Dansk Magisterforening

Større arbejdsglæde til alle

Lisbeth Ammitzbøll
Del artikel:

Rasmus Hougaard stiftede for fire år siden The Potential Project International. I dag bruges hans mentale træningsprogram af offentlige og private virksomheder i mere end 20 lande. “Næsten alle mennesker kan få et bedre og mere effektivt arbejdsliv med mindfulness. Den overbevisning er min drivkraft”.

Iværksætter, freelancer, selvstændig, fri fugl. Stadig flere DM-medlemmer vælger at være medarbejder i eget firma med sig selv som chef. Deres opgaver spænder vidt: konsulentarbejde og rådgivning, oversættelse, it, kommunikation, projektledelse, naturvejledning og meget andet. DM arbejder som fagforening for at lette vilkårene for dem, der arbejder uden fast månedsløn.  Magisterbladet vil i hvert nummer i 2014 fortælle historien om en iværksætter.

Første kursus var knald eller fald, følte han. “Jeg var 100 procent powerpacked og virkelig, virkelig klar. Jeg havde undervist i og praktiseret mindfulness i 15 år, og nu skulle den her virksomhed bare optimeres på den gode måde, og medarbejderne skulle guides til større arbejdsglæde og effektivitet og til et lykkeligere liv, og jeg var helt oppe og køre, og jeg underviste og vejledte, og de sad alle sammen foran mig og dyrkede mindfulness, og formiddagen gik forrygende godt. Syntes jeg. Da vi skulle i gang igen efter frokostpausen, stod jeg i et næsten tomt lokale”. Rasmus Hougaard ser væk. “Det var dybt smerteligt”.

Magisterbladet møder Rasmus Hougaard i Københavns Lufthavn, der for ham er lige så velkendt som kontoret i Espergærde. Som leder af The Potential Project har den 39-årige cand.mag. omkring 100 rejsedage om året. Oftest går turen til en af de partnere, der formidler programmet i udlandet og sælger kurser i Corporate-Based Mindfulness Training. Kunderne tæller internationale virksomheder som Sony, Google, American Express og McKinsey.

Øst møder vest
Tilbage til 2007. I det næsten tomme kursuslokale var der masser af plads til refleksion.

“Den dag lærte jeg, at det ikke er nok at være engageret og have et fantastisk produkt. Jeg havde forsøgt at lære dem mindfulness på en meget personlig og individuel måde, som hørte til i hjemmesfæren, og det duede ikke, når folk var på arbejde og havde travlt. Jeg fik en erfaring, som jeg tror, er væsentlig for alle iværksættere: Det er ikke nok at komme med sin egen drøm om, hvordan andre mennesker skal have glæde af ens produkt. Man er nødt til at skrue det sammen, så det umiddelbart giver mening for brugerne”.

Rasmus Hougaard besluttede at udvikle sin idé. Han samlede erhvervsledere, eksperter i mindfulness og forskere og udviklede i samarbejde med dem et bud på, hvordan østlig inspireret meditation kan give mening i en vestlig virksomhed.

To år senere stod han igen i en virksomhed for at undervise i sine metoder til at skabe ro og koncentration i en stresset hverdag fuld af afbrydelser fra mails, telefoner og møder. Kunden var Skandinaviens største forsikringsselskab If med 3,6 millioner kunder og 6.300 ansatte. En afdeling med 30 ansatte deltog i 11 workshops over en periode på fire måneder. Denne gang var der ingen, der gik.

Mental træning til alle
If havde bedt et eksternt konsulenthus om at evaluere forløbet.

Konsulenterne nåede frem til, at medarbejderne blev mere produktive, mere fokuserede, mindre stressede, opnåede en bedre work-life-balance og fik bedre samarbejdsrelationer. De fik det også bedre med deres familie og venner. Der var store resultater på en relativt kort intervention”.

Rasmus Hougaards nye produkt Corporate-Based Mindfulness Training havde bestået sin eksamen. En stor dag i iværksætterens liv.

“Jeg har dyrket mindfulness, fra jeg var 18 år. For mig er mindfulness en så effektiv og kraftfuld metode til at få et bedre liv, at jeg ikke kan lade være med at udbrede den til andre. I alt for mange virksomheder spilder alt for mange mennesker deres kræfter ved ikke at udnytte deres mentale evner. Det gælder i håndteringen af alt fra e-mails over møder til store strategiske beslutninger. Nu havde jeg fået mindfulness til at fungere i en organisationssammenhæng”.

Skabte selv et marked
I Rasmus Hougaards tilbageblik var vejen til succes fuld af huller og sving og overraskelser og opture og nedture.

“Man skal virkelig brænde for sin idé, ellers brænder man for hurtigt ud. Jeg ville have mindfulness til at fungere i virksomheder, men lige præcis virksomheder var det sværeste sted at skabe forståelse. Når jeg for fem-seks år siden forklarede virksomhedsledere om min idé, så de på mig, som om jeg var dum. Vores største udfordring har været at skabe et marked, der ikke fandtes i forvejen. Midt i finanskrisen var der ingen, der stod og råbte på vores program. Vi skulle uddanne økonomisk pressede ledelser til at erkende, at der var for meget stress og ineffektivitet i deres virksomheder, og at løsningen ikke var flere kurser i bogføring, men mental træning af dem selv og deres medarbejdere. Vi tjente ingen penge i lang tid”.

Lokal og global
Den strategiske markedsføring af træningsprogrammet i mindfulness er foregået på konferencer med mange topledere. En del af konferencerne har haft The Potential Project som medarrangør.

“Vi ville skabe et netværk af beslutningstagere på højt niveau. I Danmark har vi holdt konferencer med dagbladet Børsen, CBS og Carlsberg. Vi er blevet co-brandet sammen med dem. Kunsten har været at arrangere konferencer og holde indlæg, som var så interessante, at vores målgruppe bare måtte komme. Når de så havde set os tre og fire og fem gange, begyndte vores budskab at give mening”.

Ifølge Rasmus Hougaard kunne The Potential Project tjene flere penge, hvis han fokuserede på Danmark. Alligevel bruger han 60 procent af sin tid på virksomhedens globale del.

“Min drivkraft er stadig at udbrede metoden til flest mulige mennesker, og Danmark er et lille land. Desuden ved jeg fra min tid i Sony, at det træningsprogram, en global virksomhed vælger i et land, ofte ender med at være det program, man udbreder til andre lande også. Det giver god mening at være til stede på mange markeder”.

Rasmus fra RUC
The Potential Project skal vokse. Næste år planlægger Rasmus Hougaard at udvide antallet af undervisere fra 70 til 110. Væksten skal komme fra Europa, USA, Asien og Australien.

“Vi skal vokse, fordi det vil bringe mindfulness ud til flere mennesker, og især i virksomheder er der meget stress og ineffektivitet, som ikke altid behøver at være der. Hvis vi kan få folk til at være venligere og gladere som medarbejdere og kolleger, gør vi noget godt i stor skala”.

Forandringen fra Rasmus fra RUC til leder for en global virksomhed har indimellem været svær.

“Usikkerheden slider. Det er hårdt ikke at tjene penge i perioder, og det er hårdt ikke at vide, om man kan finde ud af at omsætte sin idé til en virksomhed. Man ved jo ikke på forhånd, om projektet lykkes, og om man er dygtig nok. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle lede en international virksomhed eller overhovedet være ansat i det private erhvervsliv. Begge mine forældre er offentligt ansatte, og jeg så min egen fremtid i en ngo. Den første gang, hvor jeg skulle ud at købe en blazerjakke – det var en svær oplevelse. Det var slet ikke sådan, jeg så mig selv. Men det var en nødvendig transformationsproces, hvis jeg ville have succes for min idé. Når man skal arbejde med en bestemt gruppe, er man nødt til at matche dem og vise, at man forstår deres virkelighed. Min gruppe var topledere i erhvervslivet, så jeg var nødt til at ændre min identitet for at løse opgaven på en autentisk måde”.

Begejstret leder
Til gengæld er gevinsterne store ved at drive sin egen virksomhed, fremhæver han og nævner i flæng friheden i arbejdet, glæden ved feedback fra taknemlige kursister, bevidstheden om at gøre en forskel i verden.

“Man bliver tvunget til at vokse som person. Inden The Potential Project var jeg Rasmus, der gik på RUC og var ret almindelig. Processen med at udvikle et produkt og opbygge en virksomhed har ændret mit syn på, hvad jeg kan. Sådan vil det være for alle, tror jeg. En af mine bedste erfaringer er oplevelsen af at få folk med på min idé om at gøre en positiv forskel i verden med mindfulness. At få en stor gruppe mennesker med på den vision og få andre til at brænde for den samme idé, så man ikke brænder alene – det er rigtig, rigtig sjovt”.

Fra idé til forretning
Kom til fyraftensmøde og få en interaktiv peptalk for kommende iværksættere og nuværende selvstændige. Nicolai Seest, tidligere formand for Dansk Iværksætterforening,ved, hvordan man driver egen virksomhed. Det er langt enklere, end de fleste af os tror, lyder hans påstand. Tid og sted: DM på Frederiksberg den 28. februar 2013. Tilmelding på dm.dk.

Tilbud til selvstændige
DM’s sektion for freelancere og selvstændige har over 500 medlemmer. På dm.dk kan du læse om sektionens mange tilbud, for eksempel en billig erhvervsforsikring. Tjek også freelancehåndbogen med 50 siders information og  inspiration til freelancere og selvstændige.




}