Selvcensur blandt magistre vokser

Samtidig med at et ekspertudvalg under Justitsministeriet undersøger, om der er behov for at styrke offentligt ansattes ytringsfrihed, viser en DM-undersøgelse, at magistre i stigende grad undlader at deltage i den offentlige debat på grund af deres arbejdsgiver.

I alt 23 procent af DM’s medlemmer på en offentlig arbejdsplads fortæller i undersøgelsen, at de af hensyn til deres arbejdsgiver i konkrete tilfælde har afholdt sig fra at ytre sig i den offentlige debat. I 2007 svarede 17 pct. ja til samme spørgsmål.

I 2006 udsendte daværende justitsminister Lene Espersen (K) ellers en vejledning, der skulle skabe større klarhed om indholdet i offentligt ansattes ytringsfrihed. Det skete, efter at et bredt sammensat ekspertudvalg med deltagelse af blandt andet Akademikerne (tidligere Akademikernes Centralorganisation, red.) ikke havde fundet behov for at fastsætte nye regler på området.

Krisen præger lysten til at ytre sig
Formanden for DM-ansatte i den offentlige administration, Peter Grods Hansen, peger på, at både grundloven og forvaltningsloven fremhæver offentligt ansattes ret til at ytre sig offentligt – herunder også retten til at meddele offentligheden om kritisable forhold på arbejdspladsen.

Peter Grods Hansen er ikke sikker på, at den voksende selvcensur blandt DM-medlemmer er udtryk for, at der er behov for bedre beskyttelse af offentligt ansatte.

“Der kan være mange forklaringer på, at magistre censurerer sig selv og undlader at deltage i en fri og åben debat. Blandt andet frygten for at blive opfattet som illoyal af arbejdsgiveren. Det er jo typisk ikke de mest åbenmundede, der står forrest i køen, når der skal uddeles forfremmelser. Men når vi har set en negativ udvikling siden 2007, tror jeg først og fremmest, det skyldes, at vi har været igennem en krise, hvor mange har valgt at fokusere på deres kerneopgaver”, siger han.

Ifølge Peter Grods Hansen er fri og åben debat imidlertid en nødvendig forudsætning for en positiv udvikling af de offentlige arbejdspladser.

“De seneste år har budt på mange forandringer og reformer i den offentlige sektor, og med regeringens 2020-plan ser udviklingen ud til at fortsætte. Og hvis vi fortsat skal udvikle den offentlige sektor på en fornuftig måde, skal processen give plads til åben debat og kritisk stillingtagen. Så de offentlige arbejdsgivere skal udnytte, at innovative arbejdspladser også er kendetegnet ved stor åbenhed. Og medarbejderne skal være klar over, at de faktisk må gå meget vidt, når det handler om at deltage i den offentlige debat”, siger han.

Ifølge undersøgelsen kunne noget da også tyde på, at der er behov for mere debat om de offentlige arbejdspladser. Således fortæller hver tredje medarbejder, at de kender til kritiske forhold på arbejdspladsen, som offentligheden burde have kendskab til.

Positiv udvikling på universiteter
Vendes blikket mod universiteterne, svarer halvdelen af alle universitetsforskere bekræftende på samme spørgsmål. Men på universiteterne er den gode historie omvendt, at antallet af forskere, der har afholdt sig fra at ytre sig offentligt af hensyn til deres arbejdsgiver, er faldet fra 16 til 11 procent mellem 2007 og 2013.

Leif Søndergaard, fællestillidsrepræsentant for forskerne på Københavns Universitet og samtidig formand for universitetsforskerne i DM, er positivt overrasket over tallet.

“Universitetsreformen i 2003 efterlod mange forskere med en frygt for, at ytringsfriheden ville blive ramt, for det var jo medarbejderdemokratiet, man afskaffede. Efterfølgende er der nok ikke så mange forskere, der i praksis har følt sig klemt eller fået at vide, at de ikke måtte sige noget, så måske har noget af dampen lagt sig”, siger han.

To nylige episoder på Københavns Universitet viser ifølge Leif Sønder­gaard, at ytringsfriheden i praksis udfordres, men i begge tilfælde har universitetets topledelse bakket op om den frie akademiske debat.

I den såkaldte OPUS-sag slog ledelsen fast, at en koordinationsgruppe med deltagelse af blandt andre sundhedsprofessor Arne Astrup og kokken Claus Meyer ikke skulle blande sig i offentliggørelsen af en videnskabelig artikel. I en anden sag forsøgte dekanen på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet at dysse en faglig uenighed mellem to forskere ned, men også her fastslog topledelsen, at der skulle være plads til en fri og åben debat.

“Det er jo sådan set interessant, at topledelsen i begge tilfælde har underkendt lokale ledelser. Det er vi naturligvis glade for”, siger Leif Sønder­gaard, der dog samtidig understreger, at de to eksempler ikke nødvendigvis er lig med en generel tendens.

Hvor offentligt ansattes ytringsfrihed og meddeleret er beskyttet i forvaltningsloven, er universiteterne i kraft af universitetsloven desuden forpligtet til at tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat.

Privatansatte uden rettigheder
Helt anderledes er forholdene for privatansatte, der takket være funktionærloven har en betydelig loyalitetspligt over for arbejdsgiveren.

På privatområdet er antallet af ansatte, der af hensyn til arbejdsgiveren afholder sig fra at deltage i den offentlige debat, næsten fordoblet fra 2007 til 2013.

Frederik Delholm, formand for de privatansatte magistre, vurderer, at væksten hovedsageligt skyldes, at der er blevet længere mellem de ledige job. Folk er med andre ord mere bange for at udtale sig under en lavkonjunktur, når det er sværere at få et nyt job. Ifølge Frederik Delholm bør beskyttelsen af privatansatte være langt bedre end i dag.

“Som privatansat skal man kunne ytre sig om vigtige emner, fx overtrædelse af lovgivningen, på lige fod med offentligt ansatte. Mærsk havde fx en ansat på en boreplatform, der gik til myndighederne med en lovovertrædelse, og som senere blev tvunget ud i at sige op. Det dur jo ikke. Efter min mening skal man simpelthen begrænse loyalitetspligten, så den kun gælder fortrolige oplysninger, hvor man ikke må røbe produkthemmeligheder og ting og sager af den karakter”, siger han.