Den bløde vej i Aarhus
Kan man forebygge krig og terror med snak? Det gør man i hvert fald i Aarhus med så stor succes, at indsatsen mod radikalisering er blevet rollemodel for hele landet.
Op mod 3.000 muslimer fra den vestlige verden er frivilligt draget til Syrien for at kæmpe for IS i den regionale konflikt. Et internationalt problem, både fordi det skærper konflikten i området, men især fordi man frygter en tilbagevenden af stærkt radikaliserede, våbentrænede unge, der i værste fald kan udgøre en terrorrisiko, når de vender hjem.
Men måske ligger løsningen på problemet i Aarhus. I hvert fald har en særlig indsats mod radikalisering af unge muslimer vist sig så effektiv, at en lind strøm af såkaldte syriensfarere fra byen i 2012 og 2013 i år er blevet fuldstændig stoppet.
I september lancerede regeringen en national handlingsplan omkring forebyggelse af radikalisering og ekstremisme, og her er Aarhus-indsatsen udpeget som rollemodel.
Men samtidig er Aarhus-indsatsen under stærk kritik – især fra Dansk Folkeparti – for at samarbejde med den lokale, salafistsympatiserende Grimhøj-moske og for generelt at have en for blød og tolerant tilgang til syriensfarerne.
Spidser blyanten på systemerne
Der er intet hokuspokus over Aarhus-modellen. Den er kendetegnet ved en omfattende, helhedsorienteret og målrettet indsats lige fra de første bekymringer fra forældre eller lærere over en ung, der begynder at ytre sig i militante vendinger, til de, der vender hjem fra krigen i Syrien.
“Vores strategi er at gå lige på den unge og forældrene. Tage snakken og finde ud af, hvad der er på spil. Det er i miljøet, det skal løses. Og det med at have en direkte tilgang har vi haft meget god succes med. Vi bruger de systemer, der findes – politi og socialforvaltning. Så vi har egentlig ikke lavet noget nyt, bare spidset blyanten på de almindelige systemer”, fortæller Toke Agerschou, der er leder af SSP Aarhus.
En særlig ting omkring Aarhus-indsatsen er den omfattende inddragelse af vidensressourcer. En række forskere – primært fra Aarhus Universitet – har præget indsatsen med baggrund i deres egen forskning.
Modpoler til sekterisk tiltrækning
Forskerne fra AU spiller blandt andet en stor rolle i uddannelsen af et særligt mentorkorps, der indgår som trin to i indsatsen. Hvis en ung er på en glidebane mod radikalisering, forsøger man at knytte vedkommende sammen med en mentor, der kan virke som en modpol til den påvirkning, den unge er udsat for fra de radikale miljøer. En påvirkning, som kan have næsten sekterisk karakter.
“Det er grupper med stærke fællestræk og stærk, indre disciplin, og det gør, at al information bliver filtreret. Hvis man så samtidig føler sig hjemløs i det øvrige samfund, så er det svært at finde ud”, fortæller Toke Agerschou.
I yderste instans har han mulighed for at iværksætte en exitstrategi, som man kender det fra bande- og rockerarbejdet, hvis den unge vil ud af miljøet, men ikke selv magter at tage skridtet.
Hjælp til syriensfarerforældre
En anden vigtig del af indsatsen har været omkring de unge, der allerede er rejst til Syrien. Her arbejder man i første omgang med forældrene, der som regel har været stærkt imod den unges rejse og er dybt bekymrede.“Vi har tre slags møder. Et, der er mere selvhjælpsagtigt. Et, der handler om, hvordan man snakker med de unge, når de ringer hjem. Og så et, der handler om at give forældrene noget forståelse omkring samfund og myndigheder. De er ofte vrede og kan ikke forstå, at vi ikke stopper deres børn, tager deres pas eller gør noget andet”, siger Toke Agerschou.
Hvis og når de unge vender tilbage, står man igen klar. De tilbydes samtaler med en psykolog, og man forsøger at få dem i gang med en normal hverdag igen, for eksempel ved hjælp af mentorordningen.
Fra marginalisering til radikalisering
Netop disse tilbud har været under heftig politisk beskydning, typisk fra den fløj, der også vil have det gjort ulovligt at rejse til Syrien og deltage i konflikten – det er det principielt ikke i dag, medmindre man kæmper med grupper, der er på EU’s terrorlister.
Toke Agerschou ser pragmatisk på det spørgsmål.
“Min faglige tilgang er, at hvis det virker at tage passet fra folk, så sæt det i værk. Men det er svært at se, hvordan man vil håndhæve det. Og faren er, at man sætter nogle stopklodser op, der bekræfter de unge i, at de lever i et træls samfund”, siger han.
Projektet har det officielle navn “indsats mod radikalisering og diskriminering”. Ordet diskriminering peger på en af de grundlæggende kilder til radikalisering – at unge føler sig marginaliserede i deres eget fødeland på grund af race, religion eller kultur. Et problem, der ikke så let lader sig løse. Men Agerschou peger blandt andet på, hvordan man i skolerne kan være med til at skabe større kendskab og forståelse mellem religioner og kulturer i landet.
“Som lærer skal man påtage sig at tage nogle af de store spørgsmål op, lade de unge diskutere og få nogle meninger til at brydes. Det er med til at aftabuisere de emner, og det hjælper dem, der føler sig marginaliseret i klassen”.
Men måske ligger løsningen på problemet i Aarhus. I hvert fald har en særlig indsats mod radikalisering af unge muslimer vist sig så effektiv, at en lind strøm af såkaldte syriensfarere fra byen i 2012 og 2013 i år er blevet fuldstændig stoppet.
I september lancerede regeringen en national handlingsplan omkring forebyggelse af radikalisering og ekstremisme, og her er Aarhus-indsatsen udpeget som rollemodel.
Men samtidig er Aarhus-indsatsen under stærk kritik – især fra Dansk Folkeparti – for at samarbejde med den lokale, salafistsympatiserende Grimhøj-moske og for generelt at have en for blød og tolerant tilgang til syriensfarerne.
Spidser blyanten på systemerne
Der er intet hokuspokus over Aarhus-modellen. Den er kendetegnet ved en omfattende, helhedsorienteret og målrettet indsats lige fra de første bekymringer fra forældre eller lærere over en ung, der begynder at ytre sig i militante vendinger, til de, der vender hjem fra krigen i Syrien.
“Vores strategi er at gå lige på den unge og forældrene. Tage snakken og finde ud af, hvad der er på spil. Det er i miljøet, det skal løses. Og det med at have en direkte tilgang har vi haft meget god succes med. Vi bruger de systemer, der findes – politi og socialforvaltning. Så vi har egentlig ikke lavet noget nyt, bare spidset blyanten på de almindelige systemer”, fortæller Toke Agerschou, der er leder af SSP Aarhus.
En særlig ting omkring Aarhus-indsatsen er den omfattende inddragelse af vidensressourcer. En række forskere – primært fra Aarhus Universitet – har præget indsatsen med baggrund i deres egen forskning.
Modpoler til sekterisk tiltrækning
Forskerne fra AU spiller blandt andet en stor rolle i uddannelsen af et særligt mentorkorps, der indgår som trin to i indsatsen. Hvis en ung er på en glidebane mod radikalisering, forsøger man at knytte vedkommende sammen med en mentor, der kan virke som en modpol til den påvirkning, den unge er udsat for fra de radikale miljøer. En påvirkning, som kan have næsten sekterisk karakter.
“Det er grupper med stærke fællestræk og stærk, indre disciplin, og det gør, at al information bliver filtreret. Hvis man så samtidig føler sig hjemløs i det øvrige samfund, så er det svært at finde ud”, fortæller Toke Agerschou.
I yderste instans har han mulighed for at iværksætte en exitstrategi, som man kender det fra bande- og rockerarbejdet, hvis den unge vil ud af miljøet, men ikke selv magter at tage skridtet.
Hjælp til syriensfarerforældre
En anden vigtig del af indsatsen har været omkring de unge, der allerede er rejst til Syrien. Her arbejder man i første omgang med forældrene, der som regel har været stærkt imod den unges rejse og er dybt bekymrede.“Vi har tre slags møder. Et, der er mere selvhjælpsagtigt. Et, der handler om, hvordan man snakker med de unge, når de ringer hjem. Og så et, der handler om at give forældrene noget forståelse omkring samfund og myndigheder. De er ofte vrede og kan ikke forstå, at vi ikke stopper deres børn, tager deres pas eller gør noget andet”, siger Toke Agerschou.
Hvis og når de unge vender tilbage, står man igen klar. De tilbydes samtaler med en psykolog, og man forsøger at få dem i gang med en normal hverdag igen, for eksempel ved hjælp af mentorordningen.
Fra marginalisering til radikalisering
Netop disse tilbud har været under heftig politisk beskydning, typisk fra den fløj, der også vil have det gjort ulovligt at rejse til Syrien og deltage i konflikten – det er det principielt ikke i dag, medmindre man kæmper med grupper, der er på EU’s terrorlister.
Toke Agerschou ser pragmatisk på det spørgsmål.
“Min faglige tilgang er, at hvis det virker at tage passet fra folk, så sæt det i værk. Men det er svært at se, hvordan man vil håndhæve det. Og faren er, at man sætter nogle stopklodser op, der bekræfter de unge i, at de lever i et træls samfund”, siger han.
Projektet har det officielle navn “indsats mod radikalisering og diskriminering”. Ordet diskriminering peger på en af de grundlæggende kilder til radikalisering – at unge føler sig marginaliserede i deres eget fødeland på grund af race, religion eller kultur. Et problem, der ikke så let lader sig løse. Men Agerschou peger blandt andet på, hvordan man i skolerne kan være med til at skabe større kendskab og forståelse mellem religioner og kulturer i landet.
“Som lærer skal man påtage sig at tage nogle af de store spørgsmål op, lade de unge diskutere og få nogle meninger til at brydes. Det er med til at aftabuisere de emner, og det hjælper dem, der føler sig marginaliseret i klassen”.
