En skelsættende lov for alle offentlige arbejdspladser

Med virkning fra 1. januar har Folketinget vedtaget et helt nyt og konsekvensfyldt styringssystem i forhold til al offentlig virksomhed. Det kan få konsekvenser for både statslige, regionale og kommunale arbejdspladser. En omvæltning, som er gået upåagtet hen i medierne, men som er helt særlig, fordi den også fastlægger grænser for, hvad Folketinget selv kan beslutte. Og dette er helt nyt.

Budgetloven er navnet. Den fastlægger udgiftslofter for det meste af den offentlige sektor. Lofterne er endelige for de næste fire år.

Når der skal forhandles finanslov næste gang, vil budgetloven betyde, at et flertal i Folketinget ikke længere kan beslutte at indføre forbedringer fx på uddannelsesområdet, medmindre man kan spare et tilsvarende beløb et andet sted. Tilsvarende vil det betyde, at hvis udgifterne på et område stiger på grund af den almindelige udvikling, fx af nye behandlingsmetoder på sygehusene, eller hvis udgifterne til førtidspension stiger mere end forventet, så skal Folketinget beslutte at spare tilsvarende på en anden offentlig udgift. Folketinget kan ikke længere beslutte at forøge de offentlige udgifter ud over det, som blev besluttet i budgetloven.

Overskrides lofterne, er Folketinget forpligtet til at beslutte at begrænse udgifterne det efterfølgende år tilsvarende.

Formålet med loven er at sikre, at de offentlige udgifter holdes inden for de fastsatte lofter. Baggrunden for loven er Danmarks tiltræden til EU’s finanspagt, som bl.a. fastlægger, at de enkelte lande ikke må have et større underskud på de offentlige strukturelle budgetter end 0,5 %.

De økonomiske vismænd finder loven positiv på ét område, fordi den kan hindre “udgiftsskred”. Men samtidig finder vismændene det negativt, at loven kan ramme beskæftigelsen og den økonomiske vækst, fordi den kan medføre, at Folketinget er nødt til, alene for at overholde loven, at skære i de offentlige udgifter, også i en nedgangskonjunktur, hvor det vil betyde ringere vækst og flere arbejdsløse.

Endvidere peger vismændene på, at selve det forhold, at budgetlofterne er fastlagt for fire år, altså frem til og med 2018, indebærer en betydelig risiko, da erfaringerne dokumenterer, at beregninger af de offentlige udgifter blot et enkelt år frem er meget usikre. Så hvis udgiftsberegningerne er for optimistiske, kan det betyde, at Folketinget er nødt til at skære voldsomt på bestemte områder.

Men herudover begrænser loven Folketingets mulighed for at føre økonomisk politik for at stimulere beskæftigelse og vækst.

Budgetloven undtager to områder, der ikke er omfattet af lofterne. Det er arbejdsløshedsrelaterede udgifter og offentlige investeringer. Og det skyldes, at dagpengeudgifterne er særligt afhængige af de økonomiske konjunkturer, og at offentlige investeringer kan bruges til at stimulere beskæftigelse og vækst med. Og det er grundlæggende positivt. Vismændene peger her på, at offentlige investeringer udgør en så lille del af den samlede samfundsøkonomi, at der skal meget store ændringer til, for at det kan få nævneværdig indflydelse på vækst og beskæftigelse. Så tilbage står kun meget få muligheder for Folketinget, hvis man vil modvirke en nedgangskonjunktur.

Juleaftensdag skrev Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, i sin leder om det offentlige i fremtiden: “Præmissen er klar. Der kommer hverken flere penge eller flere hænder, kun flere forventninger og skarpere konkurrence”.

Budgetloven vil jo givetvis være med til at give ham ret. Men man kan måske undre sig over, at Folketinget i den grad pålægger sig selv så voldsomme begrænsninger. Et flertal vil i fremtiden få svært ved at forbedre den offentlige service og de offentlige ydelser, også selv om man vil betale det, det koster. Og samtidig fraskriver man sig væsentlige muligheder i den økonomiske politik.

“Ingen over og ingen ved siden af Folketinget” . Tja …