Det' mit job: Connie Koch Rasmussen

For at sætte det hele lidt i perspektiv var vi seks musiklærere, der havde fire forskellige hold, da jeg begyndte her i 1997. I dag sidder jeg her alene, og nu skal jeg samle studerende fra tredje og fjerde årgang, for at jeg har nok til et hold. 

Det er lidt svært, men jeg vil sige, at faget på sin vis er prioriteret her på stedet. Jeg har en ledelse og nogle kolleger, der bakker op på trods af forringelser og nedskæringer, og det er rart. Jeg er nok også selv sådan lidt fandenivoldsk, så jo sværere betingelser musikken har både på læreruddannelsen og i folkeskolen, jo mere vil jeg det. Jeg bliver stædig, og det er min holdning, at faget ikke skal have lov at lide en krank skæbne uden modstand. Så jeg prøver at være innovativ og udvikle faget, så det i det mindste bliver sværere at få det til at forsvinde. Og desuden mener jeg jo stadig, at det har sin berettigelse på læreruddannelsen.

Hvor henter du din faglige inspiration?

Vi har et rigtigt godt teamsamarbejde inden for de små fag her på stedet, altså billedkunst, hjemkundskab og idræt, for vi er alle lidt i samme båd. Vi har et håndværk, som vi gerne vil i dybden med, så en del af min inspiration henter jeg i det team.

Derudover får jeg en del fagfaglig inspiration fra mit samarbejde med Odense Symfoniorkester, hvor jeg er involveret i det projekt, vi har døbt Max-Musik, og i det børne- og ungdomsarbejde, jeg er med i. Og så dyrker jeg også det internationale en del. Gennem Erasmus Mundus- og Comenius-projekter har jeg fået mulighed for at undervise i andre lande og møde kolleger, der ser på faget på en helt anden måde, end vi gør i Danmark. 

Hvornår synes du, at din arbejdsdag spiller allerbedst?

Jeg kan godt lide at være kreativ, for så sker der noget, man ikke forventer. Jeg har en rigtig god dag, når jeg sammen med de studerende arbejder med nogle processer, der bevæger sig i en helt anden retning, end vi havde forestillet os. Der sker noget med både musikken og de studerende. Man kan ikke være tilskuer til vores fag. Man er nødt til at komme ud på dybt vand, hvor man næsten ikke kan bunde. Og når processerne overrasker, så arbejder vi med store følelser. Nogle bliver kede af det, nogle bliver vrede. Det sker, når man er tvunget til at gå all in. Det kan være barsk, men man kommer ud som et andet menneske, og det oplever jeg hvert eneste år, når der er nye studerende på mine hold. Det bliver aldrig rutine, og jeg synes, det er lige fantastisk hver gang.

Hvad er din yndlingsmusik – og hvor musikalsk er du selv?

Jeg kan godt opleve, at jeg har brug for stilhed, når jeg kommer hjem, fordi min hverdag er fuld af musik. Så jeg er nok lidt miljøskadet. Men jeg elsker jo musik og har en meget varieret musiksmag. Hvis jeg skal pege på noget nyere musik, kan jeg godt lide Mads Langer. Jeg var også inde at se den store forestilling om Michael Jackson med Cirque du Soleil, og det var vildt fedt. Sydafrikansk inspireret jazzmusik af Abdullah Ibrahim holder jeg også meget af. Og så selvfølgelig store symfoniske værker, men også mere stille, inderlig musik.

For mig kommer musik meget an på, hvilket humør man er i. Man kan lave en film inde i sit hoved til forskellig musik. Nogle gange har jeg brug for en stille film, andre gange en film, hvor der skal noget ud. Man kan også bruge musik til at stresse af og slappe af. I perioder kan jeg godt komme til at sidde og analysere, når jeg hører musik, men jeg har også tit brug for bare at give slip, og så prøver jeg at lade musikken flyde. Jeg spiller klaver selv, så det er mit hovedinstrument, men jeg kan stort set lide alle instrumenter.