk fysik på Niels Bohr Institutet og samtidig arbejdede i et galleri med bar i Gothersgade. Dengang var jeg i kontakt med projektet Teori og Praksis, hvor kunst og videnskab mødtes – det eksisterer desværre ikke mere – og de bad mig om at være videnskabelig kurator. Så ideen er ikke en kopi eller versionering, den findes kun her i København. Jeg er virkelig stolt over, at vi er nået så langt ad frivillighedens vej, og at vi kan invitere modtagere af Nobelpriser og Field-medaljer til at formidle deres forskning. Jeg er netop begyndt på en ny postdoc på Albert Einstein Center for Fundamental Physics på University of Bern, men jeg håber på, at jeg en skønne dag kan vende tilbage til København og gøre Science & Cocktails kendt internationalt og udbrede formen til andre lande”.





}