Chefer ignorerer diskriminations-problemer

Selvom det er ledelsens ansvar, at der ikke foregår diskrimination på arbejdet, så svarer hele 71 procent af de diskriminerede i en ny DM-undersøgelse, at de føler sig diskrimineret af netop deres nærmeste leder. Det er unægteligt et stort problem, når den person, der skal løse problemet, også er årsagen til problemet.

“Det er uden tvivl lederne, der har ansvaret for, at medarbejderne ikke diskrimineres, det står i arbejdsmiljøloven. Men lederne har desværre en kedelig tendens til at bruge mere tid på at tage HD-overbygninger frem for at gå ned på gulvet og mærke, hvad der rører sig blandt medarbejderne”, siger Ole Grønne, arbejdsmiljøkonsulent hos DM. 

Han foreslår, at man italesætter problemet: 

“Etablér en diskriminationspolitik på arbejdspladsen. Sørg for, at den er kort, enkel og ikke mindst vedligeholdt. Problemet skal have et forum, hvor det kan italesættes. Forstået på den måde, at det er meget sværere at diskriminere, når noget ikke er et tabu”, fastslår Ole Grønne. 

Han mener, at man bør henvende sig til tillidsrepræsentanten eller hos sin fagforening, hvis ikke en politik løser problemet.
Vilhelm Borg, der er forsker på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, peger på, at det er vigtigt, at man opnår en form for støtte af sine kolleger, hvis man oplever, at chefen diskriminerer:

“På de arbejdspladser, hvor medarbejderne har et stærkt sammenhold, er det sjældent, at der er problemer med diskrimination. Så det kan betale sig at få opbakning fra sine kolleger. Det er samtidig med til at skabe et øget selvværd. Personer, der bliver diskrimineret, udvikler ofte et lavt selvværd”.

Desuden fortæller han, at det ikke overrasker ham, at det er chefen, som deltagerne mener, er den person, der diskriminerer. “Det er jo chefen, der tildeler arbejdsopgaverne, så det er helt naturligt, at det er chefen, der står for skud”, forklarer Vilhelm Borg.

For højt tal
I DM’s undersøgelse svarer et usædvanligt højt antal, nemlig hver femte ud af 732 respondenter, at de bliver diskrimineret. Ole Grønne pointerer dog, at det ikke nødvendigvis er et billede på, at problemet er så stort: 

“Der er mange, der har brug for en syndebuk, hvis man ikke får det i løn, som kollegaen, der sidder ved siden af, gør. Så er det bekvemt at kalde det diskrimination. Og når vi så går ind i sagen og taler med arbejdsgiver, så kan der være helt reelle årsager til, at medarbejderen ikke får den samme løn som kollegaen”, forklarer Ole Grønne og gør samtidig opmærksom på, at DM altid tager diskriminationssager meget alvorligt.

Vilhelm Borg mener, at der kan være en anden årsag til, at antallet af diskriminerede i DM’s undersøgelse er så højt.

“Tallet er meget højere end det, vi normalt oplever. I de undersøgelser, vi laver, ligger antallet af diskriminerede normalt på mellem syv og ti procent. Årsagen til DM’s resultat kan skyldes, at det hovedsageligt er folk, der netop har oplevet diskrimination, der er tilbøjelige til at svare”, pointerer Vilhelm Borg.