Finland er best in the west

Finlands uddannelsessektor er bedst. Ikke bare i Skandinavien, men i hele Vesten. Det påviser seneste PISA-undersøgelse 2012, hvori Finland placeres som bedste land fra Vesten i både læsning og naturvidenskab, kun overgået af Holland, Schweiz og Liechtenstein i matematik i de gennemsnitlige resultater, som asiatiske lande stadig topper i de tre undersøgte domæner.

Men det er ikke kun i PISA-undersøgelserne, at Finland skiller sig positivt ud. Det sker også i flere andre testprogrammer som Pirls og Timss, i diverse kvalitative undersøgelser, og eksempelvis når det gælder social inklusion. Det påpeger lektor på Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet Frans Ørsted Andersen, som er forfatter til bogen “Verdens bedste folkeskole”. Han har beskæftiget sig med komparativ nordisk uddannelsesforskning i 10 år.

“Finland ligger altid godt, og derfor har mange forskere ud over mig også øjnene rettet mod Finland som best in the west. Det skyldes især, at finske lærerstuderende ud over en femårig kandidatuddannelse på universitetsniveau har mere end dobbelt så mange undervisningstimer som danske lærerstuderende”, siger Frans Ørsted Andersen og pointerer, at finske elever får noget ekstra ud af den høje kvalitet i folkeskolen.

“Meget tyder på, at finske elever klædes bedre på til at tage en gymnasial eller erhvervsrettet ungdomsuddannelse. Det finske uddannelsessystem er desuden billigere end det danske, så ressourcerne bruges bedre end herhjemme”, siger Frans Ørsted Andersen.

Ikke én formel
Det er OECD, som står bag PISA-testene. Ifølge uddannelsesekspert i OECD Tue algreen er der ikke én entydig formel på, hvad der skaber et godt skolesystem. Således er der store forskelle på Finlands og Asiens skolesystemer, som er nogle af dem, der placeres bedst i PISA-testene. Men bred opbakning er et nøgleord.

“I mange af de lande, som har haft succes med at reformere deres uddannelsessystemer, og hvor det også kan ses i PISA-resultaterne, har der været meget bred opbakning til reformerne fra både politikere, eksperter og lærere”, siger Tue Halgreen. Han peger på Tyskland og Polen som positive eksempler på lande, der har forbedret deres resultater markant. Her levede skolesystemet i PISA-testene slet ikke op til den forestilling, man havde af, hvad det kunne, internationalt set. I Tyskland medførte det et PISA-chok. Det har i flere delstater givet sig udslag i skolereformer, hvor man sammenlægger akademiske og praktiske spor for at give eleverne samme type skolegang. Det har givet positive effekter – også i PISA-sammenhæng.

Danmark har dog ikke på samme måde som Tyskland og Polen haft ét område, man især har kunnet ændre for at forbedre resultaterne, pointerer Tue Halgreen. Alligevel er Danmark et af de lande, som har markeret sig kraftigst, når det gælder politiske mål affødt af PISA-resultaterne:

“Vi så den foregående regering skrive ind i regeringsprogrammet, at Danmark i 2020 skulle ligge i top-5 i PISA. Og i Danmark, som i flere andre lande, har PISA også medvirket til at danne reformer af skolen”, siger Tue Halgreen og fastslår, at Danmark hører til den gruppe af lande, hvor PISA har haft stor indflydelse.

“Generelt er det sådan, at PISA har stor indflydelse i de lande, hvor der investeres mange ressourcer i skolesystemet, men hvor resultaterne alligevel viser svagheder. Og Danmark er blandt den gruppe af lande”, siger Tue Halgreen.

Afgørende forskelle
Holder vi Danmark op mod Finland, som ligger bedst placeret i de fleste internationale test, så er der ifølge Frans Ørsted Andersen en række afgørende forskelle, som danskerne kan lære af.

I Danmark er lærerstuderende kun i konfrontationstimer i 12 timer om ugen under praktik. Men den tid i klasseværelset deles med en gruppe andre lærerstuderende. I Finland får de lærerstuderende typisk langt mere tid alene i klasserne over for eleverne, hvor blot én lærer som supervisor er til stede. Det giver de finske studerende langt mere erfaring med at undervise.

Danske lærere skal desuden efterfølgende tage en kandidatuddannelse for at blive læreruddanner. I Finland er lærerne allerede kandidater og kan således ansættes som læreruddanner, når uddannelsen er færdiggjort. I Finland er lærerne derudover typisk ansat på et universitet, men bruger halvdelen af deres tid på undervisning i folkeskolen. På den måde får man derfor lærerundervisere, som beskæftiger sig med både praktik og teori, og som har deres hverdag i folkeskolen.

En anden afgørende forskel er det finske øveskolesystem. Det er et nært samarbejde mellem universitet, læreruddannelse og en lokal folkeskole, som tager sig af opgaven at levere praktik til de studerende.

“Det er en kæmpe fordel med øveskolerne, fordi man på den måde kan ansætte lærere, som også har deres gang på et universitet”, siger Frans Ørsted Andersen og uddyber, at det hæver niveauet i undervisningen, som i Finland modsat herhjemme generelt er højt over hele landet. 

“Det kan man fortolke sådan, at kvaliteten af undervisning er meget høj i både de større byer og i mindre egne af landet med små skoler og få elever. Herhjemme er kvaliteten mere spredt, og det gør, at Danmark gennemsnitligt ikke klarer sig lige så godt”, siger Frans Ørsted Andersen.