På Grundtvigs skuldre
Idéen om, at også voksne kan sidde på skolebænken, har i Danmark næsten 200 år på bagen. Men hvor efteruddannelse i mange år handlede om at skabe lighed i samfundet, er det i dag et spørgsmål om vækst og konkurrenceevne.
Sådan lyder det – lidt groft optrukket – samstemmende fra to uddannelseshistorikere, der på hver deres vis har studereret efteruddannelse og kompetenceudvikling op gennem tiden.
“Danmark er det land i verden, der har den højeste deltagelse i voksenlæring. Og vi er et godt stykke foran de andre nordiske lande”.
Det konstaterer lektor Søren Ehlers fra Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet. Han forklarer sin lidt slagfærdige påstand med en undersøgelse, som Eurostat lavede i 2010.
Forklaringer er der naturligvis flere af. Men en af dem kan spores næsten 200 år tilbage – til N.F.S. Grundtvig og hans tanker om højskoler og folkeoplysning. For ikke alene var han en foregangsmand omkring begrebet “livslang læring”, han var også med til at gøre det til en statslig opgave at støtte læring blandt voksne.
“I 1851 beslutter Rigsdagen at give tilskud til højskolerne. Og siden grundloven i 1849 har vi på finansloven haft poster, der lægger op til, at staten understøtter forskellige former for efter- og videreuddannelse. Derfor har vi haft et forspring i forhold til andre lande, hvad angår voksnes kompetenceudvikling”, siger Ehlers og refererer til Grundtvigs tanker om “levende vekselvirkning” – du kan kun lære noget, hvis du er i levende interaktion med andre.
Han bakkes op af den tidligere direktør for Undervisningsministeriets afdeling for voksen- og efteruddannelse Villy Horvard Pedersen, der netop har skrevet om AMU-kursernes 50-årige historie. Også han ser Grundtvig og højskolebevægelsen som det historiske fundament for tanken om livslang læring.
“Allerede dengang grundlægger man en bevidsthed i Danmark – både politisk og folkeligt – om, at voksenuddannelse er vigtigt”, siger han.
I mange år er efteruddannelse imidlertid – hvor paradoksalt det end lyder – et privilegium, der er forbeholdt arbejderklassen. Med den tiltagende industrialisering bliver der et stigende behov for omskoling og opkvalificering af arbejderne, hvilket blandt andet fører til loven om arbejdsmarkedsuddannelser i 1960.
Først lighed, siden vækst
Men der var en anden grund til, at voksen- og efteruddannelse først og fremmest var rettet mod dem med kort eller ingen uddannelse. For ligesom Grundtvig så på højskolerne som et middel til at få engagerede samfundsborgere ud af den uuddannede bondebefolkning, så efterkrigstidens politikere på uddannelse som et middel til at skabe demokrati og lighed.
For eksempel hed det i 1978 i en rapport lavet for regeringen af Det Centrale Uddannelsesråd, at en øget indsats på voksenuddannelsesområdet skulle skabe større lighed i samfundet. I øvrigt en rapport, som den senere statsminister Anders Fogh Rasmussen drog frem og kritiserede i sin bog “Fra socialstat til minimalstat”.
“Efteruddannelse har været begrundet i nogle demokratiske, fordelingsmæssige overvejelser, hvor staten understøtter den for at udvikle de voksne som borgere i samfundet. Det er først, da vi kommer op i firserne, at man for alvor betragter efteruddannelse som noget, der skal skabe vækst i samfundet”, fortæller Villy Horvard Pedersen.
Og når formålet med efteruddannelsesindsatsen var at skabe lighed, var der i sagens natur ingen grund til at bruge offentlige midler på at gøre de kloge endnu klogere.
“Kortuddannede er altid blevet prioriteret højt i forhold til efteruddannelse. De andre skulle jo nok klare sig”, siger Søren Ehlers.
Men i løbet af firserne, hvor de første tegn på vor tids markedsmæssige globalisering så småt gav sig til kende, begyndte synet på efteruddannelse at ændre sig, i hvert fald fra politisk hold. Nu handlede det i stadig mindre grad om at skabe lighed, men om at uddannelse var vejen til vækst og konkurrenceevne.
“Det er et skifte, der er sket tilbage fra firserne og op til i dag, hvor voksen- og videreuddannelse defineres ind i en vækst- og arbejdsmarkedspolitisk dagsorden. Og borgersynspunktet er gledet noget i baggrunden”, fortæller Villy Horvard Pedersen.
Samtidig med at efteruddannelse bliver en offentlig vækstinvestering, udvikles mulighederne for kompetenceudvikling, også for de højtuddannede. Venstres undervisningsminister Bertel Haarder lancerer i 1990 loven om åben uddannelse, som giver voksne adgang til uddannelsesinstitutionerne. Et skridt på vejen, men ifølge Søren Ehlers med pædagogiske mangler.
“Haarders lov byggede på et uddannelsesmarked. Han forestillede sig, at voksne købte en plads, så de kunne sidde ved siden af de unge. Men der var ikke uddannelser, der svarede til voksnes behov”, siger Ehlers.
I pose og sæk til de højtuddannede
Ti år efter får Haarders efterfølger, den radikale Ole Vig Jensen, vedtaget lov om videreuddannelsessystem for voksne, som er det system, man kender i dag med akademi-, diplom- og masteruddannelser. Med dette kommer blandt andet universiteterne på banen som udbydere af forskningsbaserede masteruddannelser.
Egenbetalingen ved højtuddannedes videreuddannelse er dog stadig langt større end de kortuddannedes.
“Der kommer en diskussion af, hvem der skal betale for voksen- og efteruddannelse, og hvordan den statslige finansiering skal fordeles mellem de forskellige grupper på arbejdsmarkedet. Og man vælger at sige, at de, der ikke har så lang uddannelse, har noget til gode og skal have en ekstra fordeling”, siger Villy Horvard Pedersen.
Efteruddannelse for højtuddannede er således et forholdsvist nyt historisk fænomen, og det er stadig de lavtuddannede, der står først i køen, når der uddeles statslige efteruddannelsesmidler. Men har højtuddannede så grund til at føle sig forfordelt? Nej, på ingen måde, lyder det klare svar fra Horvard. De får nemlig både i pose og sæk.
“Alle analyser viser, at folk, der har en lang uddannelse, er langt dygtigere til at gafle sig voksen- og videreuddannelse. Vi, der har en høj uddannelse, har det jo blandt andet, fordi vi har lært at gå i skole og uddanne os godt. Vi ved, at det er vejen til at begå os på arbejdsmarkedet og skabe avancement. Den opfattelse har mange kortuddannede ikke”, siger han.
