Vild med vildskab

“Jeg køber sgu et naturområde”, tænkte Rasmus Ejrnæs, da han i november fik overbragt nyheden om, at han var udpeget som modtager af Danmarks største miljøpris på 250.000 kroner, som Aase og Ejnar Danielsens Fond uddeler.  

Men det er ikke meget natur, man kan købe for sådan en portion penge. Så seniorforskeren og biologen fra Aarhus Universitets Institut for Bioscience tog en ny beslutning. 

“Jeg vil købe et mikroskop med digitalkamera, som jeg kan bruge i min svampeforskning, og så vil jeg ud i verden og se på vilde dyr, fordi jeg tror på rewilding”, siger han. Det sidste vender han tilbage til senere. 

Prisen er en hædersgave, der ikke har følgeskab af nogen afrapporteringspligt. Og derfor skal pengene ikke blot indgå i de traditionelle forskningsbudgetter, fastslår han. 

“Man kunne sagtens forske traditionelt for dem. Men når nu det er en hædersgave, så vil jeg hellere bruge dem på noget af det, der ikke er penge til i forskningen. Og hverken svampejagt eller at studere vilde dyr er noget, der er let at få penge til”.

Rasmus Ejrnæs har fået prisen for sit ihærdige arbejde med at kaste lys over de mange truede arter i vores natur og for sin evne til at formidle sin viden om det. Og han er glad og stolt over, at en indsats, der med hans egne ord ikke gør nogen professorkarriere, bliver belønnet på den måde:

“Jeg kunne godt være kommet længere i min forskerkarriere, men jeg har valgt at fastholde mit fokus på naturhistorien, altså viden om alt det basale og banale i den danske natur, og dertil bruge min energi på at formidle denne viden. Det bliver jeg ikke professor af, men det har priskomiteen så besluttet, at de gerne vil belønne, og det er jeg naturligvis glad for”.

Politiker – nej tak!
Rasmus Ejrnæs er på naturens side i alle afkroge af sit virke. Både inden for normal arbejdstid og udenfor. Til hverdag sidder han med udsigt over fantastiske åbne vidder fra sit kontor på førstesalen i de gamle bygninger, der tidligere husede Kalø Gods. Herfra studerer han, hvordan naturen arter sig i med- og modspil med menneskets gøren og laden. Fritiden bruger han dels i økosamfundet i Hjortshøj, hvor han bor med sin familie, dels på svampejagt forskellige steder i den danske natur, hvor han mener, der er størst chancer for at finde nye arter. 

Det professionelle ord for hans indsats er biodiversitet. Og selv om det optræder 1.220.000 gange i en Google-søgning, er det et ord, der er svært at få både politikere og almindelige danskere til at tage i brug. Det handler ifølge Rasmus Ejrnæs ikke kun om, at mange måske ikke kender ordets betydning. Det handlere lige så meget om en manglende vilje til at se naturen som noget, der eksisterer i dens egen ret. 

“Naturen bliver brugt til at sælge brands og produkter og idéer. Den bliver brugt som begrundelse i stort set alle dagsordener og ikke som en natur, der eksisterer i egen ret. En del af årsagen er det natursyn, som vi er vokset op med. Det baserer sig i høj grad på forvaltningstanken, som kan føres tilbage til kristendommen. Mennesket er sat i Guds sted og har fået til opgave at forvalte Guds jord. Derfor er vi i Danmark rigtigt gode til at forvalte vandmiljø og luft og ozonlag og alt muligt andet, der sikrer et godt livsmiljø for os selv og vores efterkommere, mens vi er rigtig dårlige til at give plads til naturens egne spontane processer, der springer frem og passer sig selv”, forklarer han. 

Rasmus Ejrnæs’ forskningsmission er at finde ud af, hvordan der kan blive plads til alle arter i den danske natur. Det er ikke et politisk projekt, understreger han. Det har vi politikerne til at tage sig af, og det er ikke en profession, han på nogen måde kunne tænke sig. Til gengæld stiller han velvilligt sin viden og ekspertise til rådighed for dem, der kan bruge den. Og blandt spørgerne måtte der gerne være lidt flere beslutningstagere, indrømmer han:

“Der er nogle meget tankevækkende paralleller mellem mennesker og natur. Konkurrenceplanter ødsler med ressourcerne, smider om sig med blade, sparer ikke på noget og tonser derudaf uden at give plads til andet omkring sig. Det billede kan man jo godt genkende fra samfundsstrukturen. For at give plads til diversitet er man nødt til at selvbegrænse, og jeg savner nogle politikere, der tør stille spørgsmål til, om der findes et alternativ til vækst”, siger han.  

Og det gør der, mener Rasmus Ejrnæs. Derfor synes han, at det var en rigtig god idé at fælde et stykke fredskov i Thy – selv om han naturligvis hellere havde set, at træerne havde ladet livet for at give plads til andre plantearter i stedet for vindmøller. Derfor er han heller ikke den, der synger med i krisekoret og sukker over den globale lavkonjunktur. 

“Kriser har jo den hensigtsmæssighed, at de tager livet af noget. I naturen ser vi det, når veterantræer får skader. Så giver det plads til biodiversitet, og der opstår nye former for liv i og omkring dem. Den generelle frygt for kriser hænger nok sammen med, at individet betyder så uendeligt meget for os mennesker. Vi må jo ikke dø, for pokker. Men jeg er typen, der ikke helt tror på et liv efter døden, medmindre man kommer herfra med et frø i lommen. Døden giver plads til nyt liv, så det er nok derfor, jeg ikke synes, at ubegrænset vækst er entydigt godt – det bruger al pladsen op”, siger han.

Vi vil ikke ædes
Kraftig vækst af særlig konkurrencedygtige arter i naturen begrænser altså biodiversiteten. Resultatet er ikke kun, at der bliver færre planter at se på. Det går også ud over dyrelivet – for eksempel sommerfuglene. Og så kommer vi til rewilding, som er en anden mærkesag for den prisvindende biolog. 

Da nyheden om den vandrende tyske ulv ramte Danmark kort før nytår, stod han billedligt talt og jublede med armene over hovedet. For han er vild med vilde dyr. Han er ikke overrasket over, at en ulv kan leve i Danmark, for det er set før. Og han fastholder, at han ikke vil blive overrasket, hvis der igen kommer til at leve næsehorn og elefanter i den europæiske natur. Han vil dog formentlig kigge en ekstra gang, den dag de spadserer over grænsen, indrømmer han. 

“I de tidligere mellemistider har vi haft den slags store vilde dyr på vores breddegrader, men der var ikke plads sammen med det moderne menneske. I dag kan de store dyr måske give os noget af den naturlige dynamik tilbage, der skal til for at få biodiversiteten til at blomstre op. Men der er meget psykologi i det. Vi er bange for, at noget går galt, hvis vi slipper naturen fri. At naturen ikke kan klare sig selv. Men hvorfor ikke? Der er stort set ingen arter i den danske natur, som skylder deres eksistens menneskeheden. Vi argumenterer med, at vilde dyr er farlige for mennesker, men samtidig accepterer vi, at 200 mennesker dør hvert år i trafikken. Logikken er, at trafikken gør noget godt for samfundet, mens det ikke tæller, at dyrene gør noget godt for biodiversiteten, og derfor kan vi ikke forestille os, at vi vil acceptere, at to mennesker hvert år bliver ædt af vilde dyr. Det er en meget kompleks problemstilling”, konstaterer han.  

Derfor har han tænkt sig at pakke kufferten og familien sammen og drage til Serengeti National Park i Tanzania eller måske Botswana for nogle af hæderspengene. For at se nærmere på de store dyr og tænke videre over, hvordan Danmark vil tage sig ud med den slags vildskab i naturen. 

At det forbliver en drøm – i hvert fald i hans levetid, ved han godt. Men han tillader sig at glæde sig over, at børn og unge af i dag efter alt at dømme har et lidt mere nysgerrigt forhold til den vilde natur end generationerne før dem. 

“De opvoksende generationer har et andet blik på natur. De har været ude at se verden og synes, vi har for lidt vild natur i Danmark, og de er vokset op med, at naturen er et sted, man går på opdagelse. Derfor tror jeg, det i stigende grad bliver sværere at overbevise nogen om, at vi skal bekæmpe naturen, og det bliver formentlig også sværere at få indført udryddelseskampagner fremover”, forudser han. 

Rasmus Ejrnæs glæder sig over, at han efter alt at dømme vil møde større opbakning fremover til tanken om, at naturen skal have mere plads. For modstanden er som regel ret massiv, når nogen drister sig til at åbne debatten om, hvordan vi skal sikre naturen råderum. 

“Der er en stor risiko for, at nogle bliver rigtigt sure, for man antaster nogen, hvis man tager hul på den debat. Nogen ejer jo den jord, vi skal diskutere, for vi har ikke noget som helst i Danmark, der ikke er ejet af nogen, og hvem vil lige tilkende fællesskabet og naturen rettigheder på deres private jord uden først at kæmpe imod? Men min opgave er at påpege, at biodiversiteten har brug for plads, og så må jeg tage de slagsmål, det giver”, siger han.