Kritikkens u-vending

LIGE UDKOMMET

Kritikkens u-vending
Rasmus Willig
Hans Reitzels Forlag, 2013, 152 sider, 200,00 kr.

Rasmus Willigs “Kritikkens u-vending” følger i sporet på “Umyndiggørelse”, som jeg anmeldte her i bladet i 2009, og som var medvirkende til, at DM besluttede at sponsorere to ph.d.-projekter på RUC om arbejdsmiljø, ytringsfrihed og selvcensur. Forskningsresultaterne fra de to projekter vil DM udnytte til udvikling af en mere handlingsorienteret og aktiv politik inden for arbejdsmiljø og ytringsfrihed.

“Kritikkens u-vending” er en diagnose af forvandlingen fra samfundskritik til selvkritik, og som med den foregående bog er eksemplerne fra et genkendeligt arbejdsliv deciderede øjenåbnere. “Ja, det er jo sådan, det er”, tænker man igen og igen ved beskrivelserne af coaching, MUS-samtaler og fitnessdominansen. Det er på én gang stærkt tilfredsstillende at få stillet den præcise diagnose på samfundskritikkens terminalfase og samtidig dybt deprimerende. At få ændret kørselsretningen, så kritikken bliver ekstrovert og vendes mod samfundsstrukturer og tendenser i stedet for den dominerende introverte selvkritik og selvtugt, ser uendelig svært ud.

Bogen tager de ovennævnte fænomener fra et moderne arbejds- og dagligliv under kritisk behandling. Den overdrevne, karikerende og polemiske stil får de negative træk i udviklingen tydeligt frem. Det er faktisk velgørende at se farerne ved den økonomiske liberalisme så kritisk beskrevet uden diplomatiske eller for den sags skyld akademiske forbehold.

De abstrakte fænomener analyseres gennem konkrete jordnære eksempler fra den fysiske virkelighed. Beskrivelserne er overrumplende og velformulerede i sætninger, som bliver siddende i hukommelsen. Min personlige favorit er kapitlet “Fitness: fedtfattig kritik”. Her beskrives udviklingen fra “tiller girls”, hvis synkroniserede, rutineprægede bevægelser passede perfekt til industrisamfundet, til den nye crossfittrend inden for fitnessgenren. Crossfit passer til det 21. århundredes konkurrencesamfund med dets krav om arbejdstagerens konstante omstillingsparathed, ekstreme fleksibilitet og mobilitet. Tre ord, som spinnes ind som positive, men som reelt dækker over fænomener, der udmatter, stresser og brænder sjælen ud på de mange mennesker, der tvinges og tvinger sig selv til at forsøge at holde trit med trenden, men i længden må give op. Med selvbebrejdelser og farlig selvtugt som konsekvens.

Både agilitykonkurrencer og dans om totempælen bruges som stærke billeder på det moderne arbejdslivs krav til de ansatte, ikke mindst kravet om at leve sundt, udstråle selvdisciplin og undgå sygefravær. Den oprindelige dans om totempælen var en fælles dans, der også havde til formål at tabuisere for eksempel incest. Det bruges i bogen som illustration af vor tids tabu: mangel på disciplin til at leve det sunde liv. Så rammende og pessimistisk beskrives udviklingen: “Kritikken er kommet på kur. Det er ikke filosofiske opskrifter på utopiske og radikalt anderledes samfund, der dominerer, men derimod kokke, trænere, skønhedseksperter og livsstilseksperter med opskrifter på det sunde og gode liv”.

Bogen afsluttes med et kapitel, der sammenfatter udviklingen fra et oplyst samfund til et markedssamfund, hvor den økonomiske liberalisme med servicer og klager dominerer, og kritikken er reduceret til en afstumpet forbrugerorienteret kritik.

Det er en væsentlig kritik, Rasmus Willig kommer med. Den har fortjent en fordomsfri debat, som gerne må trænge igennem til Christiansborgs gemakker.