Dansk Magisterforening

Trut i ren røv, Morten!

Per Holst-Hansen
Del artikel:

Betal, hvad det koster, eller befri os for pseudoopgaver i læreruddannelsen!

KRONIK

Morten Østergaard, minister for forskning, innovation og videregående uddannelser, udtalte den 10. marts:
“Den nye læreruddannelse medfører, at der i langt højere grad kommer fokus på, hvad den studerende kan, og i mindre grad på, hvad han eller hun har været igennem”.

Kvalitet i uddannelserne er et højt prioriteret mål for ministeren. Et par citater kan illustrere synspunktet:
“Regeringen har særligt fokus på kvaliteten i uddannelserne. Det gælder såvel omfanget som kvaliteten af undervisningen på de videregående uddannelsesinstitutioner”. Og: “Regeringen har allerede vist, at vi er villige til at prioritere hårdt og betale, hvad det koster at tage imod flere og flere unge. Vel at mærke uden at vi af den grund går på kompromis med uddannelseskvaliteten – tværtimod”.

Men hvad er kvalitet? Min forundring var stor, da jeg for nogle dage siden læste et nyt notat fra ministeriet til Læreruddannelsens Ledernetværk og Professionshøjskolernes Rektorkollegium. Kvalitet er ikke et spørgsmål om indhold, men alene et spørgsmål om formalia: “Modulet er gennemført, hvis den studerende uanset produktets kvalitative niveau har afleveret rettidigt, og produktet er i overensstemmelse med det angivne omfang”.

Formalia frem for indhold
Hidtil har man på læreruddannelsen haft en model, hvor de studerende gik til eksamen efter at have fulgt undervisningen i et fag. Nu får man et system, hvor de studerende skal til eksamen efter at have gennemført et, to eller flere moduler. Denne modulopbygning rejser spørgsmålet: Hvad skal være kriteriet for, om en studerende har gennemført et modul?

Notatet peger grundlæggende på to muligheder: fremmøde og deltagelse fx i form af aflevering af opgaver. Med andre ord: En studerende har gennemført et modul, hvis vedkommende har deltaget i undervisningen og afleveret et vist antal opgaver. 

I notatet slås fast, at det er irrelevant, hvad de studerende skriver i de skriftlige opgaver, der skal dokumentere gennemførelsen. Det afgørende er, at opgaverne afleveres til tiden, og at de lever op til det krævede antal ord (mellem 3.500 og 4.200 ord). En studerende kan kort sagt – ud fra den kvalitetsforståelse, der arbejdes med i ministeriet – aflevere det rene volapyk og få det godkendt, blot det er afleveret til tiden og er langt nok. Jo mere volapyk, desto bedre! I notatet skæres det ud i pap, at de pågældende opgaver ikke skal vurderes kvalitativt: 

“Vurderingen af; om en studerende har gennemført et modul, må ikke baseres på en kvalitativ vurdering af den studerendes indsats”. Og: “Kvaliteten af den studerendes deltagelse må ikke lægges til grund for vurderingen af gennemførelse”. Og videre: “Kvalitative vurderinger kan under ingen omstændigheder ligge til grund for en beslutning om den studerendes gennemførelse af et modul”.

Hvad er meningen med opgaver, der blot skal hakkes af? Det kan siges kort: Der er ingen mening med sådanne opgaver. Fra et fagligt, didaktisk og læringsteoretisk synspunkt er ministeriets idé om opgaver, der ikke skal vurderes indholdsmæssigt, en absurd idé. Men i ministeroptik er idéen med sådanne opgaver ikke absurd. Idéen er snarere økonomisk. Der skal ikke bruges dyr, akademisk arbejdskraft til at læse, vurdere og respondere.

Kvalitet ikke det vigtigste
Med notatet har ministeriet valgt at opbygge et system, som ikke understøtter øget kvalitet. At tro, at de studerende ikke vil gennemskue systemet, er naivt. Vil de studerende ikke undre sig over, hvorfor de skal skrive og aflevere opgaver, hvor det – når alt kommer til alt – er uden betydning, hvad de skriver, hvor de kan skrive 3.500 tilfældigt udvalgte ord og gå videre til næste modul? Den dygtige studerende skal nok finde ud af at lave en ordentlig opgave, men den studerende, der virkelig kunne have gavn af vejledning, kritik og feedback, er ikke garanteret noget som helst. Han/hun kan aflevere hvad som helst og køre videre i systemet. 

Og hvad skal underviseren sige til de lærerstuderende? “Kære studerende! I skal aflevere en opgave! I skal gøre jer umage, I skal gøre den praksisrettet, praksisrelevant, praksisfunderet, teoretisk funderet, I skal inddrage forskellige perspektiver, I skal vinkle, analysere, diskutere og vurdere. Og når I har gjort alt det, skal I vide, at det, der tæller – det, der har betydning for, om I går videre eller ej – er, at I får afleveret til tiden, og at opgaven er lang nok!” Og selvom lærerne fik forbud mod at sige det sidste og blev pålagt at fremhævde værdien af at yde en god og solid indsats, ville selv en knap så opvakt studerende nok kunne gennemskue, at han eller hun blev udsat for et bluf.

Må gerne, men skal ikke
Notatet forbyder ikke kvalitative vurderinger eller tilbagemeldinger. Beskeden til læreruddannelserne er: I må gerne give tilbagemeldinger til de studerende, men det er ikke noget, I skal. Men forskellen mellem “må gerne” og “skal” er ikke uden betydning. Det er forskellen mellem at forpligte sig på et ansvar og en tilhørende udgift og at sende regningen videre. Kvalitet koster. Det er den kendsgerning, som notatet fornægter. 

Findes der et alternativ til ministeriets og Morten Østergaards kvalitetsbegreb? Er det muligt at lave et system, der understøtter intentionen om kvalitet i uddannelserne? Der findes mindst to enkle og ligefremme alternativer. 

Det ene alternativ ville være at holde fast i princippet om, at det er indholdet og ikke formalia, der er det vigtige, når der tales om kvalitet. Når en studerende afleverer en opgave, skal opgaven vurderes. De studerendes pligt til at aflevere skal følges af en ret til kvalitativ feedback i rimeligt omfang. Her skal ret og pligt følges ad.

Det andet alternativ ville være helt at droppe muligheden for sådanne pseudoopgaver, hvis beslutningen alligevel er, at opgaver, der skal læses, vurderes og gives feedback på, koster for meget. 

Hvem talte om villighed til at betale uden at gå på kompromis med kvaliteten? Trut i ren røv, Morten! Betal, hvad det koster, eller befri os fra pseudo-opgaver i læreruddannelsen! Det ville være ærlig snak. Og et skridt i retning af at sætte fokus på, hvad den studerende kan, snarere end hvad han eller hun har været igennem.

}