Det' mit job, Lea Gaulshøj Thomsen

En del af mit job er at være kontaktperson for nogle af de unge. Det er jo en funktion, som man typisk vil overlade til en pædagog, men min opgave er at have en mere narrativ tilgang til arbejdet. Jeg skal have nysgerrigheden med mig hver dag og hele tiden forstå, hvorfor det giver mening for et ungt menneske at ryge hash, eller hvorfor en spiseforstyrrelse giver ro i et kaotisk liv. Både det narrative og antropologien har øje for nuancerne, og det bruger jeg i høj grad i mit job. Jeg arbejder med unge fra 17 år, der er på vej til at skabe et liv for sig selv, efter at de har været anbragte, og forståelsesmæssigt giver antropologien en god ramme. Min formodning er, at de fleste gerne vil have et sted at bo og have en uddannelse, og de fleste har ikke lyst til at være misbrugere og kriminelle. De er tit ved at kaste op over det sociale system, så min opgave er ikke at bekræfte dem i, at de ikke har en fornemmelse af, hvad der er godt for dem. Min opgave er at forstå deres bevæggrunde og støtte dem i deres opfattelse af, hvad der er godt. Og så er min overordnede opgave i projektet jo at metodeudvikle og beskrive, hvad der virker, så Randers Kommune kan bruge erfaringerne i andre sammenhænge også.

De unge, som du arbejder med, elsker Paradise Hotel. Hvad har I til fælles?

Blandt andet, at jeg også elsker Paradise Hotel. Alt underlødigt tv er lige mig, så jeg ser formentlig mere af den slags end mange af de unge. Jeg synes, det er sjovt at se, men selvfølgelig gør jeg det også, fordi jeg har et fagligt sigte med det. Det giver et indblik i de kulturer, og det giver i dagligdagen anledning til at tale om referencer, kærester, Facebook og alt muligt andet med de unge i mit projekt.

Du fungerer som narrativ samtaleterapeut. Hvad er det?

I virkeligheden er det at blive bevidst om, at vi er medforfattere til hinandens liv. Jeg bryder mig ikke om coaching, så i stedet ser jeg mig selv som en slags cowriter i, hvad de unge gerne vil opnå. Jeg har ikke mødt nogen unge, der ikke har håb og drømme om at blive til noget, så de har ikke brug for nogen, der fortæller dem, hvad der er rigtigt og forkert. Det ved de alt om. Så det narrative består i, at jeg er med til at forfatte nogle forskellige forståelser, der er knyttet på andre måder, end de har været vant til. Det er også en sproglig opgave, for sprog skaber virkeligheder, og det skal mange af de unge lære at blive bevidste om. Derfor taler vi heller ikke kun om, at de i mange tilfælde har det rigtigt svært og er omgivet af problemer, for livet er også så meget andet.

Lige nu er du på barsel, og dit projekt udløber til august. Hvad skal der så ske?

Ja, det er et godt spørgsmål. Det er en voldsom provokation for sådan en som mig at gå hjemme på barsel, mens min skæbne er i andres hænder. Jeg håber først og fremmest på, at projektet bliver “fastansat” med mig ved roret, så jeg kan få lov at fortsætte arbejdet med denne målgruppe. Men også, fordi jeg slet ikke føler mig færdig med at metodeudvikle. Metodeudvikling er jo ikke en bunden opgave, så ved at videreudvikle vores metoder fra det her område har vi mulighed for at tænke ud af boksen og anvende erfaringerne andre steder. Og her er unge på kontanthjælp eller socialrådgivere, der arbejder med udsatte familier, målgrupper, som jeg også synes det kan være relevant at se nærmere på.

I serien DET’ MIT JOB tegner vi et portræt af et DM-­medlem, der har et job – eller måske lige har fået et 
– som han/hun gerne vil fortælle om. Hvad er et godt job? Og hvorfor? Hvilke planer har man med sin karriere? ­Hvilke muligheder er der for faglig og personlig udvikling? Hvad vejer tungest i valg af job og karriere?
Måske kan det inspirere andre til at gå nye veje, hvad angår job og karriere, og til at reflektere over uprøvede muligheder.

Send en mail til magisterbladet@dm.dk med en kort ­omtale af dig selv, din uddannelse og dit job.