DUN vil være rejsende i uddannelses-kvalitet

At universiteterne også fremover vil blive bedømt på effektivitet og kvantitet snarere end på kvalitet, står fast, efter at lovforslaget om akkreditering af de videregående uddannelser nu ligger klar til vedtagelse. Et flertal i Folketinget støtter den overgang fra uddannelsesakkreditering til institutionsakkreditering, som er et af de væsentligste elementer i uddannelsesminister Morten Østergaards (R) udspil. Desværre cementerer ministeren samtidig udviklingen af den bureaukratiske hovedbyggesten – tælleriet, den øgede kontrol og de øgede krav til dokumentation og afrapportering – som er fundamentet i forholdet mellem ministeriet og de videregående uddannelser. Det er ikke institutionsakkreditering som sådan, der gør det. Problemet er, at det bliver ekstremt tids- og ressourcekrævende uden i sig selv at skabe udvikling. 

Sådan beskrives situationen af professor og prorektor Hanne Leth Andersen fra Roskilde Universitet. I lighed med de fleste af sine kolleger i rektorkredsen på landets universiteter mener hun, at ministerens ønske om at gå efter det, hun kalder for “det hurtige fix” – nemlig kontrolmodellen – frem for at dyrke kvalitetsudviklingen af de videregående uddannelser er stærkt problematisk.

“Ministeren præsenterer den nye akkrediteringslov som en forenkling, der vil betyde mindre bureaukrati. Men med lovens indførelse kan man tælle sig frem til ikke færre end otte niveauer af statslig kontrol eller styring, som ikke i sig selv fører til en forbedring af uddannelserne”, forklarer Hanne Leth Andersen.

Diskussionen om fremtidens uddannelser er kommet til at handle om kandidatproduktion, frafald af studerende eller gennemførelsestider frem for om indhold og kvalitet.

“Lovforslaget lægger op til en standardisering, fordi succes skal kunne måles. Også i universiteternes udviklingskontrakter skal der lægges vægt på kvantitet og produktion, men kravet om målbarhed gør det vanskeligt at tage højde for nytænkning og faglig styrke. Jeg mener, at kvalitetsdebatten fortjener at blive grebet helt anderledes an, og vi har kapaciteten til det internt på universiteterne. Her kan fx DUN, Dansk Universitetspædagogisk Netværk, være en meget mere aktiv spiller, som kan styrke det reelle kvalitetsarbejde”, siger RUC’s prorektor.

Visionen er et nationalt center
DUN har eksisteret siden 1994, men har hidtil mest fungeret som et vidensdelingsnetværk for ildsjæle med interesse for undervisning og pædagogik. En årlig konference har været det centrale omdrejningspunkt, men tiden er nu moden til, at DUN står tydeligere frem og bliver brugt på en helt anden måde, mener Hanne Leth Andersen, der er formand for netværket, hvis medlemmer tæller alle danske universiteter.

“DUN er vigtigere end nogensinde, fordi vi arbejder med alt det, der ikke kan tælles og måles. Medlemmerne er både universitetspædagoger, studieledere, undervisere og vejledere på de danske videregående uddannelser. Det er dem, der har haft fingrene nede i substansen i 20 år, kender stoffet, kender forholdene og er stærkt optaget af at udvikle undervisning og uddannelser. Det er en langt mere anerkendende vej til kvalitet, der her kan åbnes”, understreger Hanne Leth Andersen.
Drømmescenariet for DUN’s formand er at fortsætte den universitetspædagogiske kompetenceudvikling på tværs af universiteterne.

“Vi har opnået et højt niveau gennem specialisering og samarbejde. Nogle universitetspædagoger har specialiseret sig i eksamensformer med fokus på målrettet kompetenceprøvning, andre i casebaseret undervisning, ph.d.-vejledning eller innovationsundervisning, og andre igen har udviklet og anvendt kollegiale supervisionsformer. Der er universitetsansatte, der har særlig indsigt i evalueringsformer og deres specifikke anvendelse og udbytte, og endelig er der universiteter, der leverer projektbaseret undervisning på højt internationalt niveau. DUN samler al denne viden på tværs af de danske universiteter og danner en konkret modvægt til den eksterne kvalitetskontrol. På den måde står DUN for universiteternes kvalitetsopbygning indefra og burde kunne fungere som et parallelt kvalitetssikringsværktøj”, siger Hanne Leth Andersen.

“Det er DUN-bestyrelsens vision, at vi får etableret et egentligt nationalt center for universitetspædagogik, så vi kan give mere gødning til den interne bevægelse af universitetsansatte, der arbejder for kvaliteten. Jeg tror meget mere på det end på en akkreditering, der ser på undervisning og uddannelse ud fra standarder og faste kriterier. Medarbejderne vil føle et langt større ejerskab til en faglig opbakning og en vurdering, der kommer indefra og nedefra, og det er det, DUN kan levere”, mener Hanne Leth Andersen.