Dansk Magisterforening

Den dårlige nyhed som den gode historie

Mogens Tanggaard
Del artikel:

REDAKTØRENS KOMMENTAR

Hvorfor skal journalistik altid være så negativ? Et spørgsmål, man som journalist ofte får stillet. Det enkle svar er, at den gode journalistiske historie skal indeholde en konflikt. Og konflikter forbindes normalt ikke med noget positivt.
I dette første nummer af Magisterbladet efter sommerferien har vi ikke kunnet komme uden om nogle væsentlige, aktuelle og for målgruppen relevante historier. Men alle i indholdet dårlige nyheder.

Det er en rigtig dårlig nyhed, at 20 procent af akademikere ansat i private virksomheder har en konkurrenceklausul i deres kontrakt. Det binder den enkelte urimeligt, det bremser mobiliteten på arbejdsmarkedet, og det bidrager negativt til den almindelige vækst. Så hvorfor ikke forbyde disse klausuler. De er intet mindre end “rædselsfulde”, som en konsulent i DM kalder dem.

Det er også en dårlig nyhed, at så mange studerende er utilfredse med deres studiemiljø. Vi har spurgt knap 1.000 studerende om deres syn på studiemiljøet. Langt de fleste peger på mere undervisning som vejen til et bedre studiemiljø.

En dårlig nyhed er det også, at fire ud af fem studerende er stressede. Af mange forskellige årsager. Ikke overraskende er det eksaminerne, der vejer tungest i det regnskab. Men også presset fra familie og venner og studiejob og egne ambitioner gør sig gældende.

En ekstraordinær dårlig nyhed er det, at arbejdsmarkedet diskriminerer psykisk syge. Tavshed og forlegenhed omgiver den psykisk syge. Kollegerne ved ikke, hvad de skal gøre og sige. Og den psykisk syge kan have en tilbøjelighed til selv at skjule sin sygdom. “Jeg har oplevet på egen krop, at det faktisk er nemmere for folk at håndtere, hvis en person gennemgår et alvorligt og langvarigt sygdomsforløb som fx kræft”, siger Rikke Scimemi Jensen, der blev dømt ude af sin arbejdsgiver på grund af sin psykiske sygdom.

Og så har vi slet ikke nævnt, at en chef i en større kommune i årevis mobbede Elise og hendes kolleger. Uden at nogen greb ind.
Vi har skrevet de dårlige nyheder i den bedste mening.

}