Har vi brug for universitetet?
I den vestlige verden har vi en fast idé om det ideelle universitet med et bredt fagspektrum og en blanding af læring og fri forskning. Men den idé er ikke strengt nødvendig, mener pædagogikprofessor fra Humboldt Universitet – som alligevel kæmper for, at universitetet ikke går til grunde.
I virkeligheden er Heinz-Elmar Tenorths indledende sætning om universitetets kvalitative niveau blot et sprogligt eksempel:
“Det sjove er, at alle umiddelbart accepterer denne sætning. Universitetet – som om det fandtes i ental som en enhed med samme ånd, indhold og ide. Med udgangspunkt i enheden af forskning og læring, enheden i de forskellige videnskabelige discipliner og videnskabens uafhængighed er universitetet i ental en fiktiv konstruktion eller i bedste fald en idealisering, der trækker tråde tilbage til Humboldt, men som først er blevet gængs omkring 100 år efter Humboldt Universitets grundlæggelse».
Det ubetingede universitet
For at forstå hvorfor denne idé om universitetet er opstået, og hvorfor vi i dag stadig klynger os til den, må vi ifølge Heinz-Elmar Tenorth se på universitetets funktionshistorie i et systemisk lys.
“Trods store forskelle er der en række fællestræk ved de vestlige universiteter: Hvor der siden middelalderen overvejende blev formidlet overleveret viden, bredte forskning som imperativ sig fra slutningen af det 18. århundrede på de europæiske og angelsaksiske universiteter. Dermed blev der – i hvert fald på papiret – krævet et samspil mellem forskning og læring. Universiteterne skal i forskningen ikke bare producere ny viden. I forskningen som kritisk vækstmedium skal universitetet samtidig fordele og især vurdere og certificere viden – herunder stå for rekruttering af de bedste kandidater til de statsbærende institutioner”, lyder det fra den 68-årige professor emeritus.
“I løbet af det 20. århundrede har man i universiteternes mangfoldighed kunnet konstatere et væsenstræk: Idéen om, at universitetet har brug for en idé om universitetet. Det interessante i denne identitetssøgen er, at debattører og fortalere for et frit universitet eller det “ubetingede universitet” igen og igen finder deres grundlæggende idéer ved Humboldt og hans samtidige”, siger Heinz-Elmar Tenorth og nævner en række store tyske idealistiske tænkere og universitetsfigurer som Fichte, Schelling og Schleiermacher – og i øvrigt den dansk-norsk-tyske filosof Henrik Steffens.
Den humboldtske myte
Med et udfordrende blik holder Heinz-Elmar Tenorth en kort pause i talestrømmen og konstaterer:
“Denne ideelle Humboldt-model har aldrig eksisteret. En af årsagerne til, at den alligevel idealiseres 100 år efter Humboldt, er de succesrige naturvidenskabeligt-tekniske professionsuddannelsers krav om at blive indordnet i tekniske universiteter med akademisk graduering. Hermed ser universitetet sig pludselig truet på sit monopol, og de klassiske – især humanistiske – videnskabsdiscipliner stiliserer sig som “åndfulde dannelse” over for de tekniske uddannelsers “åndløse uddannelse”. Hermed sættes den idealistiske forestilling om enheden i de videnskabelige discipliner i højsædet sammen med idealet om, at forskning og dannelse ikke må være under indflydelse af ydre målsætninger, men kun følge sin egen logik”, lyder det fra den tyske universitetshistoriker.
“Den humboldtske myte er blevet så stabil, at man i dag anvender den normativt uden at skele til detaljer og paradokser. Humboldt er blevet en traditionskølle, som man ved passende lejlighed kan slå især den politiske verden i hovedet med”, siger Heinz-Elmar Tenorth.
Denne idealisering er ikke blot ahistorisk, ofte rammer den også ved siden af virkeligheden:
“Se på, hvor uendeligt få studenter der tager del i forskningsprocesser. Eller hvor få professorer, der tager deres forskningsforpligtelse alvorligt i hverdagen. Hvis de bliver afkrævet bevis for deres forskningsaktiviteter eller bliver underlagt evalueringsprocesser, så hiver de – oftest af dovenskab – det humboldtske autonomi-ideal på bordet. Men i virkeligheden sagde Humboldt også, at universitetet skulle sikres mod nepotisme, at der skulle være kontrol med forskningsaktiviteter, og at universitetet som statens tjener havde pligt til at uddanne de bedst mulige kandidater. Altså mod autonomi-tankegangen i den form, som den i dag skydes Humboldt i skoene”.
Sælsom blanding
Det helt store spørgsmål er ifølge Heinz-Elmar Tenorth derfor, om vi i det vestlige universitet af i dag har brug for denne “sælsomme blanding af læring og forskning med sin egen formålsfri logik”, og om vi har brug for universitetets brede fagvifte.
Ud fra en systemisk betragtning er svaret et rungende nej, mener han:
“Der er masser af fremragende forskning og forskningsinstitutioner uden læring. De trækker konstant flere midler til sig, er mere fleksible og leverer glimrende resultater”, siger Heinz-Elmar Tenorth.
“Hvis man ser på behovet for uddannelse, er universitetet i vid udstrækning heller ikke uundværligt. Det viser sig ikke mindst i et uddifferentieret erhvervsfelt, hvor stadig færre universitære uddannelser er møntet direkte på et specifikt erhverv og – omvendt – hvor færre erhverv er direkte koblet til en akademisk certificering”, siger Heinz-Elmar Tenorth.
Heller ikke for Universitas Litterarum – det enhedsorienterede universitet med en bred vifte af faglige discipliner – nærer Heinz-Elmar Tenorth umiddelbart store følelser:
“Et hovedargument mod institutioner med en eller få discipliner er angsten for ensretning og uddannelse af fagidioter. Man kan også vælge at kalde fagidioter for eksperter, der kender sprogspillenes grænser i deres eget fag. De forsøger ikke at reflektere samfundet i sin helhed og docere, hvilken forskning, lære og kritik, der gavner det samfundsmæssige fællesskab mest. Her er filosofferne nok den eneste konsekvente undtagelse, men gudskelov er universitetet ikke enerådende samfundsekspert – i så fald ville vi være ilde stedt i det moderne samfund”.
Grundlæggende finansiering
Men hvad med forskningsfriheden – forskningen for forskningens egen skyld, foretaget af den passionerede videnskabsmand eller -kvinde i “ensomhed og frihed”, som Humboldt formulerede det? Heller ikke her kan Heinz-Elmar Tenorth hidse sig op over den udbredte eksterne forskningsfinansiering.
“Private midler fra firmaer, der har interesse i at påvirke universiteters forskningsresultater eller -områder, findes selvsagt. Men empirisk betragtet er det gængse billede med forskere, der agerer som industriens marionetter, efter min bedste vurdering stærkt overdrevet”, siger professoren, der en årrække har virket som bedømmer i det tyske forskningsråd, DFG.
“Lidt frækt kan man hævde, at de, der ikke har midler nok til forskning, ikke er kreative nok. Hvad, der til gengæld er en dramatisk mangel på, er grundfinansiering: midler til undervisningstimer, til tutorer, til undervisningsfaciliteter osv. Samtidig overbelastes mange med undervisningsforpligtelser, hvilket ødelægger deres muligheder for at bedrive anstændig forskning. Det hedder i mine øjne derfor ikke: fri forskning vs. eksternt finansieret forskning, men derimod grundlæggende finansiering og dermed autorisering til fri tænkning vs. konstant tvang til at opstøve midlerne til hverdagsarbejdet. Først da får vi en produktiv symbiose mellem forskning og lære”.
I sidste ende viser Heinz-Elmar Tenorth sig således at være tilhænger af både blandingen af forskning og læring og af det humboldtske autonomi-ideal. Derfor lurer der i hans øjne en fare i tendensen til, at universitetet selv bliver objekt for ekstern vurdering:
“Der opstår stadig flere og stærkere selvstændige vurderingssystemer, fx fra tidsskrifter, forskningsråd og stiftelser. De udvikler vurderingssystemer, som medfører monopoler og nye videnskabelige standarder, der ikke kan styres fra eller kommunikere med de universitære systemer. Hermed vinder bestemte typer videnskab frem med mere ensrettede referencer, validitetskriterier, metodiske designs osv. Dermed mister de lokalt forankrede forskningsfællesskaber betydning, og i det store spil tror jeg ikke, at det er sundt for vidensproduktionen – heller ikke i et konkurrenceperspektiv”, siger Heinz-Elmar Tenorth.
“Det er med til at definere den enkelte forskers konkurrencekraft og tiltrækningskraft på forskningsmidler. Det betyder, at de universitære udvalg ikke mere frit kan sammensætte deres forskningsteams ud fra egne kriterier, men er dikteret udefra. Det ser jeg som et af de klareste tegn på, at det universitet, som vi har haft som ideal de sidste par hundreder år, er under stærkt pres”.
Knæfald for universitetet
Hvor Heinz-Elmar Tenorth hidtil har skumlet mod den ahistoriske og idealiserede brug af Humboldts tanker, og hvor han ud fra et systemisk perspektiv har vist, at universitet som idé ikke er strengt nødvendigt, ender han med egne ord med et “knæfald for universitetet “:
“Universitetets succes har netop ligget i at institutionalisere innovationen i kraft af blandingen af forskning og læring og af lærerne og studerende. I hver ny generation af studerende er der optræk til metodiske fadermord. Denne spænding er med hver ny årgang med til at skabe enorm dynamik. Samtidig slibes kriterierne for videnskabens og universitetets gyldighed til for hver generation. Hvis den proces glider os af hænde og fastsættes mere statisk af universitets-eksterne kræfter, så ser det skidt ud for både universitetet og det omgivende samfund”.
Var hele argumentationsrækken mod universitetsidéens nødvendighed dermed blot en retorisk øvelse fra Heinz-Elmar Tenorths side?
“Nej. For det første er modargumenterne med til at differentiere debatten. For det andet er jeg ikke optimist. Som jeg har vist, er det ideelle universitet ikke nødvendigt ud fra en funktionel betragtning. Men studier og forskning “i ensomhed og frihed” er alligevel en nødvendig luksus, vi bør tillade os. Desværre er argumenterne paradoksale og svært begribelige for de politikere, der sidder på kassen”.
