DM anbefaler et JA til OK 2013

Når disse linjer læses, er materialet til urafstemningen om overenskomstresultaterne formentlig på vej ud til alle DM’s ordinære medlemmer. Der er ikke meget, der lyser op i dokumenterne, og alligevel har et meget stort flertal af DM’s hovedbestyrelse besluttet at anbefale medlemmerne at godkende resultatet, en beslutning, som det ekstra­ordinært indkaldte repræsentantskabsmøde har bakket op. Den realistiske vurdering er, at det simpelt hen ikke har været muligt at komme længere i denne omgang.

Det er femte gang, jeg som DM-formand har været med til at forhandle fornyelse af AC’s offentlige overenskomster. Sådanne forhandlinger er såvel en offensiv kamp som en forsvarskamp, ikke ulig en håndbold- eller fodboldkamp. Afhængig af det aktuelle styrkeforhold kan et uafgjort resultat eller blot en begrænsning af nederlaget være acceptabelt.
Den økonomiske krise og regeringens faste tro på, at vi skal spare os ud af den, har betydet, at vi ved de aktuelle overenskomstforhandlinger har måttet se i øjnene, at det ville blive meget svært at tilkæmpe os væsentlige forbedringer eller bare sikre status quo. Den situation har fagbevægelsen stået i før, men har alligevel formået at forhandle sig til forbedringer på såkaldt “bløde” områder mod at acceptere minimale lønstigninger. Det kan lade sig gøre, når begge parter respekterer den grundlæggende idé i den danske aftalemodel, som bygger på ligeværdighed i forhandlingerne, hvor begge parter både giver og tager og enes om et resultat i balance.

Denne respekt har været fraværende her i 2013. De offentlige arbejdsgivere med finansministeren som anfører har end ikke forsøgt at fastholde den mindste illusion om ligeværdighed og balance. Statens forhandlere har været bundet af et meget stramt mandat fra regeringens side, hvor de på afgørende områder overhovedet ikke har kunnet bevæge sig fra de af regeringen på forhånd fastlagte formuleringer. Og man har ikke gjort nogen hemmelighed ud af, at finansministeren afskyr aftaleretten på undervisningsområdet. Det er blevet ganske klart signaleret, at her ville der blive tale om et diktat, og at arbejdstidsaftaler under alle omstændigheder ville blive afskaffet med et folketingsflertal i ryggen. Forhandlingspart og lovgiver i en ualmindelig uskøn sammenblanding.

DM’s underviserområder på professionshøjskoler og universiteter er i forvejen karakteriseret af manglende central og/eller lokal aftaleret om forberedelsesnormer og arbejdstidens tilrettelæggelse. Vi har derfor ikke været udsat for ideologisk klapjagt i nær samme grad som gymnasielærere og folkeskolelærere. Og det har trods alt været muligt at fastholde, at den faktiske arbejdstid på professionshøjskolerne skal registreres, og at merarbejdet kan udbetales, ligesom lokalaftaler om arbejdstiden også stadig er en mulighed. Resultaterne med tillægsforhøjelser og stillingsstrukturaftaler på DM’s store underviserområder afspejler således en noget mere acceptabel forhandlingsproces end den, der er blevet de øvrige underviserområder til del. 

Det ændrer dog ikke ved, at vi er lige så kritiske over for de offentlige arbejdsgiveres magtarrogance som vores kolleger på gymnasier og folkeskoler, og som dem fortsætter vi kampen for retten til at levere kvalitet i undervisningen uden at skulle udsættes for helbredstruende stress. I den kommende tid vil vi drøfte, hvordan vi bedst kan understøtte og intensivere indsatsen lokalt på arbejdspladserne.