Simplificeret billede af akademikere

LEDER

Frem til 1. januar 2014 er jeg konstitueret som formand for vores hovedorganisation Akademikerne. Den post skal jeg varetage sideløbende med formandsposten i DM, men det bliver primært som akademikernes fælles talerør, jeg kommer til at fungere i de kommende måneder. De 23 akademikerorganisationer prioriterer naturligvis ikke helt ens, når det kommer til den direkte varetagelse af egne medlemmers interesser. Tyngden i medlemsskaren ligger forskelligt. Nogle, som Djøf og DM, har medlemmer inden for mange forskellige professioner og funktioner, mens andre som fx Den Danske Dyrlægeforening og GL har en mere ensartet professionsprofil. Men der er mange områder, hvor alle akademikere uanset jobfunktion har fælles interesser og får størst indflydelse ved at gå samlet til politikere og offentlighed. 

Et af sommerens og agurketidens meget omdiskuterede emner er rekordoptaget på universiteterne og i den forbindelse spørgsmålet, om vi er på vej til at uddanne for mange akademikere. Nogle af kollegerne i de andre hovedorganisationer har udtrykt bekymring over det, de ser som en akademisering af den offentlige og i særdeleshed den kommunale sektor. Vi presser andre faggrupper ud, hedder det. Det er dog ingenlunde tilfældet, idet akademikerne vel udgør lige under 5 % af personalet i kommunerne. Desværre har debatten om offentligt ansatte en tendens til at ende i en gold modsætning mellem såkaldt “varme hænder” og “kolde hjerner”. I den mest simplificerende og generaliserende fremstilling bliver akademikerne reduceret til virkelighedsfjerne regnedrenge, der tilbringer dagen ved skrivebordet med at studere og producere regneark. Og akademikerne får skyld for ikke blot at trænge andre grupper ud, men for direkte at ødelægge de fagprofessionelles hverdag med irrelevante resultatmål, dokumentationskrav, evalueringer og målinger.

Det skævvredne billede af vores medlemmers funktioner og virke, som dermed skabes i den offentlige og politiske debat, skal der gøres op med. Men det skal ikke gøres ved at fremstille en kontinuerlig stigning i antallet af højtuddannede som det endegyldige svar på alle problemer i samfund og erhvervsliv. Vi skal anerkende alle faggruppers bidrag til vores fælles velfærd. Og vi bør kunne stå sammen om at bekæmpe bureaukrati og taltyranni. Det kan aftalen med regeringen om en tillidsreform bruges til. Og det bliver en væsentlig opgave for os at holde regeringen fast på, at de ressourcer, som forbedrede arbejdsgange kan generere, skal anvendes til at dække behov for forbedringer og styrkelse af kvaliteten af den offentlige sektor, der hvor det halter i dag, eller hvor der opstår nye behov.

Og så er det jo nærmest absurd, at en fagforeningskollega igen og igen får lov at sætte lighedstegn mellem akademikere og ­djøficering uden at blive udfordret af en eneste vaks journalist. Administrative medarbejdere, som kan være både DM’ere, djøf’ere, psykologer, arkitekter m.fl., yder en værdifuld indsats i den offentlige forvaltning og i vores uddannelses- og kulturinstitutioner. Det er ganske urimeligt, at de skal føle sig udsat for offentlig hetz. De implementerer regler og forordninger besluttet af folkevalgte politikere. Og det er mod politikere, at kritikken af public management-regeltyranniet skal rettes. Og så må det i øvrigt snart være på tide, at det går op for medierne, at mange akademikere, som fx tandlæger, bibliotekarer, miljøspecialister, lærere på gymnasier og videregående uddannelsesinstitutioner m.fl., rent faktisk også yder borgernære og uundværlige bidrag til vores velfærdssamfund. Det er en af mine ambitioner på posten som talerør for akademikerne at få gjort op med den idiotiske og misvisende opdeling i “varme hænder” og “kolde hjerner” og forhåbentlig bidrage til et mere virkelighedsnært og nuanceret billede af medlemmerne i de akademiske fagforeninger.