Dansk Magisterforening

Ny formand for DM Studerende

Liv Alfast Kretzschmer
Del artikel:

Praktik uden løn og pressede studerende, der vil give deres højre arm for at få et job. Det er nogle af de problemer, den nye formand for DM Studerende, Mette Thygesen, vil arbejde med i den kommende tid.

Hvad ser du af udfordringer for studerende i den nærmeste fremtid?

“Det er krisetider, og det betyder lønpres, fordi der er få job. Generelt finder flere sig i mere, og presset ser vi som studerende især i forhold til praktik. Mange studerende arbejder gratis i praktikken og har ikke en kontrakt. Den samme tendens ser vi i forhold til studiejob, hvor studerende også går langt for at få den eftertragtede erfaring og fx må bruge deres egen telefon til arbejdsopgaver eller på anden vis bliver presset urimeligt. En anden udfordring er i forhold til det grænseløse arbejdsmarked, hvor jeg overordnet er bekymret for vores generation. Vi er ekstremt fleksible, vi er omstillingsparate, og vi er vant til konstant at være online og klar på alle platforme, men det kræver i den grad, at man kan sætte grænser”.

Hvad er DM Studerendes rolle i forhold til de udfordringer?

“Det pres, der er på de studerende, bliver ikke mindre lige nu, og her er fagforeningen meget relevant. Det er vigtigt, at studerende kender grænserne og ved, at det er okay at sige fra. Det er en stor fordel at have en fagforening i ryggen, så man ved, hvor grænsen går, og har opbakning. Det er vigtigt både som studerende og færdiguddannet at kende sit værd, og det kan fagforeningen hjælpe med at bakke op om”.

Hvad vil du fokusere på som formand?

“I forhold til praktik mener jeg, at det er vigtigt at gøre mere ud af at samarbejde med de andre AC-organisationer, for vi deler mange interesser på tværs af organisationerne. Mange af problematikkerne er overordnede og går også på tværs af de enkelte universiteter. Jeg vil gerne bruge mit formandskab på at sætte struktureret fokus på få udvalgte områder. Det er en dygtig bestyrelse med erfaring, så jeg tror, at vi kan komme langt.

Hvorfor begyndte du at interessere dig for det politiske arbejde i en fagforening?

“Jeg er grundlæggende interesseret i, at man kender sine rettigheder og pligter og bliver behandlet ordentligt. Jeg er vokset op med, at fagforeningsarbejdet er vigtigt, for min far var tillidsrepræsentant. Jeg var også nysgerrig efter at finde ud af, hvorfor fagforeningerne går efter studerende som medlemmer, og hvad man som studerende kan bruge sin fagforening til. Nu kan jeg sagtens se, at det giver god mening at være medlem som studerende, for der er kommet mange tilbud til netop os”.

}