Underviser-millionærerne og normsystemet

KOMMENTAR

Dagbladet Politiken frembringer et noget fortegnet billede af undervisningssektoren i en artikel den 19. december 2012 med overskriften: “Overtid giver årsløn på en million”.

I selve artiklen fremgår det dog, at det kun er en hypotetisk og mulig situation. Ikke desto mindre interviewes i samme artikel min rektor Stefan Hermann her på Professionshøjskolen Metropol som den leder, der har løst den gordiske knude og gjort op med de grådige undervisermillionærer, der udsuger en fattig sektor. Så har Politikens story telling opnået tilstrækkeligt belæg, og øvrige kommentarer er overflødige.

Som underviser på Metropol genkender jeg dog ikke dette billede. Jeg kender ingen undervisermillionærer og er det – desværre – heller ikke selv. Til gengæld kan jeg se, hvordan lønudgiften i undervisningssektoren er blevet udvidet med et betydeligt og omfattende ledelseshierarki. Her på Metropol har vi nu som professionshøjskole fået en ledelsesstruktur med fire lag. Og når uddannelseslederen i bunden tjener knap 600.000 kr., ja, så er et kvalificeret gæt, at vores rektors løn ligger på den flotte side af en million. Hertil kommer udgiften til driften af en professionel bestyrelse. Så millionærer har vi da i undervisningssektoren, det er blot ikke underviserne. Det er dem vel undt, men denne nye professionelle ledelsesform har dog ikke formået at skabe en solid forretning. De sorte tal på bundlinjen kan ikke rigtigt indfinde sig. For ikke mange år siden var der over det ganske land mange hundrede selvstændige og veldrevne højskoler og seminarer med blot en leder og en stor selvdreven og selvkørende undervisergruppe styret af et velfungerende normsystem.

Nu har formålet med både CVU-reformen og især professionshøjskolereformen heller ikke været at drive sunde forretninger. Det har været at tøjle underviserprofessionen, ligesom det nu sker for velfærdsprofessionerne: lærer, pædagoger, socialrådgivere m.fl. 

Vi undervisere skal tøjles gennem en normløshed, dvs. ingen fast omregningsfaktor mellem undervisningen og forberedelsen. I stedet skal vores opgaver aftales individuelt og fra gang til gang. Uden faste normer har vi fået indført det grænseløse arbejde, hvor enhver underviser nu er sin egen lykkes smed med hensyn til opnåelse af bevilligede timer fra ledelsen. Sådan er vilkårene faktisk her på Metropol.

Min rektor fortæller stolt i Politikens artikel, at vi er kommet af med en kultur. Det er helt rigtigt, en professionskultur, hvor der inden for normsystemets forudsigelighed og gennemskuelighed blev udført mange ekstra opgaver båret af et fagligt engagement. I stedet har vi nu mindre forberedelsestid og et væsentligt reduceret fagligt råderum. Helt konkret har det udløst studenterstrejker og et arbejdsmiljøpåbud. Hvad angår påbuddet fra Arbejdstilsynet, skal ledelsen blive bedre til at planlægge og kommunikere, dvs. at lede bedre, men det ændrer ikke grundlæggende på de nye vilkår. For ledelsen vil nemlig ikke fortælle os, hvad det er, vi så ikke skal lave eller gøre, når forberedelsestiden er blevet halveret. Ligesom de heller ikke vil udmelde en kvalitetsstandard for undervisningen, når forberedelsestiden nu er blevet halveret. Vi er dog velkomne til individuelt at diskutere denne med vor leder.
Det er den store udfordring i dag. Ikke bare for undervisere, men for hele den offentlige sektor. Vi skal nå det hele på den halve tid. Der er politisk forbavsende stor enighed om dette. Og argumentet hos den nuværende regering er, at vi alle må stramme ind eller løfte flere opgaver inden for arbejdstiden for at bevare vores velfærdsstat. 

Men flere opgaver forudsætter ikke afskaffelse af normsystemet. Normsystemet udelukker heller ikke ledelse. En udbredt og ofte fremført påstand. Her for tiden er det Michael Ziegler (K), forhandlingslederen fra Kommunernes Landsforening vedrørende skolelærernes overenskomstforhandlinger, som fremfører denne kritik. Ledelse og aftalte normer kan sagtens gå hånd i hånd. Det er blot et spørgsmål om detaljeringsgrad og indbygget fleksibilitet i de aftalte normer. Til gengæld er gevinsten ved et normsystem kolossal. Det er en sikkerhed for ordnede arbejdsforhold og ikke mindst for det faglige engagement. For uden et aftalt normsystem er vi netop blevet ledvogtere over vores timer. Vores opgaver udføres, men al nytænkning og udvikling er sandet til. Netop nu spørger vi: Er der timer til det?

Jacob Magnussen er lektor ved Professionshøjskolen Metropol