Magtarrogance

LEDER

I skrivende stund er gaderne fulde af lockoutede folkeskolelærere, der på gader og foran skoler med al tydelighed viser deres ønske om at levere kvalitet i undervisningen. De har vores fulde opbakning i denne altafgørende kamp for reelle forhandlinger, fastholdelse af hårdt tilkæmpede rettigheder og ret til medbestemmelse over eget arbejde. Det er jo absurd, at resultatet af de såkaldte forhandlinger synes at have været givet på forhånd, og at KL ikke har været villige til at flytte så meget som et komma i teksten. Det er vores vurdering, at lærerne har givet sig på nogle punkter, mens KL har været meget ultimativ i sit krav. En sådan magtarrogance tager vi skarpt afstand fra. Den vil aldrig kunne føre til noget godt resultat på hverken kort eller lang sigt.

Derfor har DM hele tiden bakket lærernes kamp for kvalitet i undervisningen op, både med støtteerklæringer, som medindkalder til demonstrationer, med annoncer og debatindlæg i pressen og med politisk lobbyarbejde. Det har vi gjort som en del af et samarbejde med de øvrige underviserorganisationer. Og vi har gjort det alene. Vores støtte til lærerne handler om sympati for lærernes situation og om et forsvar for den danske aftalemodel, som de statslige og kommunale arbejdsgivere er i gang med at underminere. DM vil løbende vurdere, hvordan vi bedst støtter vores kolleger i Danmarks Lærerforening, Uddannelsesforbundet og de øvrige underviserorganisationer. Vi vil opfordre de statslige og de kommunale arbejdsgivere til at komme tilbage til forhandlingsbordet og vise den imødekommenhed, som må kræves fra begge sider for at nå et resultat, der kan afslutte en ødelæggende konflikt. Jeg vægrer mig ved at tro, at der spekuleres kynisk i at gøre lærerne så møre og desperate, at de accepterer en helt ensidig arbejdsgiveroverenskomst. Selv om det unægtelig ser sådan ud, mens disse linjer skrives.
Kampen for den danske aftalemodel er en kamp for den samlede fagbevægelse.

Med den aktuelle konflikt og de overståede overenskomstforhandlinger på AC-området er værdien af reelle kollektive forhandlinger blevet aktualiseret. Det er absurd, hvad folkeskolelærerne bliver udsat for, og det lover skidt for fremtiden, hvis den fremgangsmåde, KL benytter, kommer til at danne skole på hele det offentlige aftalefelt. På AC-området var det heller ikke nemme forhandlinger denne gang. Men jeg vil dog understrege, at for DM’s vedkommende har der faktisk været tale om reelle forhandlinger, om end det også denne gang holdt hårdt, og resultatet ikke er blevet, som vi kunne have ønsket det.  Endnu en gang havde arbejdsgiversiden fokus på længere arbejdstider, som ikke skulle reguleres af overenskomsten, og øget fokus på individualitet i løndannelsen. Og det stod tidligt klart, at finansministeren ønskede et opgør med arbejdstidsaftaler på undervisningsområdet. DM’s underviserområder på professionshøjskoler og universiteter er imidlertid, desværre, i forvejen karakteriseret af manglende aftaleret om forberedelsesnormer og arbejdstidens tilrettelæggelse. Vi har derfor ikke været udsat for ideologisk klapjagt i nær samme grad som gymnasielærere og folkeskolelærere. Og det har trods alt været muligt at fastholde, at den faktiske arbejdstid på professionshøjskolerne skal registreres, og at merarbejdet kan udbetales, ligesom der er uændret adgang til at indgå lokalaftaler. Resultaterne med tillægsforhøjelser og stillingsstrukturaftaler på DM’s store underviserområder afspejler således en noget mere acceptabel forhandlingsproces end den, de øvrige underviserområder er blevet udsat for. Flertallet i DM’s hovedbestyrelse og repræsentantskab har derfor vurderet, at isoleret set er AC-aftalerne udtryk for det muliges kunst i en svær forhandlingssituation, og vi har derfor anbefalet, at medlemmerne godkender dem.