Dansk Magisterforening

Højsæson for sygemeldinger på grund af stress

Franciska Lee Beckett
Del artikel:

Lige nu er det højsæson for stresshenvendelser, og DM står klar til at hjælpe medlemmer, der er ramt af stress eller mærker symptomer. 

DM’s arbejdsmiljøkonsulent Ole Grønne er en del af et team på fire medarbejdere, der hver dag rådgiver stressramte i at komme styrket tilbage fra en stresssygemelding. Han har de seneste 17 år arbejdet med stress og vurderer, at denne tid og lige efter jul er de mest stresstravle.

“Vi har generelt en høj forekomst af stresstilfælde blandt vore medlemmer. En medvirkende faktor er den økonomiske krise, som har gjort, at vores medlemmer er mindre tilbøjelige til at skifte job end tidligere. De bliver længere i et job, de måske ikke kan lide, og på et tidspunkt flyder bægeret over”, siger Ole Grønne.  

Forhandlingskonsulent i DM Marcel Worm-Marquardtsen har gode erfaringer med at tage en snak med arbejdsgiveren på et tidligt tidspunkt.  

“Vi har gode erfaringer med at tage kontakt til arbejdsgiveren, inden medarbejderen bliver sygemeldt. Vi forsøger i snakken med arbejdsgiveren at finde en ordning, så man kommer stressen til livs, mens det stadig kun er symptomer”, siger han.

For halvandet år siden viste en undersøgelse i DM, at kvinder stod bag 90 procent af henvendelserne om stress. Men den fordeling er langtfra repræsentativ for stressramte fordelt på køn.

“Det er stadigvæk et stort tabu blandt mænd at erkende stress. Mænd stiller større krav til sig selv og til at være velfungerende på arbejdsmarkedet. Samtidig er akademikeres arbejde ofte en stor del af deres identitet, og det harmonerer ikke med at ligge under dynen derhjemme”, siger Ole Grønne.

Du kan selv lære at blive opmærksom på symptomer på stress hos dig selv og dine kolleger. For mange ignorerer – bevidst eller ubevidst – de mærkbare tegn på stress, vurderer Ole Grønne på baggrund af flere tusinde samtaler med stressramte.

“Det sidste, man tænker, er, at det muligvis er stress, man bliver ramt af. Man forsøger at finde på andre undskyldninger for, at man har det dårligt. Og så er vi tilbage ved det at erkende, at man er ramt af stress, og få hjælp til at komme videre og styrket tilbage på jobbet”, siger Ole Grønne.

}