En ven sendt fra myndighederne
Som mentor for unge muslimer, der er på vej mod at blive radikaliserede, skal Magnus Nielsen få dem til at gå uden om de forkerte beslutninger og vise, at samfundet også er til for dem.
Kantinen på Statsbiblioteket i Aarhus er som altid fyldt med studerende. I en evig vekslen mellem fordybelse og flygtige overblik sidder de ved cafebordene med deres bøger, computere og automatkaffe.
Men en af dem er en fremmed fugl. Også selvom han kun bor få kilometer fra universitetet. Han befinder sig midt i et samfund, hvor han føler sig rodløs og uvelkommen, blandt mennesker, hvis værdier han ikke deler og ikke forstår. Passet er dansk, men hjertet befinder sig et sted i Mellemøsten, hvor hans trosfæller kæmper mod undertrykkelse og regimer, som Vesten står bag.
Sammen med ham sidder Magnus. Hans mentor. Det er Magnus, der har bestemt, at de skulle herhen. De mødtes nede på Steno Museet og spadserede op gennem Universitetsparken, snakkede lidt om fodbold, gymnasiet og andre småting. Da de kom op til biblioteket, viste Magnus ham, hvor sindssygt mange bøger der er i bogtårnet, og nu sidder de og drikker te og snakker. Om islam og alt det, der foregår. Selv om Magnus ikke er troende, ved han ret meget. Den 30-årige cand.mag. i religionsvidenskab kan fortælle om forskelle på wahabisme og salafisme og om forskellige fortolkninger af islam. Og så lytter han til, hvad man siger. I lang tid.
Statsbiblioteket er faktisk et o.k. sted.
Mødested med symbolik
Der er gået tre et halvt år, og Magnus sidder igen i Statsbibliotekets kantine, denne gang sammen med Magisterbladet. Kaffeautomaten er skiftet ud med en moderne espressomodel, men ellers er der den samme livlige stemning af unge mennesker på vej mod nye horisonter.
Magnus Nielsen er ansat som mentor i Aarhus Kommunes program for antiradikalisering. Hans job er at knytte sig til unge mennesker, der frygtes at være på vej ind i et radikalt islamistisk miljø. En vej, der ultimativt kan ende med krigs- eller terrorhandlinger.
Ovenstående er en beskrivelse af det første møde, han havde på egen hånd, med en mentee. Og at det var på Statsbiblioteket, var langtfra nogen tilfældighed.
“Jeg havde bemærket, at min mentee var meget vidensbegærlig og interesseret i læring og uddannelse. Så valgte jeg Statsbibliotektet, for det er da om noget sted et symbol på viden, læring og udvikling. Han var helt duperet over bogtårnet – at der findes så mange bøger! Det havde en god effekt med et sted, der ikke er valgt tilfældigt, men siger noget om det, der også er kernen”, fortæller Magnus Nielsen.
Han peger rundt i kantinen på forskellige borde, hvor de siden kom til at sidde adskillige gange og snakke i timevis.
I dag er det mentorforhold forbi. Opgaven er løst, i hvert fald for så vidt at hans mentee er fri af radikale muslimske miljøer. Men risikoen var til stede dengang – også mere end Magnus Nielsen var klar over.
“Efter at vi havde kendt hinanden næsten et år, snakkede vi på et tidspunkt igen om radikale miljøer. Og så sagde han: Jeg var faktisk konkret til stede i en kælder, hvor der var en rekruttør, der forsøgte at få os ind i en radikal gruppe. Det fortæller noget om, at der går noget tid, før de åbner op”.
Radikaliseringsbanen
Magnus Nielsen er 30 år. Han var nyuddannet, da han begyndte som mentor i 2011 i den dengang helt nye indsats.
Kort efter opstarten med hans første mentee blev der etableret træning og undervisning for Magnus og de øvrige mentorer. Først og fremmest ved psykologiprofessor ved AU Preben Bertelsen, hvis socialpsykologiske teorier er blevet en rød tråd for mentorindsatsen.
“Vores mål er at komme ind tidligt, i det, vi kalder den søgende periode. Vi prøver at gøre opmærksom på nogle ting og måske stille nogle muligheder op. Men jo længere vi kommer ind på radikaliseringsbanen, jo sværere bliver det. Vi har det, vi kalder tipping point – efter det kan vi ikke gøre noget. Så er det et sikkerhedsaspekt, som for eksempel politiet skal tage sig af”, fortæller Magnus Nielsen.
Han trækker nogle papirer frem med teoretiske figurer, der beskriver den situation, de unge står i. En trekant mellem individet, gruppen og samfundet. Øvelsen består i at få det til at fungere hele vejen rundt.
“Du er her som individ og har nogle holdninger, men dine holdninger og handlinger har også en betydning for dine omgivelser. Den slags har de unge meget lidt selvrefleksion omkring i starten, og det er interessant at arbejde med”, fortæller han.
En ventil, der bliver lettet
Et mentorforhold starter typisk ved, at SSP Aarhus, hvor indsatsen mod radikalisering ligger, får indberetninger om en ung, der er begyndt at opføre sig anderledes, for eksempel ved at ytre sig i militante vendinger og vise stadig mindre interesse for skole eller arbejde. Efter at have talt med forældre, lærere eller klubpædagoger tager en konsulent fra SSP kontakt til den unge og inviterer til et møde, hvor også mentoren er med. En lidt speget situation, der dog godt kan udvikle sig positivt, når den unge føler, at nogen faktisk gider lytte til ham. Ofte er det forholdene i Mellemøsten, der sætter store følelser i spil.
“Mange føler, at der sker overgreb mod islam, at man kun støtter den ene side, at man angriber den muslimske civilbefolkning og vil omstyrte deres styre. Det er næsten som en ventil, der bliver lettet. Det er, som om mange af de unge muslimer ikke rigtig har nogen legitime steder at tale om følsomme eller kontroversielle emner”, fortæller Magnus Nielsen.
Det første møde afløses af et nyt, og her foreslår konsulenten så et fast mentorforhold. Herfra overtager Magnus Nielsen kontakten på egen hånd, men har stadig mentorkonsulenten som sparringspartner i baghånden. Møderne kan variere fra flere gange om ugen til et par gange om måneden.
Magnus Nielsens rolle som mentor er at komme tæt på den unge og vejlede vedkommende til at træffe de rigtige beslutninger i sit liv. Men vejen hertil går gennem en god social relation – et professionelt venskab.
Han trækker igen en seddel frem.
“Jeg skrev nogle ting ned om, hvad jeg har hjulpet med som mentor: oprettet lånekort til bibliotek, hjulpet med ansøgninger til studiejob, lektiehjælp, eksamenshjælp. Vi kan også bare pleje relationen – spise en sandwich, få en kop kakao på en cafe eller gå i biografen”, fortæller han.
Respekt for islamviden
Den venskabelige kontakt har flere formål. Det ene er at opnå fortrolighed og tillid. Det andet er – hvor absurd det end kan lyde – at guide de unge ind i det normalsamfund, de ellers føler sig afsondrede fra.
“Nogle af mine mentor-kolleger har oplevet, at deres mentees rent faktisk ikke har prøvet at være på cafe og forstået, at de også kan bruge den side af samfundet. Kan jeg det? Og vi vil gerne have vores mentees til at være en del af samfundet”.
Han fortæller også, hvordan han i et tilfælde endte med at optræde som mægler i en familiekonflikt. Hans mentee hang ud med nogle mere radikale typer, blandt andet fordi han ikke havde lyst til at være hjemme. Forældrene syntes, det hele var gået i skuddermudder, og så spurgte de direkte Magnus Nielsen, om han ikke kunne gøre noget.
“Det er følelsen af social kontrol, og at forældrene bestemmer alt, mens forældrene synes, han ikke passer sine pligter og altid er ude. Det kan lyde som banale teenageproblemer, men det kan jo føles stærkt alligevel. Så vi satte os ned, og jeg tog en blok og spurgte: Hvad vil du have anderledes, hvad vil I have anderledes? Og så blev de ting skrevet ned. To uger senere satte vi os ned igen, og alene det, at de havde lyttet til hinanden, havde gjort stemningen bedre”, fortæller han.
En afgørende faktor for Magnus Nielsens rolle som mentor er hans uddannelse i religionsvidenskab, hvor specialeafhandlingen sågar handlede om radikal islamisk politik. Hans viden om islam er med til at give hans ord tyngde – også selvom han selv er ikketroende.
“Så sent som sidste uge sagde min nuværende mentee: Det afgørende ved, at du ved de her ting, er, at jeg ikke skal forklare alt muligt. Vi er i et paradigme, hvor vi forstår hinanden. Det synes jeg er fantastisk”.
Netop det at skulle håndtere sin tro i et verdsligt samfund som det danske er en stor udfordring og frustration og medvirkende til at skabe den fremmedgjorthed, der i yderste instans kan føre til radikalisme.
“Det første, jeg siger, er, at det er fint at være religiøs. Det skal bare landes på et niveau, hvor det bliver en del af tilværelsen og ikke hele tilværelsen”.
Flakkende øjne
Formålet med indsatsen er primært at forebygge, at unge radikaliseres i en grad, hvor de ultimativt rejser ud af landet for at deltage i terror eller krigshandlinger. Men en del af indsatsen handler om dem, der ikke blev stoppet i tide, og som bagefter vender hjem, først og fremmest fra Syrien.
De bliver også en del af mentorprogrammet, og Magnus Nielsen har været mentor for en såkaldt syriensfarer.
Vedkommende havde efter eget udsagn kun deltaget i humanitært arbejde i en lejr. Men om det er hele sandheden, kan man ifølge Magnus Nielsen ikke vide.
“Han er meget glad for at have været af sted, og han ville meget gerne fortsætte med humanitært arbejde. Jeg foreslog, at han kunne hjælpe hjemmefra gennem nogle muslimske organisationer, men han var ikke helt med på den, fordi han hellere ville af sted selv. Han følte virkelig, han havde gjort en forskel og udfyldt en muslimsk pligt”.
Omvendt kunne Magnus godt fornemme, at her var en person, der havde været tæt på en krig.
“Man kunne sagtens se, at vedkommende havde oplevet nogle ting. Vi kunne sidde her på Statsbiblioteket, hvor der er mange mennesker, og han ville sidde med flakkende øjne og konstant opmærksomhed på omgivelserne, især høje lyde. Det står for min egen regning, men det ligner en reaktion”, siger han.
Ingen tvang
Den hjemvendte syriensfarer var gået ud af 3g, så fokus var at få ham tilbage på skolebænken, så han kunne få sin eksamen. Det lykkedes, og derefter ønskede han at stoppe mentorforholdet. Magnus havde gerne fortsat.
“Der var mere at arbejde med. Vi havde succes med, at han fik sin studentereksamen, og han tog ikke af sted igen i perioden. Men det var ikke en færdig sag”.
Men programmet er frivilligt. Der er ingen tvang. Omvendt slutter mentor-forholdet også, når radikaliseringstruslen er væk. Og Magnus må tage den professionelle mine på og sige tak for denne gang.
Sin nuværende mentee har han haft siden februar. Også han ville gerne til Syrien for at “gøre en forskel”.
“Han beskrev det næsten, som om han var ansat i Udenrigsministeriet. Men der må man også være skarp og sige: Det der er utopisk. For nogle uger siden siger han så: Magnus, nu har jeg ikke lyst til at tage til Syrien mere. Det er fint, men der skal stadig arbejdes med det. Det skal sive ned i kroppen”.
Af hensyn til det fortsatte mentorarbejde optræder den interviewede i artiklen med et opdigtet navn.
Men en af dem er en fremmed fugl. Også selvom han kun bor få kilometer fra universitetet. Han befinder sig midt i et samfund, hvor han føler sig rodløs og uvelkommen, blandt mennesker, hvis værdier han ikke deler og ikke forstår. Passet er dansk, men hjertet befinder sig et sted i Mellemøsten, hvor hans trosfæller kæmper mod undertrykkelse og regimer, som Vesten står bag.
Sammen med ham sidder Magnus. Hans mentor. Det er Magnus, der har bestemt, at de skulle herhen. De mødtes nede på Steno Museet og spadserede op gennem Universitetsparken, snakkede lidt om fodbold, gymnasiet og andre småting. Da de kom op til biblioteket, viste Magnus ham, hvor sindssygt mange bøger der er i bogtårnet, og nu sidder de og drikker te og snakker. Om islam og alt det, der foregår. Selv om Magnus ikke er troende, ved han ret meget. Den 30-årige cand.mag. i religionsvidenskab kan fortælle om forskelle på wahabisme og salafisme og om forskellige fortolkninger af islam. Og så lytter han til, hvad man siger. I lang tid.
Statsbiblioteket er faktisk et o.k. sted.
Mødested med symbolik
Der er gået tre et halvt år, og Magnus sidder igen i Statsbibliotekets kantine, denne gang sammen med Magisterbladet. Kaffeautomaten er skiftet ud med en moderne espressomodel, men ellers er der den samme livlige stemning af unge mennesker på vej mod nye horisonter.
Magnus Nielsen er ansat som mentor i Aarhus Kommunes program for antiradikalisering. Hans job er at knytte sig til unge mennesker, der frygtes at være på vej ind i et radikalt islamistisk miljø. En vej, der ultimativt kan ende med krigs- eller terrorhandlinger.
Ovenstående er en beskrivelse af det første møde, han havde på egen hånd, med en mentee. Og at det var på Statsbiblioteket, var langtfra nogen tilfældighed.
“Jeg havde bemærket, at min mentee var meget vidensbegærlig og interesseret i læring og uddannelse. Så valgte jeg Statsbibliotektet, for det er da om noget sted et symbol på viden, læring og udvikling. Han var helt duperet over bogtårnet – at der findes så mange bøger! Det havde en god effekt med et sted, der ikke er valgt tilfældigt, men siger noget om det, der også er kernen”, fortæller Magnus Nielsen.
Han peger rundt i kantinen på forskellige borde, hvor de siden kom til at sidde adskillige gange og snakke i timevis.
I dag er det mentorforhold forbi. Opgaven er løst, i hvert fald for så vidt at hans mentee er fri af radikale muslimske miljøer. Men risikoen var til stede dengang – også mere end Magnus Nielsen var klar over.
“Efter at vi havde kendt hinanden næsten et år, snakkede vi på et tidspunkt igen om radikale miljøer. Og så sagde han: Jeg var faktisk konkret til stede i en kælder, hvor der var en rekruttør, der forsøgte at få os ind i en radikal gruppe. Det fortæller noget om, at der går noget tid, før de åbner op”.
Radikaliseringsbanen
Magnus Nielsen er 30 år. Han var nyuddannet, da han begyndte som mentor i 2011 i den dengang helt nye indsats.
Kort efter opstarten med hans første mentee blev der etableret træning og undervisning for Magnus og de øvrige mentorer. Først og fremmest ved psykologiprofessor ved AU Preben Bertelsen, hvis socialpsykologiske teorier er blevet en rød tråd for mentorindsatsen.
“Vores mål er at komme ind tidligt, i det, vi kalder den søgende periode. Vi prøver at gøre opmærksom på nogle ting og måske stille nogle muligheder op. Men jo længere vi kommer ind på radikaliseringsbanen, jo sværere bliver det. Vi har det, vi kalder tipping point – efter det kan vi ikke gøre noget. Så er det et sikkerhedsaspekt, som for eksempel politiet skal tage sig af”, fortæller Magnus Nielsen.
Han trækker nogle papirer frem med teoretiske figurer, der beskriver den situation, de unge står i. En trekant mellem individet, gruppen og samfundet. Øvelsen består i at få det til at fungere hele vejen rundt.
“Du er her som individ og har nogle holdninger, men dine holdninger og handlinger har også en betydning for dine omgivelser. Den slags har de unge meget lidt selvrefleksion omkring i starten, og det er interessant at arbejde med”, fortæller han.
En ventil, der bliver lettet
Et mentorforhold starter typisk ved, at SSP Aarhus, hvor indsatsen mod radikalisering ligger, får indberetninger om en ung, der er begyndt at opføre sig anderledes, for eksempel ved at ytre sig i militante vendinger og vise stadig mindre interesse for skole eller arbejde. Efter at have talt med forældre, lærere eller klubpædagoger tager en konsulent fra SSP kontakt til den unge og inviterer til et møde, hvor også mentoren er med. En lidt speget situation, der dog godt kan udvikle sig positivt, når den unge føler, at nogen faktisk gider lytte til ham. Ofte er det forholdene i Mellemøsten, der sætter store følelser i spil.
“Mange føler, at der sker overgreb mod islam, at man kun støtter den ene side, at man angriber den muslimske civilbefolkning og vil omstyrte deres styre. Det er næsten som en ventil, der bliver lettet. Det er, som om mange af de unge muslimer ikke rigtig har nogen legitime steder at tale om følsomme eller kontroversielle emner”, fortæller Magnus Nielsen.
Det første møde afløses af et nyt, og her foreslår konsulenten så et fast mentorforhold. Herfra overtager Magnus Nielsen kontakten på egen hånd, men har stadig mentorkonsulenten som sparringspartner i baghånden. Møderne kan variere fra flere gange om ugen til et par gange om måneden.
Magnus Nielsens rolle som mentor er at komme tæt på den unge og vejlede vedkommende til at træffe de rigtige beslutninger i sit liv. Men vejen hertil går gennem en god social relation – et professionelt venskab.
Han trækker igen en seddel frem.
“Jeg skrev nogle ting ned om, hvad jeg har hjulpet med som mentor: oprettet lånekort til bibliotek, hjulpet med ansøgninger til studiejob, lektiehjælp, eksamenshjælp. Vi kan også bare pleje relationen – spise en sandwich, få en kop kakao på en cafe eller gå i biografen”, fortæller han.
Respekt for islamviden
Den venskabelige kontakt har flere formål. Det ene er at opnå fortrolighed og tillid. Det andet er – hvor absurd det end kan lyde – at guide de unge ind i det normalsamfund, de ellers føler sig afsondrede fra.
“Nogle af mine mentor-kolleger har oplevet, at deres mentees rent faktisk ikke har prøvet at være på cafe og forstået, at de også kan bruge den side af samfundet. Kan jeg det? Og vi vil gerne have vores mentees til at være en del af samfundet”.
Han fortæller også, hvordan han i et tilfælde endte med at optræde som mægler i en familiekonflikt. Hans mentee hang ud med nogle mere radikale typer, blandt andet fordi han ikke havde lyst til at være hjemme. Forældrene syntes, det hele var gået i skuddermudder, og så spurgte de direkte Magnus Nielsen, om han ikke kunne gøre noget.
“Det er følelsen af social kontrol, og at forældrene bestemmer alt, mens forældrene synes, han ikke passer sine pligter og altid er ude. Det kan lyde som banale teenageproblemer, men det kan jo føles stærkt alligevel. Så vi satte os ned, og jeg tog en blok og spurgte: Hvad vil du have anderledes, hvad vil I have anderledes? Og så blev de ting skrevet ned. To uger senere satte vi os ned igen, og alene det, at de havde lyttet til hinanden, havde gjort stemningen bedre”, fortæller han.
En afgørende faktor for Magnus Nielsens rolle som mentor er hans uddannelse i religionsvidenskab, hvor specialeafhandlingen sågar handlede om radikal islamisk politik. Hans viden om islam er med til at give hans ord tyngde – også selvom han selv er ikketroende.
“Så sent som sidste uge sagde min nuværende mentee: Det afgørende ved, at du ved de her ting, er, at jeg ikke skal forklare alt muligt. Vi er i et paradigme, hvor vi forstår hinanden. Det synes jeg er fantastisk”.
Netop det at skulle håndtere sin tro i et verdsligt samfund som det danske er en stor udfordring og frustration og medvirkende til at skabe den fremmedgjorthed, der i yderste instans kan føre til radikalisme.
“Det første, jeg siger, er, at det er fint at være religiøs. Det skal bare landes på et niveau, hvor det bliver en del af tilværelsen og ikke hele tilværelsen”.
Flakkende øjne
Formålet med indsatsen er primært at forebygge, at unge radikaliseres i en grad, hvor de ultimativt rejser ud af landet for at deltage i terror eller krigshandlinger. Men en del af indsatsen handler om dem, der ikke blev stoppet i tide, og som bagefter vender hjem, først og fremmest fra Syrien.
De bliver også en del af mentorprogrammet, og Magnus Nielsen har været mentor for en såkaldt syriensfarer.
Vedkommende havde efter eget udsagn kun deltaget i humanitært arbejde i en lejr. Men om det er hele sandheden, kan man ifølge Magnus Nielsen ikke vide.
“Han er meget glad for at have været af sted, og han ville meget gerne fortsætte med humanitært arbejde. Jeg foreslog, at han kunne hjælpe hjemmefra gennem nogle muslimske organisationer, men han var ikke helt med på den, fordi han hellere ville af sted selv. Han følte virkelig, han havde gjort en forskel og udfyldt en muslimsk pligt”.
Omvendt kunne Magnus godt fornemme, at her var en person, der havde været tæt på en krig.
“Man kunne sagtens se, at vedkommende havde oplevet nogle ting. Vi kunne sidde her på Statsbiblioteket, hvor der er mange mennesker, og han ville sidde med flakkende øjne og konstant opmærksomhed på omgivelserne, især høje lyde. Det står for min egen regning, men det ligner en reaktion”, siger han.
Ingen tvang
Den hjemvendte syriensfarer var gået ud af 3g, så fokus var at få ham tilbage på skolebænken, så han kunne få sin eksamen. Det lykkedes, og derefter ønskede han at stoppe mentorforholdet. Magnus havde gerne fortsat.
“Der var mere at arbejde med. Vi havde succes med, at han fik sin studentereksamen, og han tog ikke af sted igen i perioden. Men det var ikke en færdig sag”.
Men programmet er frivilligt. Der er ingen tvang. Omvendt slutter mentor-forholdet også, når radikaliseringstruslen er væk. Og Magnus må tage den professionelle mine på og sige tak for denne gang.
Sin nuværende mentee har han haft siden februar. Også han ville gerne til Syrien for at “gøre en forskel”.
“Han beskrev det næsten, som om han var ansat i Udenrigsministeriet. Men der må man også være skarp og sige: Det der er utopisk. For nogle uger siden siger han så: Magnus, nu har jeg ikke lyst til at tage til Syrien mere. Det er fint, men der skal stadig arbejdes med det. Det skal sive ned i kroppen”.
Af hensyn til det fortsatte mentorarbejde optræder den interviewede i artiklen med et opdigtet navn.
