Vi kan og gør det selv
Thorvaldsens Museum viste for nylig, at strategiske samarbejder med universiteter ikke er den eneste vej, et museum kan gå, hvis det vil hive store beløb hjem. Museet har fået næsten otte mio. kr. til et projekt, der går stik imod de nuværende forskningspolitiske vinde.
Bemærkelsesværdigt er det også, at museet ikke har allieret sig med noget universitet eller anden forskningsinstitution omkring projektet, der er finansieret af Augustinus Fonden og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. “Strategiske partnerskaber” var ellers ifølge museumsudredningen det, der skulle ruste museerne til fremtiden – ja vel nærmest en forudsætning for, at museerne overhovedet kunne komme i betragtning til så store beløb. Det samme gjaldt opgraderingen af det museumsfaglige personale i form af ph.d.-grader.
Når ingen af delene indgår i det store forskningsprojekt, skyldes det ifølge projektleder Ernst Jonas Bencard ganske enkelt, at museet selv har villet definere opgaven.
“Hvis vi havde tænkt, som nogle ville sige, mere strategisk, havde vi indgået et samarbejde med et universitet om nogle ph.d.er. Men så havde museet ikke frit kunnet definere den forskningsopgave, vi vil have løst, som er bundet til den samling, vi har her på stedet. Og et museum er jo en fuldgod og selvstændig forskningsinstitution, så derfor gør vi det selv, også selvom vi ikke kan lokke med ph.d.-grader”.
Ligegyldigt, om man er ph.d.
“Min erfaring siger mig, at det er ret ligegyldigt, om folk er dr.phil., ph.d., mag.art. eller cand.mag., når man skal vurdere om det, de siger, er interessant og gennemtænkt, og om de i øvrigt kan bedrive forskning”.
Af samme grund er kravet om ph.d.-niveau i den nye museumslov overflødigt, mener han.
“Jeg tror ikke, det hverken styrker kvaliteten eller øger omfanget af forskningen på museer, hvis alle museumsinspektører fremover skal have en ph.d.-grad eller en ph.d.-bedømmelse. Det virker som et voldsomt spild af tid og ressourcer og uden sans for virkelighedens verden, når man tænker på, at det altoverskyggende forskningsproblem på museerne er at skabe sammenhængende forskningstid. Og det er svært langt de fleste steder, hvor forskningen står sidst i arbejdskøen, og tiden bliver slugt af udstillinger, formidling, arrangementer og administration. Selv nok så mange ph.d.-grader løser ikke det problem”.
Derfor har Thorvaldsens Museum forsøgt at skabe så enkle rammer som muligt: At skaffe penge til at give folk mulighed for at forske på fuld tid uden hensyntagen til, om de får en grad eller ej.
“Det håber og tror vi selvfølgelig, at der er nogen, der er med på”, siger Ernst Jonas Bencard, som i det hele taget synes, at det er svært at forstå motivet bag den nuværende danske forskningspolitik.
“Jeg synes, det er en forfejlet politik at forsøge at instrumentalisere forskningsbegrebet, som man gør fra centralt hold for tiden. Det virker som en miskreditering af museerne. Som om man siger, at fordi du er cand.mag., så kan du ikke forske. Det er jo simpelthen noget uvidenskabeligt sludder. At forsøge at kvantificere forskningskvaliteten med de firkantede måleinstrumenter, man opstiller, virker uforståeligt og overflødigt”.
Målbare forskningskriterier er ifølge Ernst Jonas Bencard næppe nødvendige for fagfolk, der er i stand til at bedømme kvalitet uden at støtte sig til et alt for formaliseret forskningsbegreb. Den slags er kun nødvendigt for embedsmænd og politikere uden faglig indsigt, som har behov for styringsinstrumenter til at legitimere omstruktureringer og besparelser, mener han. Af samme grund frygter han, at der er en underlæggende politisk dagsorden bag bestræbelserne på at strømline forskningen.
“For museer, der får at vide, at ingen ansatte kan blive ph.d.-bedømt, kan konsekvensen være, at man fra officielt hold ville kunne sige, at så kan det, I laver, ikke kaldes forskning. Og når det er tilfældet, så kan de ikke opfylde museumsloven, og så ville man i yderste konsekvens fx kunne fjerne statstilskuddet eller kræve, at et lille museum skulle fusioneres med et andet.
Det kan godt være, at det ville give et mere overskueligt museumslandskab, men en sådan udvikling styrker jo ikke vilkårene for museernes forskning”.
