Opsang fra Uppsala

Med sine tatoveringer, sin tykke sølvring i øret og året 1975 på sin fødselsattest skiller Rune H. Rasmussen sig en hel del ud fra mængden af ph.d.-studerende på Skandinaviens ældste universitet i det pæne og billedskønne Uppsala nord for Stockholm.

Vejen til det eftertragtede ph.d.-stipendium er da også brolagt med et morads af vildveje, blandede arbejdserfaringer, endeløse måneder med ledighedsstress samt en hel del skyden med spredehagl. Men netop fordi han har taget et langt tilløb, ved Rune Rasmussen om nogen noget om, hvordan man “sparker fra land”, som han udtrykker det. Og de erfaringer deler han gerne med andre, der overvejer forskervejen.

“Jeg har lært af blindgyderne og mine opture og ved, at man med fordel kan gå mere målrettet til værks, end jeg selv har gjort. På mange måder kunne jeg da godt have ønsket mig at være kommet længere end til mit ph.d.-forløb i dag. Eller sagt på en anden måde: Nu skal jeg da godt nok have røven med mig, hvis jeg skal nå alt det, jeg gerne vil”, siger 37-årige Rune Rasmussen.

Han er med på en Skypeforbindelse fra Uppsala i de novemberdage, hvor de sidste blade klynger sig til træerne uden for vinduerne i det kollegieværelse, han har boet i siden september. I løbet af efteråret har han været oplægsholder ved et par velbesøgte medlemsmøder for de DM-medlemmer, der går med tanker om at gå efter en ph.d. Hans oplæg præsenterer en række konkrete overvejelser, man bør forholde sig til, hvis man vil gå professionelt til værks i sin søgning. Men der er også en løftet pegefinger fra gamle Suremor.

“Den forkælede holdning, som jeg møder blandt mange yngre danske studerende, kommer man ingen vegne med i dag, hvor konkurrencen om stipendierne er så skærpet. Mener man det seriøst, skal man være indstillet på at droppe sin caffe latte-boble i København K og søge vidt omkring, også uden for landets grænser. Hvordan kan du klare dig i en globaliseret verden, hvis du ikke er parat til at være mobil? Du skal sende din ansøgning til universiteter, der har plads, og ikke kun derhen, hvor det er hipt at bo”, understreger Rune H. Rasmussen.

Man skal gå til projektet, som når man søger ethvert andet job.

“Det er også meget sundere at betragte et ph.d.-forløb som en ansættelse end som det perfekte selvrealiserende drømmeprojekt. Der er en arbejdsgiver, staten, som har nogle helt bestemte interesser. Derfor skal dit emne være salgbart, skarpskåret og metodisk pakket ind. Og fordi systemet tilmed nærer en vis indbygget aggression imod al humanistisk forskning, så har jeg forsøgt at skære mit projekt, så det kan retfærdiggøres over for en person uden forudsætninger for at vide noget på forhånd. Jeg vedlagde fx en zip-fil med en fagrelevant dokumentarfilm, jeg havde været med til at producere. Den anskueliggjorde mine idéer mere end 100 skriftlige bilag”, siger han.

Delta 9
Selv blev Rune H. Rasmussen uddannet cand.mag. i religionshistorie fra Københavns Universitet. Otte år tog det, fra han blev indskrevet og til han fik sin kandidatgrad. Undervejs tog han orlov et par gange, blandt andet for at arbejde for Center for Menneskehandel og i Sudan og Angola for Folkekirkens Nødhjælp og for FN’s minerydningsprogram.

“Det var en virkelighed, hvor man fløj i helikopter, kørte landcruisere gennem mudrede floder og hed Delta 9 på en skrattende radio over Afrika, men det var så langtfra kun en drengedrøm. Det er selvfølgelig noget helt andet at bo midt i en borgerkrig end bare at vide, den findes. Det gav mig nogle kvalifikationer og modnede mig i en grad, så jeg var stærkt motiveret for at gøre mit studium færdigt, da jeg kom hjem”, siger han.

Som så mange andre stod Rune Rasmussen rådvild og, efterhånden som tiden gik, også temmelig frustreret efter endt studium.
“Jeg havde alvorlig ledighedsstress efter et stykke tid. Det er den hårdeste oplevelse overhovedet, først at bruge energi på ansøgning efter ansøgning og dernæst bruge energi på at få afslag bearbejdet, fordi der ikke kommer en pind ud af det”, forklarer han. 

Hans mentale gennembrud skete, da han indså, at det var bedst ikke at lytte ukritisk til den anden aktør, han gik på kursus hos.
“De bliver betalt for at sende en i arbejde så hurtigt som muligt og fortæller derfor konstant, at man skal brede sin søgning meget mere ud. Det er en helt forkert strategi for en forskernørd som mig. Jeg skal tværtimod fokusere snævert og intensivt”, forklarer han.

En religion bliver født
Da den erkendelse først var sunket ind, begyndte arbejdet med at skære ph.d.-projektet til.

“Dine chancer står og falder med det gode projekt. Mit eget handler om en religion fra det sydvestlige Nigeria, hvor man dyrker en bestemt gudefamilie. Den minder lidt om voodoo-religionen fra Haiti og findes fx i store dele af Brasilien. Så fra at være et meget smalt studium i en lokal gudedyrkelse i Vestafrika er mit ph.d.-projekt vokset og har fået et globaliseringsperspektiv. Og med hastigheden i udbredelsen og i selvforståelsen blandt tilbederne kan man med rette hævde, at jeg studerer fødslen af en ny verdensreligion”, siger Rune Rasmussen.

Det var det projekt, han forsøgte at sælge, først til København og siden til universiteter i både Europa og i Canada, hvor hans kæreste bor.

“Det øvrige Skandinavien kom først lidt sent ind på min lystavle, men jeg er begejstret for, at det blev Uppsala. Danske studerende bør være mere opmærksomme på, at både Norge og Sverige kan byde på meget attraktive studieforhold. Alene akademikernes imødekommenhed og tilgængelighed er en luksus. Der bliver svaret hurtigt og hjælpsomt på e-mails”, fortæller Rune Rasmussen.

Og selv om det ikke hver dag er lige sjovt at bo på 15 kvadratmeter og se sin kæreste alt for sjældent, er hans glæde over, at det lykkedes ham at komme til at forske, helt uovertruffen.

“Jeg har kørt meget rundt i København og sat plakater op med tapet­klister på min Christiania-cykel. Det kunne være endt med, at jeg bare var fortsat med det og havde læst kultur- og religionsteori for min fornøjelses skyld, men det stod på det tidspunkt klart for mig, at jeg ville have den ph.d. Der var ikke noget alternativ. Og så satte jeg alt på ét bræt”.